Deletransport kan være fremtiden i storbyerne

05.09.2017
I tre måneder har borgere på Frederiksberg og i København benyttet sig af delebiler, cykler og kollektiv transport i stedet for deres biler

Samlede mobilitetsløsninger kan erstatte behov for privatbil, viser projektet.

Både Københavns og Frederiksbergs befolkninger vokser støt, og de mange ekstra indbyggere i hovedstaden kræver stadig mere plads til både boliger og infrastruktur. Det betyder også, at politikerne er nødt til at overveje, hvordan man bruger pladsen bedst muligt. Derfor søsatte de to kommuner i samarbejde med Region Hovedstaden og private samarbejdspartnere et mobilitetsprojekt, som skulle vise, om borgerne på Frederiksberg og i København kan klare sig med forskellige typer af delebiler, bycykler og kollektiv transport og dermed opgive privatbilen.

I tre måneder har beboerne i Krusågade på Vesterbro og på Henrik Ibsens Vej på Frederiksberg benyttet sig af de forskellige tiltag, og der er flere positive konklusioner efter forsøgsperioden er ovre. Blandt andet fortæller over en tredjedel af deltagerne, at de med mobilitetspakken kan dække deres transportbehov. Forsøget har reduceret interessen for at købe en privatbil hos over halvdelen af de deltagere, som ikke i forvejen ejer bil. 

Evalueringen af projektet viser også, at der er stor opbakning til at omdanne parkeringspladser til andre formål som fx grønne arealer med bænke, legepladser og cykelparkering. Projektet har også affødt interesse fra både borgere og lokaludvalg andre steder i hovedstaden, som ønsker lignende tiltag lokalt.

Hverdagen uden egen bil

45-årige Lasse Sørensen, selvstændig ledelseskonsulent, gift og far til to børn har prøvet kræfter med ordningen gennem tre måneder. Han fortæller om hverdagen uden egen bil:

- Jeg er optaget af de miljømæssige konsekvenser, så derfor ville jeg se, om jeg kunne udfordre mine egne vaner og måske blive lidt mere bæredygtig. Jeg har fundet ud af, at det i myldretiden godt kan betale sig at tage bus og tog til arbejde frem for at tage bilen. Det er dog sværere at finde en løsning, der betaler sig, når jeg skal på kundebesøg i fx Nordsjælland, lyder det fra Lasse Sørensen.

Forud for projektet gik Lasse Sørensen og hustru med tanker om at købe ny bil, lease eller træde ind i en delebilsordning. Efter forsøgsperioden overvejer familien for alvor at skille sig af med privatbilen til fordel for de deleøkonomiske løsninger.

 

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.