Byggeriet af Damhusengens Skole, daginstitution og tandlæge i Vanløse sætter i gang

13.09.2021
  • Sweco Danmark
Damhusengens Skole står overfor en omfattende renovering og udvidelse. Første spadestik er tirsdag den 14. september.

Damhusengens Skole står overfor en omfattende renovering og udvidelse. Sammen med en ny tandlægeklinik og daginstitution bliver området til et nyt byrum for lokalmiljøet med grønne oaser og legemuligheder. Damhusengens Skole har i dag til huse i to tidligere skoler, Hyltebjerg Skole og Vanløse Skole. Det skal en omfattende renovering og udvidelse lave om på. Den tidligere Hyltebjerg Skole bliver revet ned, så der bliver skabt plads til nye bygninger. Visionen med byggeriet er både at skabe en ny, topmoderne skole til Vanløse-børnene og skabe et grønt byrum rundt om skolen til glæde for alle i området. 

Skolen er et af Københavns største skoleprojekter med syv klassespor, fritidsklub, børnetandlægeklinik og en ti-gruppers daginstitution, der dermed gør overgangen fra børnehavebarn til skolestart endnu mere tryg. Udenfor skolen skal der laves små grønne oaser, hvor der plantes 250 nye træer omkring de helt nye legefaciliteter.

”Jeg glæder mig til at følge projektet og se de nye bygninger skyde i vejret i Vanløse. Det er en bydel, der tiltrækker flere og flere børnefamilier. Det er derfor skønt at se, at området bliver en god og tryg ramme for Vanløse-børn helt fra vuggestuealderen og op til 9. klasse. Udearealet bliver samtidig et helt nyt byrum, der giver plads til fællesskaber i grønne omgivelser, som jeg håber, lokalmiljøet kan få glæde af”, siger overborgmester Lars Weiss (S).

Børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S) er enig:

”Den nye skole giver for det første plads til og rigtig gode rammer for endnu flere børn i Vanløse. Men Damhusengens Skole bliver langt mere end en traditionel skole. Den vil være et lokalt samlingspunkt, som hele området kan få glæde af, og hvor der forhåbentlig vil være et blomstrende liv fra morgen til aften,” siger børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S).

I byggeriet er der fokus på bæredygtighed, da bygningerne bliver opført i genbrugsmursten, som bl.a. tages fra den nedrevne Hyltebjerg Skole. I alt vil 350.000 genbrugte mursten få nyt liv i den nye skole.

Renoveringen og udvidelsen af skolen løber over de næste fire år. Genhusningen vil foregå på samme matrikel, så eleverne kan blive i vante rammer. Byggeriet af Damhusengens Skole forventes at stå færdigt i 2025, mens daginstitutionen ventes færdig i 2027. Tandlægeklinikken er klar til indflytning i begyndelsen af 2023.

Kontakt

Yderligere information samt kontakt til overborgmester Lars Weiss via kommunikationspraktikant Rikke Sofie Storgaard tlf. 24 91 10 92.

Kontakt til børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen via pressekonsulent Søren Kornø Kitaj, tlf. 22 42 00 32.

Kort om første spadestik

  • Tid og sted: Første spadestik/fejring af byggestart tirsdag den 14. september 2021 kl. 11-11:30, adresse: Ved Hanstholmvej 10 (På boldbanen ved skolen. Hjørnet af Hanstholmvej og Hvidbjergvej).
  • Det vil være muligt at interviewe børne- og ungdomsborgmesteren Jesper Christensen (S) i et telt ved siden af scenen efter hans tale frem til kl. 11:30.
  • Alle skolens børn vil deltage i det første spadestik.

Fakta om byggeriet

  • Totalentreprisen er indgået i et strategisk samarbejde med TRUST og Byggeri København.
  • Anlægsramme på ca. 453 mio. kr. for udvidelsen og helhedsrenoveringen.
  • Nedrivningen gik i gang i starten af juni 2021, og fra starten af september skyder de første bygninger i vejret.

Kontakt