Arkivnyhed - kan være forældet

Flere borgere med handicap skal have vind i håret

08.11.2017
  • Foto: Cykling uden alder
Socialforvaltningen ønsker at udvide projektet ’Vind i håret’, hvor frivillige tager borgere med handicap med på cykeltur.

I halvandet år har frivillige taget borgere med fysiske og psykiske handicap med på cykelture rundt i København. Projekt ’Vind i håret’ er blevet en meget stor succes. Så stor, at Socialforvaltningen nu ansøger TrygFonden om midler til at udvide projektet. Målet er, at endnu flere fysisk og psykisk handicappede borgere kan få mulighed for at opleve byen og naturen på nærmeste hold.

”’Vind i håret’ er et glimrende eksempel på, hvordan frivilligt arbejde er med til at give borgere, der er udfordret psykisk og fysisk, en ekstra glæde i hverdagen og nogle oplevelser, som de ellers ikke havde fået. Og det samme får de frivillige!”, siger socialborgmester Jesper Christensen.

Et fællesskab på hjul

Cykelturene, der blandt andet foregår i taxi rickshaw-cykler, kan være et socialt samlingspunkt for både borgerne og for de frivillige. Og det er ikke svært at forestille sig, at cykelturene kan blive et slags fællesskab på hjul, hvor alle de deltagende kan få frisk luft, farve i kinderne, en masse grin og måske endda også mod på at deltage i endnu flere aktiviteter.

”Cykelturene er en simpel, men effektiv måde at give borgerne oplevelser med nye mennesker og gøre dem nysgerrige på andre aktiviteter, de også kan tage del i. Og det er rigtig godt, for vi ønsker jo alle et aktivt og socialt København,” fastslår Jesper Christensen. 

De første i Danmark der cykler med borgere med handicap

Projekt ’Vind i håret’ er startet i bo – og dagtilbuddene i Center for Autisme og Specialpædagogik (CAS) og har på nuværende tidspunkt 17 frivillige cykel-piloter tilknyttet. CAS er de første i Danmark, der cykler med borgere med psykisk og fysisk handicap, og projektet oplever stor tilslutning fra både borgere, frivillige og personalet. 

Med en bevilling fra TrygFonden forventer Socialforvaltningen, at alle borgere, der hører inden for CAS, vil kunne få tilbudt at være med i ’Vind i håret’ inden udgangen af 2018. Projektet planlægger med bevillingen at indkøbe tre rickshaw-cykler, en kørestolscykel, hvor en kørestol kan kobles til en cykel og to fun2go – side by side-cykler, som er en slags tandemcykel, hvor man blot sidder ved siden af hinanden i stedet for bagved hinanden.

 

Læs indstilling til Socialudvalget og fondsansøgning til TrygFonden.

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.