Folehavebroen bliver en ny tryg forbindelse for bløde trafikanter

19.12.2019
Københavns Kommune er ved at etablere en cykel- og gangbro over Folehaven, så der kommer en sikker passage mellem Vigerslevvej og Sønderkær.

I weekenden d. 14.-15. december blev det 32 meter lange brofag, som spænder frit hen over motorvejen, monteret på broen.

Når Folehavebroen står færdig til foråret, bliver den en ny indgang til København for de cyklister, som kommer til byen sydfra. I forbindelse med broen bliver der også etableret en dobbeltrettet cykelsti og fodgængersti mellem Vigerslevvej og Sønderkær, og dermed får både cyklister og fodgængere en tryggere overgang over Folehaven, når hele anlægsprojektet er færdigt.

Brofaget blev monteret natten mellem lørdag og søndag i den forgange weekend, og dernæst arbejdede entreprenøren et par dage med at få den færdigmonteret i hver side. Noget af det særlige ved Folehavebroen er dens gitterkonstruktion, som giver en slank og smuk broprofil. Den særlige gitterkonstruktion var imidlertid også en af årsagerne til, at det tog lidt længere tid end ventet at få den plads, fordi der var ekstra mange stag og kryds, der skulle opspændes.

”Med monteringen af brofaget har vi nået en milepæl i byggeriet, og nu kan man for alvor begynde at se for sig, hvordan den nye forbindelse kommer til at se ud. Der er ingen tvivl om, at den kommer til at gøre en kæmpe forskel for de cyklister og fodgængere, som færdes i området, og som får en meget tryggere og hurtigere overgang over motorvejen,” siger centerchef Henriette Hall-Andersen fra Teknik- og Miljøforvaltningen.

 

Fakta om Folehavebroen

  • Cykel- og gangbroen bliver 5,5 meter bred og 137 meter lang.
     
  • Broen har et frit spænd på 42 meter, som består af et 32 meter langt brofag og de tilstødende brofag, som i hver side går fem meter ud over understøtningen.
     
  • Anlægsbudgettet for broen er på 42 mio. kroner.
     
  • Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune er bygherre, Cowi er ingeniør, Dissing + Weitling er arkitekter, Landskabsarkitekter er Kragh & Berglund. Hovedentreprenør er Bladt Industries.
     
  • Folehavebroen forventes at stå færdig i første kvartal 2020, hvor den vil blive officielt indviet.
     
  • I det tidlige forår færdiggøres den dobbeltrettede cykelsti fra Sønderkær til krydset Folehaven/Vigerslevvej, ligesom de omkringliggende parkarealer færdiggøres med græs og plantning af 72 træer.