Mødedato: 04.03.2014, kl. 09:00
Mødested: KolleKolle Konferencehotel

1. behandling af Teknik- og Miljøudvalgets budgetbidrag for 2015

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal godkende udvalgets overordnede budgetrammer for 2015 og budgetoverslag fra 2016 til og med 2018 samt forvaltningens effektiviseringsforslag.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller overfor Teknik- og Miljøudvalget
  1. at de overordnede budgetrammer for 2015 og budgetoverslag fra 2016 til og med 2018 godkendes jf. bilag 2 og 3

  2. at der udvælges forslag til effektiviseringer for i alt 5,0 mio. kr. i 2015 på baggrund af de effektiviseringsforslag, der er beskrevet i bilag 4

Problemstilling

I forbindelse med behandlingen af ”Indkaldelsescirkulære til Budget 2015” godkendte Økonomiudvalget den 28. januar 2014 udvalgenes budgetrammer for 2015. Teknik- og Miljøforvaltningen skal med de udmeldte rammer og retningslinjer udarbejde Teknik- og Miljøudvalgets budgetbidrag for 2015.

Ifølge tidsplanen skal udvalgenes budgetbidrag afleveres senest den 5. maj 2014 til Økonomiforvaltningen. Budgetbidraget vil herefter indgå i Københavns Kommunes samlede budgetforslag for 2015.

Løsning

Teknik- og Miljøudvalget skal ved denne 1. behandling af budgetbidrag 2015 godkende udvalgets overordnede budgetrammer jf. bilag 2 og 3 herunder forvaltningens forslag til effektiviseringsforslag for 2015 jf. bilag 4.

De økonomiske rammer
Beregningen af Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme for 2015 er foretaget på baggrund af de korrektioner, som er godkendt af Borgerrepræsentationens siden vedtagelsen af Budget 2014 og tillagt den forventede pris- og lønfremskrivning fra 2014 til 2015. I tabellen nedenfor fremgår beløbet på de samlede korrektioner og pris- og lønfremskrivningen for Teknik- og Miljøudvalgets tre styringsområder Service, Anlæg og Overførsler mv.

Teknik- og Miljøudvalgets udgifter på Service, Anlæg og Overførsler mv. i 2015

Alle beløb er skrevet i mio. kr.

Vedtaget Budget 2014

Korrektioner

Pris- og løn- fremskrivning

Budgetforslag 2015

Service

821,2

-60,0

12,0

773,1

Anlæg

1.066,4

545,7

21,2

1.633,3

Overførsler mv.

3,2

-0,2

0

3,0

Serviceområdet
Under styringsområdet Service findes Teknik- og Miljøudvalgets bevillinger Ordinær drift, Byfornyelse ydelsesstøtte og Parkering. Styringsområdet nedskrives med ca. 60,0 mio. kr. fra 2014 til 2015, hvilket primært skyldes ændringer under Ordinær drift. Det drejer sig blandt andet om flytningen af Københavns Erhvervsservice til Beskæftigelses og Integrationsforvaltningen. Herudover falder bevillingen vedrørende øget tilsyn i forbindelse med udvidet arbejdstid ved anlæg af ”Cityringen” bort i 2015. Dette gælder også for driftsbevillingen til den samlede plan for et CO2-neutralt København i 2025 (KBH 2025 Klimaplanen). Desuden falder en pulje til graffitiafrensning bort. I bilag 1, side 5, er disse bevillingsophør nærmere beskrevet, herunder vurdering af behov for opretholdelse af bevillingerne. Teknik- og Miljøforvaltningen er desuden pålagt en stigende energi- og driftsbesparelse i 2015 vedrørende udskiftningen af gadebelysningen i forbindelse med vedtagelsen af Budget 2013. Under Parkering falder bevillingerne til leje af Borgergade 24 (lejemålet er fraflyttet) og til leje af private P-pladser afsat i P-strategien 2011-2014 bort.

Anlægsområde
Under styringsområdet Anlæg findes Teknik- og Miljøudvalgets bevillinger Ordinær anlæg, Byfornyelse anlæg og Takstfinansieret anlæg. Anlægsområdet opskrives med 545,7 mio. kr. fra budget 2014 til 2015. På baggrund af den fjerde og sidste anlægsperiodisering i 2013 skyldes opskrivningen, at der forventes et stort forbrug i 2015 på en lang række anlægsprojekter relateret til anlæg af veje og pladser heriblandt Nordhavnsvejen, fremkommelighedsprojekter for busser samt anlæg af cykelbaner og cykelstier.

Området for Overførsler mv.
Under styringsområdet Overførsler mv. findes Teknik- og Miljøudvalgets bevillinger Byfornyelse efterspørgselsstyrede overførsler og Takstfinansieret drift. Styringsområdet nedskrives med 0,1 mio. kr. fra 2014 til 2015, hvilket skyldes at der forventes en lavere udbetaling vedrørende indfasningsstøtte i 2015. Styringsområdet Overførsler mv. Pris- og lønfremskrives ikke, da det er efterspørgselsstyret.

Effektiviseringer
Økonomiudvalget har med godkendelse af sagen Indkaldelsescirkulære til Budget 2015 besluttet at fastsætte effektiviseringsniveauet for 2015 på 300 mio. kr. inklusiv de stigende effektiviseringskrav fra tidligere år. De samlede effektiviseringer på 300 mio. kr. fordeles med 240 mio. kr. til forvaltningsspecifikke effektiviseringer og 60 mio. kr. til tværgående effektiviseringer. Tages der højde for de stigende og opfyldte effektiviseringskrav fra tidligere år medfører de, at der er behov for at finde nye forvaltningsspecifikke effektiviseringer på samlet set 155 mio. kr. Da Teknik- og Miljøudvalgets serviceudgifter udgør 3,2 % af Københavns Kommunes samlede serviceudgifter i 2015, er effektiviseringskravet for Teknik- og Miljøudvalget på 5,0 mio. kr. i forbindelse med Budget 2015. Teknik- og Miljøforvaltningens effektiviseringsforslag kan ses af bilag 4.

