Claus og Alastair går til tegning hos AOF

11.09.2019
Socialpsykiatriens brugere tager godt imod tiltaget ‘Aftenskolemakker’. Initiativet er et projekt med Frinova, Depressionsforeningen og AOF

Projektet går i al sin enkelthed ud på at lave et makkerpar mellem en bruger fra socialpsykiatrien eller et medlem af Depressionsforeningen og en kursusdeltager fra AOF. Aftenskolemakkerne har allerede deltaget i blandt andet; slægtsforskning, Bollywood-dans, japansk, spansk, syning og gymnastik.

Flere deltagere i tiltaget Aftenskolemakker har udtrykt begejstring over, at det er tilbud, der matcher lige præcis deres interesse. Det er også positivt, at det handler om at deltage i helt almindeligt kurser i civilsamfundet. 

På et tegnekursus har Claus Pedersen og Alastair Halfhide fundet hinanden i et makkerpar. Deltageren Claus Pedersen fortæller, at han har tilmeldt sig holdet for at få nogle grundlæggende teknikker i tegning. 

“Jeg tilmeldte mig kurset, fordi jeg har prøvet lidt selv, men jeg gerne ville lære teknikkerne bedre at kende”.

Samtidig har det været let for AOF at finde frivillige makkere blandt dem, der allerede var tilmeldt kurset. 

For Claus Pedersens makker, Alastair Halfhide, er det første gang han skal gå på et AOF kursus. Så han er glad for at have en makker at følges med. 

“Jeg synes, at det er hyggeligt at gå sammen med en og have en at snakke med. Så da muligheden bød sig, så tænkte jeg ja, hvorfor ikke?”.

Der er i øjeblikket lukket for tilmeldinger, da efterårskurserne hos AOF er startet. Der er åbent for tilmeldinger til forårskurserne i januar. 

Projektet har modtaget økonomisk støtte fra Veluxfonden.

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.