De unge vil have mere indflydelse i kommunalpolitik

18.12.2017
Talspersoner blev valgt og visioner drøftet, da de 35 medlemmer af Københavns nye ungeråd holdt deres første officielle møde.

Hvad skriver medierne om Ungeråd KBH om et år? Det var ud fra det spørgsmål, at de 35 nyvalgte medlemmer af Ungeråd KBH skulle udtænke visionen for rådet.

I grupper og med tomme avisforsider, udfyldte medlemmerne deres drømmerubrikker.

Og der blev virkeligt drømt stort. En valgdeltagelse på 100 procent til det næste ungeråd, en statsminister, der begejstret udtaler, at de ”gamle” politikere kunne lære noget af de unge og større interesse for kommunalpolitik blandt unge.

Især den sidste drøm gik igen i de forskellige grupper sammen med et ønske om mere indflydelse og en følelse af at blive hørt. Og det kan blive en realitet for Ungeråd KBH. For målet med ungerådet er at give unge mellem 12 og 20 år mere indflydelse, og rådet har mulighed for at anmode Borgerrepræsentationen om at behandle op til fire sager hvert år.

Aftenen sluttede med et valg af tre talspersoner for Ungeråd KBH. Valget faldt på Sofus Høy Rosenfeld, Celine Ergin Balmer og Barwaqo Jama Hussein.

Mere om talspersonerne for Ungeråd KBH:

Sofus Høy Rosenfeld

17 år, Nørrebro
HF-studerende på Det Frie Gymnasium

Mærkesager:
Ungehus, flere ungdomsboliger, et ungeråd, der lytter til de unge

Celine Ergin Balmer

18 år, Vesterbro
Gymnasieelev på Rysensteen Gymnasium

Mærkesager:
Mangfoldigt København, Grønt København, Inkluderende København

Barwaqo Jama Hussein

18 år, Brønshøj
HTX-studerende på Det Naturvidenskabelige Gymnasium

Mærkesager:
Et mere trygt København, Bedre fritidsfaciliteter for unge, Inddrage unges holdninger

 

Kontakt:

Josephine Christine Hald Pedersen, pressemedarbejder
Børne- og Ungdomsforvaltningen

Tlf: 2366 2122, Mail: jc4n@buf.kk.dk

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.