Arkivnyhed - kan være forældet

Bred politisk aftale sikrer hjælpeplan til de københavnske ældre

29.04.2020
Partierne bag budgetforliget har indgået aftale om en ekstraordinær hjælpeplan for at fremme trivslen og forebygge ensomhed hos byens ældre.

Coronakrisen og den medfølgende nedlukning af store dele af samfundet har haft stor påvirkning på manges tilværelse gennem den seneste tid. For ældre borgere i ældreplejen er man i denne tid særligt udsat for dårlig trivsel og ensomhed.

Det har fået de københavnske politikere til at gå sammen om en ekstraordinær håndsrækning til ældreplejen. Det er nemlig nødvendigt, at plejehjemmene og hjemmeplejen kan tage særlige initiativer, som kan sikre de ældres trivsel og forebygge ensomhed i en tid, hvor de på grund af smitterisiko må leve mere isoleret fra omverdenen.

Med den netop indgåede aftale sikrer partierne bag Københavns Kommunes budgetaftale således en hjælpeplan med initiativer til omkring 40 mio. kr. Initiativerne retter sig mod dels plejehjemsbeboere, dels hjemmeplejemodtagere og endelig også til støtte af Ældreklubberne.

Partierne bag aftalen er SF, Socialdemokratiet, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre samt partiet Venstre.

“Jeg er meget glad for, at vi har opnået enighed om at hjælpe de ældre ekstraordinært i den her usædvanlige og prøvende tid. Der er ingen tvivl om, at særligt de ældre på plejehjem og i hjemmeplejen, som i forvejen er svækkede, lever med et endnu større afsavn i denne krisetid. Ikke alene er de langt mere udsatte, hvis de skulle blive smittet, de er også i større risiko for at blive ensomme. Med aftalen sikrer vi, at der bliver givet ekstra tid til den enkelte ældre borger, og at de støttes i at opretholde en sund og social tilværelse, selvom de indtil videre må leve afskåret fra deres kære,” siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF).

Blandt initiativerne på plejehjemsområdet er der bl.a. afsat midler til mere 1-1-tid til den enkelte borger, flere personaleressourcer, ekstra støtte til brug af digitale kommunikationsværktøjer, særlige aktiviteter på plejehjemmene og til en alternativ og sundhedsmæssig forsvarlig afholdelse af den årlige Musikfestival for plejehjemsbeboere i København. Samtidig er parterne enige om at finansiere omkostninger i forbindelse med en kommende sikker genåbning for besøg fra pårørende på de københavnske plejehjem.

I hjemmeplejen fokuserer en stor del af initiativerne på, hvordan man kan understøtte en øget brug af digitale muligheder til at vedligeholde kontakt og samvær med pårørende samt deltage i sociale aktiviteter.

Det indebærer bl.a., at medarbejderne skal have mere tid til at hjælpe den enkelte borger med at bruge digitale platforme, at de har fokus på at formidle tilbud fra civilsamfundsorganisationer i form af kulturelle aktiviteter til ældre, der oplever svær isolation og har brug for hjælp til at finde fællesskaber, samt at ældre, der ikke selv har en tablet, kan få mulighed for at låne en.

Sidst, men ikke mindst, er parterne enige om at yde støtte til Ældreklubberne, som i nedlukningsperioden ikke har haft mulighed for at afholde vanlige aktiviteter og dermed også har oplevet et fald i medlemskontingenter. Aftalen sikrer, at klubberne hjælpes økonomisk, hvis der er behov, samt at de støttes og vejledes i overvejelserne omkring en genåbning, der skal ske sundhedsmæssigt forsvarligt.

Forligspartierne er enige om, at de ekstraordinære initiativer i hjælpeplanen finansieres af midler fra Økonomiudvalgets særlige pulje til COVID 19-relaterede udgifter og den forventede hjælpepakke til ældre, der forhandles på Christiansborg i disse dage. Eventuelt resterende initiativer vil indgå i de kommende overførselsforhandlinger. En fuld indfasning af initiativerne vil give op mod 40 mio. kr. til forebyggelse af ensomhed blandt ældre i København.

Læs mere om initiativerne

Kontakt