Cigaretskod skal i skraldespanden

24.06.2020
Skod skader miljøet, og man kan nemt komme af med sit skod i skraldespanden.

Selvom opgørelserne over gadeskrald peger på, at københavnerne generelt er blevet en smule bedre til at ramme skraldespanden, når de skal af med deres affald, så udgør cigaretskod stadig suverænt størstedelen af det skrald, der havner på gaderne i København.

Hele 87% af alle de stykker affald, der lander ved siden af skraldespanden, er cigaretskod, og det er et kæmpe problem. Skod er ressourcekrævende at samle op, de er ulækre og giver et indtryk af en beskidt by. Derudover er de skadelige for miljøet, da de indeholder mikroplast og giftige stoffer.

- Skod er en udfordring for kommunens økonomi, for de ressourcer, man bruger på at samle skod op, kunne være langt bedre anvendt på andre renholdelsesopgaver og pleje af byens grønne områder. Skod er også en miljømæssig belastning, fordi de indeholder mikroplast og giftstoffer, der skader vores natur. Kommunen har allerede prøvet flere forskellige ting for at få rygerne til at smide cigaretskod i en skraldespand eller et askebæger, men det har vist sig ikke at være helt så ligetil at ændre på adfærden, siger teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL).

En af forklaringerne på, hvorfor det er svært at få flere skod til at lande i skraldespanden frem for på gaden, i græsset eller i strandsandet, er, at mange rygere tror, der går ild i skraldespanden, hvis de smider skoddet derned. Det er imidlertid ikke rigtigt. Man kan uden problemer smide sit cigaretskod i en af byens næsten 5800 skraldespande, hvor man kan slukke sit skod på en skod-flade eller kanten af spanden inden skoddet smides deri.

Derfor sætter Københavns Kommune i de kommende uger ind med en massiv kampagne, der skal gøre det klart for rygerne, at skod skader miljøet, og at man nemt kan komme af med sit skod i skraldespanden. Derudover fortsætter sommertraditionen, hvor kommunens 'Godtvejrspatrulje' kører ud og deler lommeaskebægre ud og går i dialog med københavnerne om skod og skrald. Lommeaskebægrene kan også hentes på 300 af byens caféer, og der vil være strandaske-bægre til låns på Svanemøllen Strand og i Amager Strandpark, så der ikke er nogen undskyldning for at smide sit skod på gaden, i kloakristen eller bore det ned i sandet.
 

 

REN KÆRLIGHED til KBH 2020

Kampagnens vigtigste budskaber

  • Skod skal i skraldespanden – der går ikke ild i.
  • Der er mikroplast i cigaretskod, som er skadeligt for miljøet.
  • Brug et lommeaskebæger.
  • Smid eller efterlad ikke dit skrald – miljøet, dyrene og alle os andre vil takke dig for det.

Kampagneindsatser

  • Plakater i byrummet – 'Dit skod er skrald'
  • Rullende kampagne (bemandet ladcykel), der i hele kampagneperioden går i dialog med københavnerne om budskaberne og deler lommeaskebægre ud i byens parker, pladser og hænge-ud steder.
  • Kampagne på sociale medier, der fokuserer på skrald i parkerne samt budskabet om at skod skal i skraldespanden.
  • Kampagnespot i busserne 
  • 300 caféer stiller lommeaskebægre til rådighed for deres kunder.
  • Der sættes strandaskebægre op, man kan låne på Svanemøllen Strand og Amager Strand.