Efter udbrud med sydafrikansk variant i KBH NV: Bliv testet i weekenden

28.02.2021
Der er åbnet to ekstra pop up-teststeder efter et udbrud med den sydafrikanske variant af coronavirus i det københavnske Nordvest-kvarter.

Efter et udbrud med den sydafrikanske variant af coronavirus i det københavnske Nordvest-kvarter, er der åbnet to ekstra pop up-teststeder, og sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF) opfordrer nu alle borgere i det pågældende område om at blive testet hurtigst muligt.

Alle borgere, som bor i det københavnske Nordvest-kvarter tæt på udbruddet med den sydafrikanske variant, modtager i dag eller i morgen en sms (kun private mobiltelefoner) med budskabet om at lade sig teste i weekenden og en opfordring om at blive hjemme, til de har fået svaret.

- Den sydafrikanske variant må for alt i verden ikke få lov til at sprede sig i København. Derfor er det nu helt afgørende, at borgerne i Nordvest viser samfundssind ved at lade sig teste hurtigst muligt, så vi kan stoppe spredningen med den meget smitsomme variant, siger Sisse Marie Welling.

Opfordringen om at blive testet gælder særligt beboere i det område, der ligger i trekanten mellem Frederiksborgvej, Frederikssundsvej og Glasvej.

Allerede torsdag aften var kommunens Sundheds- og Omsorgsforvaltning sammen med Styrelsen for Patientsikkerhed til stede i området, hvor man stemte dørklokker og opfordrede borgerne til at blive testet med det samme. Til det formål var der skaffet en podebil fra Testcenter Danmark.

- Vi bliver nødt til at reagere lynhurtigt. Og vi skal som kommune sikre, at alle modtager budskabet om at blive testet. Vi kommunikerer derfor også massivt til borgerne – vi annoncerer på sociale medier, stemmer dørklokker, smider flyers ind til dem, som ikke er hjemme, og vi sender helt ekstraordinært sms’er ud til beboerne i netop det område, hvor udbruddet er konstateret. Særligt dér er det vigtigt, at alle beboere får besked om at blive testet, siger borgmesteren.

Den sydafrikanske variant vurderes af myndighederne som markant mere smitsom end den oprindelige variant. Der er også tegn på, at den er mindre følsom over for vaccine. Modsat den britiske variant, som i løbet af den seneste tid har spredt sig meget og nu er den dominerende i Danmark, er den sydafrikanske stadig forholdsvis sjælden her til lands. Det blev tidligere på ugen fra regeringen meldt ud, at der var konstateret 13 tilfælde i Danmark. Nu kan der altså lægges nogle flere til fra det københavnske Nordvest-udbrud.

Kontakt