Efter flere borgerhenvendelser: Nu bliver turen rundt om Damhussøen mere tryg

12.02.2021
En række tiltag tydeliggør adskillelsen af gang- og cykelsti og hjælper til mere coronavenlig adfærd.

I en tid hvor fritidsaktiviteter, kulturtilbud og meget andet er lukket på grund af Covid-19, er det oplagt at gå en tur ud i naturen. Og det er der mange, der gør. Faktisk så mange, at der på det seneste har været udfordringer omkring Damhussøen, hvor flere har haft svært ved at se forskel på gang- og cykelsti. Det fortæller Jakob Hjuler Tamsmark, der er enhedschef i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune.

- Vi har fået en del henvendelser fra borgere, som rigtig gerne vil følge retningslinjerne og give plads og holde god afstand til andre, men som synes, det er lidt svært rundt om Damhussøen, hvor fodgængere og cyklister skal deles om pladsen. De udfordringer er vi selvfølgelig nødt til at gøre noget ved. Derfor har vi i denne uge sat gang i en række tiltag, der skal gøre det nemmere og mere trygt at få noget frisk luft i området omkring Damhussøen, siger Jakob Hjuler Tamsmark.

Den mest synlige forbedring på stien omkring søen bliver en lang stribe, der markerer, hvad der er henholdsvis gang- og cykelsti. Afstribningen vil give fodgængerne lidt mere plads, mens cykelstien bliver en smule smallere.

Cykelstien får tegnet hajtænder flere steder, som skal få cyklisterne til at huske at holde tilbage ved krydsningspunkter, og så bliver der tegnet cykelsymboler på cykelstien på dæmningen. Endelig opstilles der trafikskilte, der viser opdelingen af delt gang- og cykelsti samt plakater med budskab om at huske den gode afstand.

- Vi oplever, at københavnerne generelt er gode til at følge coronaanbefalingerne, så når vi som kommune kan gøre en indsats for, at de bliver nemmere at følge, så gør vi selvfølgelig gerne det. Det er også derfor, at vi stadig har adfærdsguider på gaden de steder, hvor vi ved, at mange bruger naturen. Dem kan man altid henvende sig til med spørgsmål, eller hvis man oplever noget, der kan føles utrygt, siger Jakob Hjuler Tamsmark.

Arbejdet, der nu går i gang ved Damhussøen, koster ca. 100.000 kroner. Det forventes afsluttet inden udgangen af februar måned.

 

Sådan bliver turen rundt om Damhussøen gjort mere tryg:

  • En midterstribe deler den eksisterende sti op i gang- og cykelsti. Gangstien bliver en smule bredere, mens cykelstien bliver en smule smallere.
  • Nye skilte tydeliggør adskillelsen mellem gang- og cykelsti.
  • Der bliver malet cykelsymboler på cykelstien på dæmningen, så det tydeligt fremgår, hvilken del af stien, der er for cyklister.
  • Cykelstien får hajtænder flere steder, så cyklisterne bliver gjort opmærksomme på, at de skal huske at holde tilbage for de gående.
  • Der opsættes såkaldte ’bystander-plakater’ med budskab om at huske at holde afstand.