Mødedato: 15.12.2016, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Københavns Kommunes repræsentation i BLOXHUBs bestyrelse

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal udpege et medlem til bestyrelsen for BLOXHUB.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at plandirektør i Økonomiforvaltningen, Søren Tegen Pedersen, udpeges som Københavns Kommune bestyrelsesmedlem i BLOXHUB for indeværende funktionsperiode, der løber frem til juni 2017.

(Økonomiudvalget)

Problemstilling

BLOXHUB er en forening og et innovationsfællesskab, der arbejder med bæredygtig, global urbanisering i krydsfeltet mellem arkitektur, design, byggeri og digitalisering. Målet er at blive samlingspunkt for danske og internationale spydspidsvirksomheder og start-ups, der udvikler innovative løsninger til byernes bæredygtige udvikling – globalt. BLOXHUB er stiftet af Realdania, Erhvervs- og vækstministeriet og Københavns Kommune 3. juni 2016 og har til huse i Fæstningens Materialgaard og senere også i Realdanias byggeri BLOX, når bygningen er færdig.

BLOXHUB er en upolitisk organisation, og bestyrelsen består af direktører/formænd for medlemmernes organisationer. Som stiftende partner har Københavns Kommune en fast plads i bestyrelsen.

I forbindelse med den årlige fremsendelse af oversigt over de hverv, som Københavns Kommune varetager, til kommunens forsikringsselskab, er forvaltningen blevet opmærksom på, at sagen ved en fejl ikke er blevet forelagt Borgerrepræsentationen ved Københavns Kommunes indtræden juni 2016. Økonomiforvaltningen forelægger derfor nu sagen til Borgerrepræsentationens godkendelse.

Løsning

Forvaltningen indstiller, at plandirektør Søren Tegen Pedersen udpeges af Borgerrepræsentationen som Københavns Kommunes repræsentant i BLOXHUB’s bestyrelse.  Søren Tegen Pedersen har repræsenteret Københavns Kommune i BLOXHUB’s bestyrelse siden 3. juni 2016.

Økonomi

Økonomiforvaltningen betaler 20.000 kr. årligt for medlemskab af BLOXHUB.

 

Søren Tegen Pedersen                               / Mads Grønvall

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at det godkendes, at plandirektør i Økonomiforvaltningen, Søren Tegen Pedersen, udpeges som Københavns Kommune bestyrelsesmedlem i BLOXHUB for indeværende funktionsperiode, der løber frem til juni 2017.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 6. december 2016

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 15. december 2016

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top