Mødedato: 26.03.2020, kl. 17:30
Mødested: Telefonmøde via Teams

Forslag til lokalplan Svanemølleholm, Østerbro

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til at sende forslag til lokalplan Svanemølleholm i høring og et udkast til udbygningsaftale skal tages til efterretning. Lokalplanforslaget vil muliggøre, at Svanemølleholm ved Sundkrogsgade i Nordhavn kan udvikles med op til 110.000 m2 serviceerhverv udover allerede planlagt teknisk anlæg.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at godkende forslag til lokalplan for Svanemølleholm (bilag 2) med henblik på udsendelse i offentlig høring i otte uger, herunder at Sundkrogsgade maksimalt skal have to spor,
  2. at det tages til efterretning, at der foreligger et udkast til udbygningsaftale med grundejerne, (bilag 5), og at aftalen vil blive forelagt til godkendelse i endelig form ved planforslagenes endelige behandling.

(Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget)

Problemstilling

Grundejer har anmodet kommunen om en ny lokalplan for at muliggøre opførelse af op til 110.000 m2 serviceerhverv omkring Sundkrogsgade udover allerede planlagt teknisk anlæg. Med planen bliver første del af byudviklingen på den fremtidige Svanemølleholm i Ydre Nordhavn igangsat. Planen er i overensstemmelse med Strukturplan 2018 for Nordhavn, som Teknik- og Miljøudvalget tog til efterretning den 13. maj 2019. Et flertal i Teknik- og Miljøudvalget afgav ved behandlingen af startredegørelsen den 28. oktober 2019 protokolbemærkninger om, at der i den fremadrettede planproces tages højde for at sikre flest mulige bevaringsværdige træer samt at de gamle jernbaneskinner bevares som historiske spor, men at dette skal ske under hensyn til bl.a. cyklister.

Lokalplanforslaget er i overensstemmelse med forslag til Kommuneplan 2019. Såfremt Borgerrepræsentationen vedtager ændringer med betydning for lokalplanforslaget ved den endelige vedtagelse af Kommuneplan 2019, vil lokalplanforslaget ligeledes skulle ændres ved Borgerrepræsentationens behandling af lokalplanforslaget forud for høring. Hvis Kommuneplan 2019 ikke er vedtaget forud for Borgerrepræsentationens behandling af lokalplanforslaget, vil ændringerne blive indarbejdet forud for behandlingen af den endelige vedtagelse af lokalplanen.

Løsning

Lokalplanområdet ligger ved Sundkrogsgade og udgør ca. 2/3 af den fremtidige Svanemølleholm i Ydre Nordhavn. Den resterende del af Svanemølleholm, der ligger ind mod Skudehavnen, forventes lokalplanlagt til boligbebyggelser senere. Grundejer ønsker at opføre erhvervsbyggeri i op til 34 meters højde i lokalplanområdet. Denne højde skal ses i forhold til de nye bolig- og erhvervsområder mod syd, hvor der er opført enkelte byggerier med højde på op til 60 meter. Den generelle bygningshøjde i lokalplanområdet vil være op til 24 meter. Planforslaget sikrer en etapevis og sammenhængende udbygning af Nordhavn og udnytter infrastrukturen og stationsnærheden til den nye metrostation Orientkaj, der åbner i foråret 2020. Stationen er beliggende i en afstand af mellem 100 til 600 meter fra det aktuelle erhvervsområde.

Lokalplanbestemmelser sikrer, at der plantes 429 nye træer, så området generelt vil fremstå som en grøn bydel. Der er på nuværende tidspunkt 12 træer (ni skovfyr og tre østrigsk fyr) i området, der lever op til kommunens kriterier for bevaringsværdige træer. Det er undersøgt om de 12 træer kan bevares, men tre af træerne står, hvor der er planlagt en kanal, og ni træer står, hvor der er en planlagt vejudvidelse samt ramper til de to nye vejbroer. Derudover er det planlagt, at terrænet i dette område skal hæves med ½- 2 meter af hensyn til stormflodsikring og ramper til nye broer. En bevarelse af træerne vil derfor kræve anden placering af kanaler og veje, mens bygninger enten skal være højere eller med et mindre etageareal. Endelig vil en stormflodssikring af området ikke være muligt, hvis alle træer skal bevares. Forvaltningen vurderer derfor, at det ikke er muligt at gennemføre planen, hvis træerne skal bevares. Bygherre har vurderet, at træerne på længere sigt næppe vil overleve en flytning. Forvaltningen er enig i denne vurdering. Skinner, der ligger på Kalkbrænderiløbskaj, vil blive bevaret og planeret/nivelleret, så der skabes en jævn flade til bl.a. cyklister.

