Arkivnyhed - kan være forældet

Der er romantik i luften på Valentinsdag

06.02.2018
Når giftelystne par valfarter til Københavns Rådhus på Valentinsdag for at sige ’ja’ til hinanden, er der skruet godt op for romantikken.

Der er masser af kærlighed i luften, når Københavns Rådhus vier forelskede par på årets mest romantiske dag, Valentinsdag den 14. februar. Hjerteballoner og -chokolader sætter stemningen sammen med guitarist Henning Nielsen, der spiller romantiske sange for brudeparrene og deres gæster.

Netop 14. februar er en rigtig populær bryllupsdato på Københavns Rådhus:

”Valentinsdag er jo en dag i kærlighedens tegn, og rigtig mange vælger netop denne dato til at sige ’ja’ til hinanden. Det er helt klart, at det, ud over Rådhusets smukke omgivelser, er særlige events som dette, der cementerer Københavns popularitet som bryllupsdestination,” fortæller Aravni Elisabeth Jakobsen, der er chef i Vækst, Internationalisering og Borgerservice i Københavns Kommune.

Er man på frierfødder og drømmer om at blive smedet sammen på netop Valentinsdag, er der stadig ledige tider den 14. februar. Vielserne foregår i Bryllupssalen, men i tilfælde af mange vielser tages det smukke Formandens Forværelse også i brug. Vielsen kan bookes på idocph.kk.dk.

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.