Budgetaftale 2018

08.09.2017
Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF og Dansk Folkeparti blev natten til fredag enige om budgettet for 2018.

Folkeskoler, daginstitutioner, tidssvarende boliger til ældre og borgere med handicap samt cykelstier og sportsanlæg til en hastigt voksende befolkning præger næste års budget for landets største kommune. Det stod klart, da Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF og Dansk Folkeparti natten til fredag underskrev aftalen om næste års budget.  

København vokser med 10.000 borgere om året, og det kræver investeringer i skoler, børnepasning og ældre.

- Jeg er glad for, at det igen i år lykkedes at samle partier fra Enhedslisten hen over midten til Dansk Folkeparti om en solid aftale, der sikrer velfærd for alle københavnere. Vi kan være stolte af vores by, som vi i fællesskab udvikler til en enestående grøn storby, hvor fremgangen kommer alle til gode. Det her er en rød-grøn aftale – med gode skoler og idrætsfaciliteter til byens mange børn! siger overborgmester Frank Jensen (S).  

Aftalen sætter blandt andet et punktum for det maraton, der er taget gennem de seneste år med at sætte samtlige byens 61 nedslidte folkeskoler i stand. Heibergsskolen på Østerbro får som den sidste skole samlet 58,6 millioner kroner til en total make-over.

Samtidig er der sat penge af til nye skolespor på byens eksisterende skoler og til nye daginstitutioner, samt til grundkøb af grønne områder – bl.a. en park i Nordhavn - og nye skoler i de dele af byen, hvor der i øjeblikket bliver bygget boliger.

Og så er partierne blevet enige om at give folkeskolens ældste klasser et løft, så alle elever i København bliver klar til at tage en ungdomsuddannelse. Der skal være valgfag og specialiserede linjer fra 7. klasse, skoler, der samler de ældste klassetrin og skaber et stærkt fællesskab, særligt intensive læringscamps for bogligt svage elever – og talentcamps for de dygtige. Det skal være slut med skoletrætte teenagere i den københavnske folkeskole.

Budgettet indeholder også en moderniseringsplan for byens plejehjem, der over de næste år vil skaffe 1.931 nye eller moderniserede plejeboliger og tage højde for, at antallet af plejekrævende ældre de kommende år vil stige. Og så tages der hul på en plan for at få sat alle kommunens institutioner til socialt udsatte og mennesker med handicap i stand. Første skridt er en modernisering af Stubberupgård, en institution for 44 voksne sindslidende, der i dag bor på små værelser uden bad.

København er Danmarks yngste by. Om 15 år vil der være ca. 25.000 flere børn under 15 år i København. Det giver også pres på byens sportstilbud. Derfor er der sat penge af til en lang række sportsfaciliteter, herunder at renovere Svanemøllehallen, modernisere Ryparkens Idrætsanlæg, bygge klubhus til Husum Boldklub og modernisere Sundby Stadion. Der er også penge til nye kunstgræsbaner på Nørrebro og i Hekla Park på Amager. Samt ikke mindst til at indfri et stort ønske om et helt nyt Kampsportens Hus på Skoda-grunden ved Nørrebro Station.

Budgettet understreger København som en enestående bæredygtig storby. Der er sat 50,5 millioner af til en cykelpakke, som blandt meget andet skal skabe sikre forhold på en af byens mest kaotiske cykelveje, Nordre Frihavnsgade på Østerbro.

Desuden er der afsat penge til at udskifte Københavns stærkt forurenende havnebusser, så de allerede næste år udleder færre partikler og fra 2020 bliver totalt miljørigtige. Samt til at tage første skridt til at udskifte alle Københavns forurenende dieselbusser til el, der hverken støjer, sviner eller udleder CO2.