Byliv

Med lokalplanbestemmelserne er stueetagerne mod Sundkrogsgade og Kalkbrænderiløbskaj forberedt til udadvendte publikumsorienterede funktioner med henblik på, at der er mennesker på kajen og gaden også udenfor kontortid. Stueetagerne skal her etableres med mindst 50 pct. vinduesareal, så der sikres visuel kontakt mellem mennesker udenfor og indenfor i bygningerne. Med lokalplanbestemmelserne sikres et rekreativt område ved Kalkbrænderiløbskaj kaldet Kranparken. Der anlægges en promenade til fodgængere og cyklister langs havnefronten såvel som langs de nye kanaler med fremtidig forbindelse til resten af Nordhavn i overensstemmelse med Strukturplan 2018 for Nordhavn. Med bestemmelser om beplantning og med havnefrontens udformning med mange mindre byrum, der også ligger i læ af bygningerne, er der taget hensyn til vindforhold.  Ved Kalkbrænderiløbskaj vil der derudover blive etableret en træbrygge samt to nye kanaler, som skal forbinde Kalkbrænderiløbet med Skudehavnen. Der vil derved blive skabt mulighed for sejlads, motionsture, ophold og andre fritidsaktiviteter langs med havneløbet og kanalerne, hvilket understøtter kommunens strategi Fællesskab København om en bedre hverdag i byrummet.

Bæredygtighed og bynatur

Teknik- og Miljøforvaltningen har drøftet mulighederne for at implementere Københavns Kommunes politikker, planer og strategier for bæredygtighed i projektet med bygherre. Grundejer DGNB-certificerer byggeriet til niveau guld. Byggeriet ressourceoptimeres ved at anvende materialer, som kan genbruges, og CO2-udledningen begrænses ved bl.a. at etablere solceller, reducere bygningernes energiforbrug og ved at etablere parkeringspladser til el- eller delebiler. Planen sikrer derudover gode og sikre forhold for gående og cyklister og optimale forbindelser til offentlig transport.

De grønne områder i den nye plan udformes med henblik på at øge biodiversiteten og skabe rekreative oplevelser og sikre bynatur. De grønne forbindelser langs med kanalerne skal ses i forhold til et sammenhængende grønt forløb fra den nye containerhavn til Svanemøllehavnen.

Kommuneplan

Med forslag til Kommuneplan 2019 er områdets anvendelse ændret fra ’havneformål’ til ’boliger og serviceerhverv’ med mulighed for større bygningshøjder og mere etageareal end givet med rammen i Kommuneplan 2015. Rækkefølgen for udvikling af byens nye byudviklingsområder er ændret, så Svanemølleholm kan udvikles allerede nu. Lokalplanforslaget er således i overensstemmelse med rammerne i forslag til Kommuneplan 2019.

Parkering

Lokalplanforslagets parkeringsnorm er i overensstemmelse med forslag til Kommuneplan 2019.

Borgerinddragelse

Der er foretaget intern høring af lokalplanforslaget. Herunder høring af Østerbro Lokaludvalg, der vil blive hørt igen, når forslaget sendes i offentlig høring. Der har været afholdt to møder om planen med lokaludvalget samt et møde med repræsentanter fra sejlklubber og roklubber i Svanemøllehavnen.

Lokaludvalget ønsker:

  1. Boliger i stedet for erhvervsdomiciler langs med Kalkbrænderiløbskaj.
  2. At domicilerne ikke bliver så høje og skyggefulde, så det forhindrer, at man kan følge solens gang.
  3. At promenaden ved Kalkbrænderiløbskaj får en bredde på mindst 25 m og bliver i ét niveau.
  4. At der ikke bygges ud i havneløbet langs med Kalkbrænderiløbskaj.
  5. En løsning for trafikafviklingen ved krydset Sundkrogsgade/Kalkbrænderihavnsgade, der tager hensyn til borgerne i Vordingborggade. Herudover at Sundkrogsgade ikke udvides fra 2 til 4 vejspor.

