Mødedato: 01.03.2021, kl. 09:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse D på 1. sal

Temadrøftelse om indsatser målrettet kvinder med ikke-vestlig baggrund

Se alle bilag

Resumé

Formålet med Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets temadrøftelse om ledige ikke-vestlige kvinder den 1. marts 2020 er at sætte fokus på, hvilke eksisterende indsatser, der er effektfulde eller mindre effektfulde, samt hvordan Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen kan arbejde for fremover at få endnu flere kvinder med ikke-vestlig baggrund i beskæftigelse.

Indstilling

 Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager orientering om Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens eksisterende indsatser for gruppen til efterretning (bilag 1).
  2. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget drøfter om Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens indsats målrettet kvinder med ikke-vestlig baggrund er tilstrækkelig, om der er udforinger eller behov, som ikke bliver adresseret i dag samt om der evt. er behov for nye tiltag.

Problemstilling

Oversigten over forvaltningens eksisterende indsatser for gruppen af kvinder med ikke-vestlig baggrund, jf. bilag 1, viser, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen aktuelt arbejder med at få flere kvinder med ikke-vestlig baggrund ud på arbejdsmarkedet – både gennem indsatser specifikt tilrettelagt for denne målgruppe og gennem forvaltningens generelle indsats for udsatte borgere.

Kvinder med ikke-vestlig baggrund er dog fortsat overrepræsenteret i ledighedsstatistikkerne. Andelen af kvinder med ikke-vestlig baggrund på offentlig forsørgelse var således 16 pct. i 3. kvartal 2020. Det tilsvarende tal for kvinder med dansk baggrund var 10 pct.

Beskæftigelsesfrekvensen viser tilsvarende, at kvinder med ikke-vestlig baggrund ligger lavere end mænd med ikke-vestlig baggrund. Her viser de seneste tilgængelige tal for 2019, at beskæftigelsesfrekvensen er på hhv. 54 pct. for kvinder og 63 pct for mænd.

Forvaltningen har udarbejdet en analyse af ledige ikke-vestlige kvinder, jf. bilag 2, som bl.a. viser, at det er gruppen af aktivitetsparate ikke-vestlige kvinder, der samlet set udgør den største andel af de ledige ikke-vestlige kvinder. Hovedparten af de aktivitetsparate ikke-vestlige kvinder er over 30 år. 

Løsning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen vil til temadrøftelsen uddybe hvilke af forvaltningens eksisterende indsatser og tiltag, der ses at være særligt effektfulde eller mindre effektfulde for at få målgruppen ud på arbejdsmarkedet, samt sætte fokus på hvilke udfordringer, der fortsat er nødvendige at håndtere for at få brudt med kvindernes underrepræsentation på arbejdsmarkedet.

Programmet for temadrøftelsen er:

  1. Fakta om ledige ikke-vestlige kvinder v. direktør Jeppe Bøgh Andersen
    • Præsentation af tal om ikke-vestlige kvinders arbejdsmarkedstilknytning samt præsentation af væsentlige fund fra forvaltningens målgruppeanalyse af ledige ikke-vestlige kvinder
  2. Oplæg fra hhv. centerchef for Jobcenter København for aktivitetsparate, Maria Bødker Boje, og centerchef for Jobcenter København for jobparate, Jens Sibbersen, om eksisterende effektfulde og mindre effektfulde indsatser, samt fokus på hvilke udfordringer, der fortsat står i vejen for kvindernes arbejdsmarkedstilknytning
    •  Med udgangspunkt i konkrete kvindecases præsenteres hvilke eksisterende indsatser, der har skabt hhv. gode eller mangelfulde resultater for målgruppen, samt hvilke udfordringer, der fortsat står i vejen for, at kvindernes lave beskæftigelse fremadrettet kan brydes
  3. Spørgsmål og drøftelse i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget
    •  Beskæftigelses- og Integrationsudvalget bedes drøfte om Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens indsats målrettet kvinder med ikke-vestlig baggrund er tilstrækkelig, om der er udfordringer eller behov, som ikke bliver adresseret i dag, samt om der er behov for nye tiltag

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

I maj 2021 vil Beskæftigelses- og Integrationsudvalget få forelagt en midtvejsstatus på Integrationspolitikken og afrapportering på Integrationshandleplanen. I den forbindelse vil udvalget få mulighed for at drøfte, om forvaltningen er på rette vej i forhold til at opnå målsætningerne, eller om der er behov for at justere i indsatserne eller igangsætte nye indsatser i forbindelse med budget 22.

Såfremt Beskæftigelses- og Integrationsudvalget på baggrund af temadrøftelsen 1. marts ønsker flere oplysninger, kan Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen vende tilbage med dette ifm. behandlingen af midtvejsstatus på Integrationspolitikken til maj 2021.

 

Jeppe Bøgh Andersen / Lars Ethelberg Nielsen

Beslutning

Indstillingens 1. at-punkt blev taget til efterretning.

Indstillingens 2. at-punkt blev drøftet. 

Til top