Arkivnyhed - kan være forældet

Hekla park klar til indvielse

14.01.2020
I starten af året kunne den nye kunstgræsbane på Hekla Park endelig tages i brug. Den officielle indvielse finder sted den 31. januar.

At anlægge en kunstgræsbane oven på en gammel losseplads viste sig at være mere udfordrende end forventet for Københavns Kommune. Derfor endte der med at gå otte år, fra den politiske beslutning blev truffet, til den nye kunstgræsbane på Hekla Park nu endelig er blevet til virkelighed. Nu kan glæden over de bedre faciliteter tage over for den store tålmodighed, som de mange boldglade bryggeboere har udvist.

Særligt om efteråret har banerne tidligere været hårdt plaget af oversvømmelser, fordi jorden under græstæppet var for blød. Derfor har klubbens cirka 800 medlemmer med stor forventning set frem til at tage den nye bane i brug. Jan Sørensen, en tilfreds formand for BK Hekla, fortæller:

- Ventetiden har været lang, men det har været det hele værd. Vi bliver flere og flere herude, og når banerne så er våde, bliver det hurtigt til en pløjemark. I Danmark er vejret desværre ikke til fine græstæpper året rundt, så vi er lykkelige for, at det endelig lykkedes at komme i mål med den nye kunstgræsbane. Vi har haft gevaldige udfordringer i vinterhalvåret, hvor mangel på kunstgræstider og indendørstider, har gjort det svært at drive en fodboldklub. Hvilket også har betydet, at vores dejlige klubhus mere eller mindre har været lukket.

Fra losseplads til boldbane

Hekla Park er placeret oven på en gammel losseplads. Placeringen har givet udfordringer med oversvømmede baner, og den har også været en af grundene til, at opførelsen af kunstgræsbanen blev yderligere forsinket. Jordbunden på arealet var så blød og indeholdt så meget vand, at det var nødvendigt at stabilisere jordbunden for at bygge kunstgræsbanen – og for at sikre, at den er driftssikker mange år ud i fremtiden.

Officiel indvielse 31. januar 2020

Kunstgræsbanen indvies officielt den 31. januar 2020 af teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen. Omdrejningspunktet bliver en fodboldturnering med deltagelse af alle de mange fodboldspillere, der bruger banerne til dagligt. Det er et åbent arrangement fra 16-18:30, hvor der kan købes både mad og drikke.

Fakta

  • Hekla Park er hjemmebane for BK Hekla, der har ca. 700 medlemmer i alle aldre.
     
  • Kunstgræsbanen er godkendt af FIFA og kan derfor anvendes til officielle kampe.
     
  • Den nye kunstgræsbane er både streget op til en 11-mandsbane, to 8 mandsbaner og 3 5-mandsbaner.
     
  • Mellem kunstgræsbanens plastikgræsstrå ligger en blanding af kvartssand og et granulat af små stykker sort gummi fra gamle bildæk. For at sikre, at gummiet bliver på banen og ikke ender som mikroplast i naturen, er der opført et lukket hegn hele vejen rundt om boldbanen og etableret riste, der kan opfange granulatet fra spillernes støvler.