Forvaltningernes bemærkninger

  1. Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at området omkring Kalkbrænderiløbskaj på grund af trafikstøj fra Sundkrogsgadebedst egner sig til erhvervsbyggeri.
  2. Der er taget hensyn til skygger med lokalplanbestemmelser om bebyggelsens højde og placering, idet der er eftermiddags- og aftensol langs kajkanten, mens skygger fra de højeste bygninger primært kastes på Sundkrogsgade og erhvervsbebyggelsen øst for Sundkrogsgade jf. skyggediagrammer i bilag nr. 2.
  3. Havnepromenaden er mellem 37 og 23 meter bred, med den undtagelse, at den kun er 15 meter bred ud for det planlagte folkekøkken/restauranten. Her kan facaderne i øvrigt åbnes op mod promenaden. Det offentlige byrum, som promenaden er en del af, etableres med sidde- og opholdsmuligheder i niveauspringet ud for domicilerne. Grundejeren har tilkendegivet, at der inden Kranparken projekteres vil blive inviteret til en dialog om den nærmere udformning og anvendelse af parken og vandkanten med Lokaludvalget og andre interessenter.
  4. Der vil ikke blive bygget ud i havneløbet, men der er planlagt træbrygger, som skal sikre kontakten og adgangen til og fra vandet. Træbrygger vil maksimalt kunne være 12 meter bredde og bliver placeret og dimensioneret under hensyn til besejling af Kalkbrænderiløbet.
  5. Teknik- og Miljøforvaltningen er opmærksom på udfordringerne med trafikafviklingen ved krydset Sundkrogsgade/ Kalkbrænderihavnsgade og udfordringerne for borgerne i Vordingborggade. Teknik- og Miljøudvalget har vedtaget et trafikforsøg, hvor effekterne af et forbud mod venstresving er under evaluering. Evalueringen afventer, at metrobyggeriet er færdigt og cykel- og gangforbindelsen er etableret til Århusgade, herefter kan Teknik- og Miljøforvaltningen vurdere, om der er behov for yderligere tiltag. Herudover er der som del af budgettet igangsat mobilitetsanalyser der også vil vurdere trafikken i Vordingborggade, og om der skal iværksættes trafikale tiltag for at kunne reducere CO2 udslippet fra trafikken. Sundkrogsgade udlægges i fire spor, men kan for så vidt angår den del, der ligger nord for adgangsvejen til Levantkaj Vest, anlægges i to spor. Herved opnås mulighed for at placere et grønt tracé langs Sundkrogsgade med bynatur. Endelig stillingtagen til, om en del af vejen kan etableres i to eller fire spor, kan ske når lokalplanen skal endelig vedtages under hensyn til konklusionen fra en ny trafikanalyse for hele Nordhavn, der forventes færdig i foråret 2020.

Miljøvurdering

Lokalplanen medfører ikke miljømæssige konsekvenser, der betyder, at der skal udarbejdes en miljørapport i henhold til miljøvurderingsloven.

Økonomi

Udbygningsaftale

Der er udarbejdet et udkast til en frivillig udbygningsaftale i henhold til planlovens § 21 b. Aftalen omfatter en omlægning af Sundkrogsgade på den i lokalplanen udlagte strækning inklusiv en vejbro over nyanlagt kanal. Aftalen vil blive justeret inden underskrift og endelig vedtagelse af lokalplanen i forhold til antallet af kørespor på Sundkrogsgade, så den kommer til at afspejle den forventede fremtidige mængde trafik.

Kommunen får anlæggene vederlagsfrit, når de er færdiganlagt og godkendt af kommunen.

