Gratis reparationscafé på vej til Blågården

08.01.2020
Fra lørdag den 11. januar kan københavnerne besøge Repair Café den anden lørdag i måneden i Støberiet ved Blågårds Plads på Nørrebro.

Et par hullede bukser, en pladespiller, der driller, eller en kaffemaskine, som ikke længere fungerer. Alt sammen produkter, mange af os har derhjemme – og som ofte ender i skraldespanden.

Men fremover er der hjælp at hente. Fra lørdag den 11. januar 2020 er det nemlig muligt den anden lørdag i måneden at besøge Repair Café i Støberiet, hvor en række frivillige sidder klar til at hjælpe med at reparere tøj, ting og dimser. Først og fremmest handler det om hjælp til selv at lære at reparere sine ting. Og så er det oven i købet helt gratis for borgerne. Det glæder Københavns kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde:

”Vi har brug for at leve og forbruge på en ny og progressivt grønnere måde, hvis vi skal nå i mål med vores ambitioner om at sænke klimabelastningen markant. Og det er bydende nødvendigt, at vi gør det. Derfor glæder det mig virkelig med initiativer som Repair Café,” siger Franciska Rosenkilde. Hun fortsætter:

”At frivillige bruger tid og kræfter på at reparere andres tøj eller gamle elektronik, hjælper både de borgere, hvis trøje eller radio får forlænget deres levetid. Samtidig rykker det på vores samlede og alt for store overforbrug, når vi i fællesskab lærer at brugt er godt – og repareret er glimrende.”

Udover at reparere vejleder reparationscaféen også i, hvordan man selv kan reparere sine ting.

Fakta

  • Repair Café Nørrebro har eksisteret på Nørrebro i fire år og rykker nu ind i Støberiet på Korsgade 30, 2200 København N fra lørdag den 11. januar 2020.
  • Reparationscaféen vil have åbent den anden lørdag i måneden fra kl. 12-16.
  • I cafeen sidder en række frivillige ’fixere’ klar til at reparere tøj og ting.
  • Alle er velkommen til at dukke op og få hjælp til reparation af tøj, elektronik eller noget tredje.
  • Reparationscaféen har det nødvendige værktøj, mens man selv skal medbringe eventuelle reservedele og materialer.
  • Repair Café Nørrebro er en del af Repair Cafe Danmark, en non-profit forening med reparationscaféer i hele landet. Alle i cafeen arbejder 100 procent frivilligt.

Kontakt