Arkivnyhed - kan være forældet

Behov for mere specialundervisning i København

12.03.2018
Der er flere børn i København, som har behov for specialundervisning end tidligere.

Opdateret 13. marts 2018

Børne- og Ungdomsforvaltningen anmoder derfor om midler i de kommende overførselsforhandlinger til at udvide skoler, som i forvejen har specialpladser.

Der ligger et forslag om at etablere en ny midlertidig afdeling til Frejaskolen ved Valby Idrætspark og udvidelser af Kirkebjerg og Frederiksgård Skole med specialpladser.

"Vi kan se, at der er et behov for flere pladser til børn, som har brug for specialundervisning, og vi har behovet allerede fra august i år" siger Nicolai Kragh Petersen, ressourcedirektør i Børne- og Ungdomsforvaltningen.

Mange årsager til øget behov

Nicolai Kragh Petersen fortæller, at der er flere årsager til, at vi her og nu har behov for flere specialklasser.

"For det første, så vokser byen. Der kommer flere børn til og dermed også flere, som har behov for specialundervisning. For det andet, så er de nye årgange på de københavnske skoler betydeligt større end de årgange, der nu går i 9. og 10. klasser, så færre forlader en specialplads end der kommer ind. For det tredje så bliver børn med særlige behov i dag identificeret tidligere, og det øger behovet for specialundervisningspladser, da børnene vil optage en plads i flere år end tidligere."

Kommunen vil få brug for nye dygtige medarbejdere

Hvis forvaltningen får bevilling til at udvide antallet af specialpladser, så vil det betyde, at man i Københavns Kommune vil få brug for flere kompetente hænder og hoveder til at skabe et godt læringsmiljø for børnene.

"Vi arbejder på højtryk for at få midler til at skabe gode fysiske rammer, men selvfølgelig er det også afgørende, at der følger dygtige lærere og pædagoger med. Vi kan se, at vi får behov for at ansætte i omegnen af 70 lærere og pædagoger, hvis udvidelserne bliver en realitet" siger Nicolai Kragh Petersen.

Overførselsforhandlingerne forventes afsluttet d. 23. marts 2018 og Børne- og Ungdomsforvaltningen fremsætter forslag om at:

  • Kirkebjerg Skole udvides med 28 nye pladser
  • Frederiksgård Skole udvides med 14 nye pladser
  • Frejaskolen får etableret pavilloner til 56 ekstra elever. Skolen vil herefter have plads til 160 elever.

Når forhandlingerne er afsluttet, så informerer vi her på kk.dk om resultatet.

Fakta:

  • Andelen af københavnske elever, der følger almenundervisningen har de senere år været stabil og er på lidt under 96 procent.
  • Der er i Københavns Kommune ni specialskoler og 12 specialklasserækker på almene folkeskoler.

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.