Arkivnyhed - kan være forældet

Akuttilbud til psykisk sårbare giver mere tryghed og færre indlæggelser

10.10.2017
14.789 gange har psykisk sårbare benyttet sig af Københavns Kommunes døgnåbne akuttilbud. Ny evaluering fastslår, at indsatsen virker.

”Jeg er blevet meget, meget mere tryg. Jeg havde ikke klaret mig uden dem. Så var det gået helt galt. Det gør mig tryg at vide, at der er nogen derude.”

Sådan siger en af de mange københavnere, som har benyttet sig af Københavns Kommunes døgnåbne tilbud på Nørrebro, siden det åbnede i juni 2015. Københavnere kan her hente støtte og rådgivning i akutte psykiske kriser døgnet rundt alle ugens dage.

Indsatsen har båret frugt

Flere oplever mere tryghed og har færre indlæggelser i psykiatrien. I alt har 13.106 ringet til akuttilbuddet for at få hjælp og støtte og 1.683 er mødt op personligt på Griffenfeldsgade på Nørrebro.

Socialborgmester Jesper Christensen (S) er meget tilfreds med akuttilbuddets resultater:

”De gode tal og erfaringer, vi har fra akuttilbuddet efterlader ingen tvivl om, at indsatsen virker. Jeg er meget glad for, at vi kan skabe mere tryghed og sikre færre indlæggelser i behandlingspsykiatrien ved netop at tilbyde døgnåbent akuttilbud. Samtidig styrker vi muligheden for, at københavnere med sindslidelser selv kan klare sig i egen bolig," siger Jesper Christensen.

Akuttilbuddet i Københavns Kommune er støttet af Socialministeriet og fortsætter i 2018. I alt er 14 kommuner med i ministeriets projekt, der netop er blevet evalueret af Deloitte. 

Læs mere om evalueringen af de sociale akuttilbud.

--------------------

Fakta om akuttilbuddet

Tilbuddet består af tre former for hjælp til både borgerne og pårørende:

  • En døgnbemandet akuttelefon med nummer 33 17 29 00
  • Mulighed for, at borgere og pårørende kan komme og få støtte og rådgivning. Det anbefales at ringe i forvejen. 
  • Mulighed for, at borgeren kan komme og overnatte i akuttilbuddet.
  • Adressen er Griffenfeldsgade 44, opgang 46, 3. sal, 2200 København N
  • Læs mere om Københavns Kommunes akuttilbud.

Fakta om henvendelser til akuttilbuddet

  • I 2015 var der 3.219 henvendelser, hvoraf 3.127 var telefoniske henvendelser og 92 mødte op personligt.
  • I 2016 var der 6.582 henvendelser, hvoraf 5.767 var telefoniske henvendelser og 815.
  • I 2017 er der indtil videre registreret 4.988 henvendelser i alt, hvor 4.212 har været telefoniske henvendelser og 776 er mødt op personligt.

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.