Der er også sat penge af til at skabe skønne, grønne byrum, som samtidig kan lede regnvand fra skybrud væk ved Karens Minde i Sydhavn, Kulbanevej i Valby – som også får en bemandet legeplads – Fredens Park på Østerbro og på Smedetoften i Nordvest, hvor der længe har været et stærkt lokalt ønske at få løftet pladsen og skabt tryghed.       

Budgettet har fokus på, at der skal være trygt i alle dele af København. Blandt meget andet er der midler til flere gadeplansmedarbejdere, der arbejder blandt unge i bandebelastede områder af byen og til udvidede åbningstider i fritidsklubber. 

Blandt elementerne i aftalen er:

  • Helhedsrenovering Heibergskolen: 58,6 mio. kr. over 4 år
  • Løft af folkeskolens udskoling: 220 mio. kr. over 4 år
  • To nye dagsinstitutioner i Ørestad Syd: 94,4 mio. kr. over 4 år
  • Køb af 83 nøglefærdige daginstitutionsgrupper i hele byen: 397,1 mio. kr. over 4 år
  • Moderniseringsplan for byens plejeboliger: 88,5 mio. kr. over 4 år
  • Modernisering af Stubberupgård, botilbud til voksne sindslidende: 105,3 mio. kr. over 4 år
  • Cykelpakke, herunder Ndr. Frihavnsgade som cykelgade: 50,5 mio. kr. over 4 år
  • Udmøntning af pulje til at undgå yderligere nedslidning af veje og broer: 157 mio. kr.
  • Grønne byrum i forb. m. skybrudssikring, Karens Minde Aksen, Kulbanevej, Fredens Park + Smedetoften: 64,6 mio. kr.    
  • Omlægning til grønne havnebusser: 10 mio. kr. over 4 år. + drift
  • Omlægning af linje 2A til elbus: 12,3 mio. kr.  
  • Grundkapital til nye ungdomsboliger: 20 mio. kr.
  • Ren by og natteliv, bl.a. støjvagter, renovering af toiletter, spuling, hyppigere tømning af affald: 9,3 mio. kr. årligt i drift
  • Kampsportens hus på Nørrebro: 58,6 mio. over 4 år
  • Tilbagerulning af varslet sommerferiepasning (lukning) i dagsinstitutioner: 12,7 mio. kr.

Parterne siger om aftalen:

Spidskandidat Ninna Hedeager Olsen (EL):

"Vi tager med den indgåede budgetaftale nogle vigtige skridt til at modvirke uligheden, skabt af regeringens reformer. Vi er glade for at sikre bedre forhold for syge, arbejdsløse og de mest udsatte københavnere. Vi prioriterer de bløde trafikanter og den grønne udvikling. Vi har fået et stort skoleløft, flere fritidspædagoger og rullet forringelserne på sommerferielukning tilbage”.

Politisk leder, Sisse Marie Welling (SF):

”Jeg er rigtig glad for, at det er lykkes SF at sikre penge til en ny park i Nordhavn, som bliver næsten lige så stor som Kongens Have. Det er også vigtigt for os, at vi har fundet 20 millioner til at bygge ungdomsboliger, som unge har råd til at bo i. Og så får socialpsykiatrien et tiltrængt løft med både flere varme hænder og modernisering af bostederne”.

Kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF):

”DF er med aftalen med til at sikre det gode, trygge og aktive hverdagsliv for københavnerne – også i fremtiden. Det er en ansvarlig aftale med klare DF-aftryk. Runderende tryghedsvagter, flere boliger til yngre demente og gratis adgang for pensionister til kommunens museer er vi eksempelvis meget tilfredse med. Så ja, det er en rigtig god dag for københavnerne”. 

Kontakt for kommentarer

Overborgmester Frank Jensen (S)

Via pressechef Rikke Egelund, 3147 9497

Ninna Hedeager Olsen (EL), 61 24 02 70

Sisse Marie Welling (SF), 2469 2846

Kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF)

Via pressechef Julie Stegmann Monberg, 2498 2260

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.