Økonomi

Teknik- og Miljøudvalgets økonomiske budgetramme i 2015 er med de indarbejde korrektioner og den forventede pris- og lønfremskrivning på 2.409,4 mio. kr. fordelt med 773,1 mio. kr. som serviceudgifter, 1.633,3 mio. kr. som anlægsudgifter og 3,0 mio. kr. som efterspørgselsstyrede overførsler. Budgettet for 2015 og budgetoverslag fra 2016 til og med 2018 fordelt på serviceudgifter, anlægsudgifter og efterspørgselsstyrede overførsler fremgår at tabellen nedenfor.

Teknik- og Miljøudvalget økonomiske rammer fra 2015 til og med 2018

Alle beløb er skrevet i mio. kr.

2015

2016

2017

2018

Serviceudgifter

773,1

773,1

787,4

756,9

Anlægsudgifter

1.633,3

399,7

317,2

294,7

Efterspørgselsstyrede overførsler

3,0

2,8

2,7

2,5

I alt

2.409,4

1.175,6

1.107,3

1.054,1


De økonomiske rammer fremgår også af bilag 2 (Bevillingsoversigten) herudover er anlægsudgifterne udspecificeret på anlægsprojekter i bilag 3 (Investeringsoversigten). Det forholdsvis store anlægsbudget i 2015 skyldes, at der forventes et stort forbrug i 2015 på en lang række anlægsprojekter relateret til anlæg af veje og pladser heriblandt Nordhavnsvejen, fremkommelighedsprojekter for busser samt anlæg af cykelbaner og cykelstier.

I forbindelse med udarbejdelsen af budgettet for 2015 skal der findes effektiviseringer i Teknik- og Miljøforvaltningen på 5,0 mio. kr. i 2015. Effektiviseringsforslagene kan ses af bilag 4.

Videre proces

Den videre proces er som følger:
  • 28. april: 2. behandling af Teknik- og Miljøudvalgets budgetbidrag for 2015.
  • 5. maj: Frist for indsendelse af budgetbidrag til Økonomiforvaltningen
  • 8. juni: Afslutning på forhandlinger mellem Staten og KL (kommuneaftalen)
  • 10. juni: Økonomiudvalget behandler de indberettede budgetbidrag
  • 25. juni: Frist for aflevering af tilrettede budgetbidrag til Økonomiforvaltningen
  • 20. august: Økonomiudvalget 1. behandler budgetforslag 2015
  • 28. august: Borgerrepræsentationen 1. behandler budgetforslag 2015
  • 23. september: Økonomiudvalget 2. behandler budgetforslag 2015
  • 2. oktober: Borgerrepræsentationen 2. behandler budgetforslag 2015 
    
   Pernille Andersen                                                                    

                                                                                           
/Signe Skovgaard  

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 4. marts 2014

Der blev stemt om at vælge effektiviseringsforslag nr. 2 ”Optimering af mødetid”:
For forslaget stemte fire udvalgsmedlemmer: B, C, I og V.
Imod forslaget stemte fem udvalgsmedlemmer: A, F og Ø
Ingen udvalgsmedlemmer undlod at stemme.
Effektiviseringsforslag nr. 2 ”Optimering af mødetid” blev ikke valgt.

Der blev stemt om at vælge effektiviseringsforslag nr. 3 ”Nedlæggelse af miljøfestival”:
For forslaget stemte tre udvalgsmedlemmer: C, I og V.
Imod forslaget stemte seks udvalgsmedlemmer: A, B, F og Ø
Ingen udvalgsmedlemmer undlod at stemme.
Effektiviseringsforslag nr. 3 ”Nedlæggelse af miljøfestival” blev ikke valgt.

Der blev stemt om at vælge effektiviseringsforslag nr. 9 ”Optimeret indkøb af planter, blomster, buske og træer”:
For forslaget stemte to udvalgsmedlemmer: C og I.
Imod forslaget stemte syv udvalgsmedlemmer: A, B, F, V og Ø
Ingen udvalgsmedlemmer undlod at stemme.
Effektiviseringsforslag nr. 9 ”Optimeret indkøb af planter, blomster, buske og træer” blev ikke valgt.

Der blev stemt om at vælge effektiviseringsforslag nr. 12 ”Ensartet parkpleje i byens parker”:
For forslaget stemte to udvalgsmedlemmer: I og V.
Imod forslaget stemte syv udvalgsmedlemmer: A, B, C, F og Ø
Ingen udvalgsmedlemmer undlod at stemme.
Effektiviseringsforslag nr. 12 ”Ensartet parkpleje i byens parker” blev ikke valgt.

Indstillingen blev godkendt, idet udvalget valgte følgende effektiviseringsforslag:

• 1. Bedre flow af politiske bestillinger.
• 4. Ophør af deltagelse i arkitekttkonkurrence
• 6. Mindre brug af konsulenter.
• 7. Mere fokus på anvendelsen af it-ydelser.
• 8. Optimeret anvendelse af værktøj.
• 10. Billigere ydelser på vejområdet.
• 11. Anvendelse af elektronisk dødsanmeldelse.
• 13. Afskaffelse af borgmesterbil.
• 14. Byfornyelsesstøtte.

I, C og V afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne havde gerne set langt flere effektiviseringsforslag for at sikre et større råderum for de samlede budgetforhandlinger”.

Udvalget afgav følgende protokolbemærkning:
”Udvalget tager forbehold for den videre budgetproces.”
Til top