Del din viden om byen, københavner

03.10.2017
  • Sporvogn på Kapelvej, Nørrebro, omkring 1907 – nu med emneord på. Fotograf: Frederik Riise
Københavns Museum og Københavns Stadsarkiv inviterer fra i dag alle til at hjælpe med registreringen af tusindvis af historiske fotografier.

Det er københavnerne, der kender byen bedst. Du kender din gade og dit kvarter, men kan du genkende dine yndlingssteder på gamle historiske fotos?

Københavns Museum og Københavns Stadsarkiv inviterer alle til at være med til at registrere de store fotografiske samlinger, som kan ses på hjemmesiden kbhbilleder.dk

Samlingerne rummer nemlig tusindvis af billeder, der er mangelfuldt registreret, og som kan få nyt liv, hvis københavnere, historienørder, fotografientusiaster, sporvognseksperter, modenørder og alle andre går sammen om den store opgave. Hver især ved vi ikke det hele, men sammen ved vi rigtig meget om Københavns historie.

”Jeg håber, at rigtig mange københavnere har lyst til at være med,” siger kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF).

”Ved at bidrage skaber du noget, der både gavner her og nu, men også i fremtiden. Med dette spændende initiativ kan vi sammen føje masser af ny viden til Københavns historie,” tilføjer borgmesteren.

Afdelingsleder i Københavns Stadsarkiv Mads Neuhard uddyber:

”Det er helt fundamentalt spændende og meningsfyldt at lade københavnerne tage aktiv del i berigelsen af deres egen kulturarv. Vi ved af erfaring, hvor dygtige og vidende vores mange brugere er”.

Sådan gør du

På hjemmesiden kan du bidrage ved at gøre tre ting:

  • Du kan placere fotografierne på et kort, så det bliver registreret, hvor i byen billedet er taget.
  • Du kan beskrive billedernes motiv med emneord.
  • Eller du kan skrive til museet og arkivet, hvis du har yderligere oplysninger om billedets datering eller fotograf.

For hvert billede, hvis beskrivelse forbedres, øges vores fælles viden om byens historie. og det bliver lettere at finde billeder om de emner, der interesserer dig.

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.