Frivillighedsprisen går til…

12.11.2019
  • Julie Otto Poss
De lyse sale i Røde Kors' lokaler på Blegdamsvej summer af liv. Anledningen er uddelingen af Frivilligrådets frivilligpris på 25.000 kr.

Gæsterne er i gang med at skrive navneskilte, hente kaffe og småkager. Snak omkring frivillige foreninger fylder rummet sammen med en følelse af spænding. For netop denne mandag bliver Frivilligrådets frivilligpris overrakt til et helt særligt gå-hjem-arrangement, hvor frivillige foreninger blev hyldet og vinderen blev belønnet med 25.000 kr.

Robert Olsen, formand for Frivilligrådet, griber mikrofonen og snakken i lokalet forsvinder. Han byder de frivillige ildsjæle velkommen og præsenterer dagens program.

Udover prisoverrækkelsen af Frivilligprisen 2019 af socialborgmester Mia Nyegaard, er der nemlig også oplæg fra tidligere Sundhed- og ældreborgmester Ninna Thomsen, der nu er formand for Mødrehjælpen og Anders Ladekarl fra Røde Kors, der må træde til i stedet for annoncerede Henriette Karlsen, stifter af De Stærke Børn.

Salen begynder at klappe, da Robert Olsen giver ordet til Ninna Thomsen.

“Vi skal gøre os umage med at skabe mere værdi” 

Ninna Thomsen fortæller i sit inspirationsoplæg, hvor vigtigt frivilligt arbejde er, da arbejdet oftest involverer målgrupper, der bliver set ned på. Derfor er det nogle vigtige sager, der skal tales op. Derfor er det også vigtigt, at vi gør os umage og ved, hvordan vi skaber mere værdi i det frivillige arbejde. Her påpeger hun, at det ikke er organisationen, der er målet i sig selv, men det er sagen.

Ninna Thomsen klappes ned fra scenen og rummet fyldes igen af snak. Folk rejser sig fra stolene og søger så småt mod bagenden af lokalet. Her er der gjort klar til lidt mad og mere uforpligtende snak. På bordet bagerst i lokalet står der små flotte appetizers og tallerknerne fyldes hurtigt.

Da tallerknerne er tomme, bevæger gæsterne sig tilbage til den lyse sal. Robert Olsen griber igen mikrofonen, men denne gang med en ændring i programmet. Oplægget med Henriette Karlsen, stifter af De Stærke Børn, erstattes nemlig af Anders Ladekarl, generalsekretær for Røde Kors.

Medmenneskelighed er en folkesag

“40 procent af den danske befolkning er frivillige, men endnu flere har ytret at de gerne vil. Så hvordan forløser vi det potentiale?”, starter Anders Ladekarl. 

For selvom det det frivillige arbejde er meningsfuldt for civilsamfundet - både for dem der bliver hjulpet, men også for den frivillige, skal vi stadig være flere om frivillighed. Derfor skal medmenneskelighed være en folkesag - og hele Danmark skal være med. Men man skal også huske at fortælle de succeshistorier der allerede er - og det er det vi gør i aften, ved at fejre frivilligheden.

De frivillige ildsjæle venter spændt. De nominerende foreninger er Foreningen FISKEN, Kompasset, TUSMO-Vejledning, Forbrugerrådet Tænk Økonomi- og Gældsrådgivning og Frivilligcenter SR-Bistand

Socialborgmester Mia Nyegaard skal overrække Frivillighedsprisen 2019. Men inden vinderen afsløres, hylder borgmesteren forenings-Danmark og frivilligheden.

“Danmark er bygget på et stærkt civilsamfund. På inkluderende fællesskaber. Forenings-Danmark er kittet, der holder os sammen. Hvorfor? Fordi I kan rumme vores alle sammens forskellighed. Fordi I hver især af egen fri vilje er lige præcis dér, hvor I vil være”, siger hun. 

Og vinderen er …

Socialborgmester Mia Nyegaard kan ikke trække spændingen længere. Efter at have fortalt kort om de forskellige frivillige foreninger, der er nomineret til Frivillighedsprisen 2019, og takket alle for deres indsats med ønsket om at alle kunne vinde aftenens pris, bliver det Foreningen Fisken, der vinder.

Bagerst fra salen kan man høre glade råb. De kommer fra de frivillige fra Fisken, der netop har vundet. Hurtigt kommer de op til Socialborgmesteren og får overrakt den flotte pris, for deres frivillige arbejde med at sikre unge et godt og sundt ungdomsliv.

Resten af gæsterne klapper, og lykønskninger flyver gennem salen. Selvom Fisken vandt, fejrede Frivillighedsrådet alle de frivillige denne aften.

Kontakt

Pressechef Thomas Søie Hansen

Pressechef
Socialforvaltningen
+45 20 52 97 86