Deltag i debatten: Hvordan bliver København grønnere og får plads til 100.000 flere københavnere?

27.08.2019
  • Forslag til Københavns Kommuneplan 2019 i høring
København skal være en blandet by med flere boliger, ren luft, grønne og blå åndehuller. Forslag til ny kommuneplan er i høring indtil 21/10

København vokser. De seneste ti år er byen vokset med cirka 100.000 nye københavnere, og de næste tolv år forventes lige så mange. Det kræver nye investeringer og en langsigtet plan for byens udvikling.

Med Københavns Kommuneplan 2019 lægges der derfor op til, at der de kommende 12 år skal opføres 60.000 nye boliger, både små og store, så der bliver plads til de mange nye københavnere – og så de, der allerede bor her, kan flytte og finde boliger til deres børn, når de flytter hjemmefra. De mange boliger skal til for at stoppe boligprisernes himmelflugt. Hver fjerde ny bolig, altså 15.000 boliger, skal være almene, med en lavere husleje end private udlejningsboliger.

Samtidig skal byen udvikles på en bæredygtig måde med respekt for Københavns eksisterende kvaliteter, og med fokus på ren luft og masser af grønne og blå åndehuller.

”Med Kommuneplan 2019 skaber vi plads til os alle sammen og sikrer, at København fortsat vil være en blandet by. Samtidig gør vi København endnu grønnere med nye åndehuller, som udover at være grønne og skønne også bidrager til skybrudssikring, sænker temperaturen i byen og styrker biodiversiteten”, siger overborgmester Frank Jensen (S).

Forslaget til den nye kommuneplan er blevet til ved hjælp af blandt andet knap 7.000 københavneres ideer til fremtidens København.

To gange Kongens Have i Nordhavn

Den helt store grønne satsning skal ske i Nordhavn. Her kan københavnerne se frem til en 28 hektar stor naturpark fordelt på to områder i Nordhavn – det er det dobbelte af Kongens Have. Cirka halvdelen af parken skal være rekreativt område med stærk biodiversitet.

Derudover er der også grønne planer i den nye bydel Jernbanebyen, mellem Vesterbro, Kgs. Enghave og Sydhavnen, og grønne og blå havneplaner på Refshaleøen og på Enghave Brygge.

Samtidig skal den grønne transport styrkes, så københavnerne fortsat kan trække vejret frit – med udgangen af 2025 skal alle byens dieselbusser være omlagt til grønne elbusser, og byens cyklister kan se frem til endnu bedre cykelforhold blandt andet med flere supercykelstiler på tværs af kommunegrænser.

Forslaget til Københavns Kommuneplan 2019 er i høring blandt kommunens borgere fra den 27. august til den 21. oktober 2019. Udover to offentlige bydelsdebatter, hvor man kan høre mere om kommuneplanen og drøfte den med Københavns politikere, afholdes der også konferencer for professionelle aktører i byggebranchen.

Alle københavnere er velkomne til at dele deres mening om forslaget til ny kommuneplan på www.blivhoert.kk.dk

For mere information

Kommunikationskonsulent, Økonomiforvaltningen, Marianne Lemvig på tlf.: 29431080

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.