Driftsudgifter

Teknik- og Miljøforvaltningens forventede årlige driftsudgifter til Sundkrogsgade vil blive konkretiseret, når lokalplanen skal endelig vedtages, i det der på dette tidspunkt skal tages stilling til, om en del af vejen kan etableres i to spor i stedet for fire. Driftsudgifterne vil blive søgt dækket i forbindelse med budgetforhandlingerne, når anlæggene er etableret. Såfremt der ikke bliver givet midler i budgetforhandlingerne, vil de forøgede driftsomkostninger blive dækket via effektiviseringer eller reduktion af serviceniveauet på Teknik- og Miljøforvaltningens øvrige områder.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt lokalplanforslaget, sender Teknik- og Miljøforvaltningen planforslaget i høring i otte uger. På baggrund af resultatet af høringen vil forvaltningen udarbejde indstilling om endelig vedtagelse af planforslaget. Indstillingen forventes forelagt Borgerrepræsentationen ultimo 2020.

 

Søren Hartmann Hede                        Søren Wille

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende forslag til lokalplan for Svanemølleholm (bilag 2) med henblik på udsendelse i offentlig høring i otte uger.

    Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  2. at tage til efterretning, at der foreligger et udkast til udbygningsaftale med grundejerne, (bilag 5), og at aftalen vil blive forelagt til godkendelse i endelig form ved planforslagenes endelige behandling.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 2. marts 2020

 

Enhedslisten stillede ændringsforslag (ÆF1) om nyt 1. at-punkt:
”at sende lokalplansforslaget tilbage til forvaltningen med henblik på at undersøge muligheden for at imødekomme lokaludvalgets ønsker til at bytte om på boliger og erhverv.”

 

Ændringsforslaget (ÆF1) blev ikke vedtaget med 5 mod 4 stemmer. Ingen undlod at stemme.

 

For stemte: B, O og Ø.
Imod stemte: A, C, F og I.

 

Socialistisk Folkeparti stillede ændringsforslag (ÆF2) om nyt 1. at-punkt:
”at lokalplan sendes tilbage med henblik på at gøre kajen bredere.”

 

Ændringsforslaget (ÆF2) blev ikke vedtaget med 6 mod 3 stemmer. Ingen undlod at stemme.

 

For stemte: F og Ø.
Imod stemte: A, B, C, I og O.

 

Enhedslisten stillede ændringsforslag (ÆF3) om tilføjelse til 1. at-punkt:
”herunder at Sundkrogsgade maksimalt skal have to spor.”

 

Ændringsforslaget (ÆF3) blev vedtaget med 5 mod 4 stemmer. Ingen undlod at stemme.

 

For stemte: B, F, O og Ø.
Imod stemte: A, C og I.

 

Indstillingens således ændrede 1. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med 6 stemmer mod 3. Ingen undlod at stemme.

 

For stemte: A, B, C, F og I.
Imod stemte: O og Ø.

 

Enhedslisten, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, og Dansk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne ser frem til en parkeringsnorm, der er beregnet i forlængelse af Kommuneplan 2019s norm for området.”

 

Det Konservative Folkeparti, Socialdemokraterne og Liberal Alliance afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne ønsker ikke at indsnævre Sundkrogsgade.”

 

 

Økonomiudvalgets beslutning i skriftlig votering fra den 16. marts 2020 til den 18. marts 2020

 

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen med 8 stemmer mod 5. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, Å, B, F og C.

Imod stemte: Ø, V og O.

 

Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

”Venstre kan ikke støtte forslaget om at indsnævre Sundkrogsgade til to vognbaner. Venstre forstår ikke Teknik- og Miljøforvaltningens faglige vurdering af, at dette skulle være forsvarligt – henset udbygningsplanerne for Nordhavnen – og beder hermed Økonomiforvaltningen om en second opinion på denne vurdering.”

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Vi vil ved behandlingen af sagen i Borgerrepræsentationen stille forslag om, at der skal være bedre adgang til det ydre Nordhavn end blot et spor i hver retning på Sundkrogsgade. Hvis der kun bliver adgang med et spor i hver retning, kan vi ikke støtte lokalplansforslaget, idet der skal arbejde 40.000 og bo 40.000 personer i Nordhavn, og derfor må vi sikre den nødvendige fremkommelighed - også til krydstogtsterminalen og containerhavnen.”

 

Enhedslisten og Dansk Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 2. marts 2020:

”Partierne ser frem til en parkeringsnorm, der er beregnet i forlængelse af Kommuneplan 2019s norm for området.”

 

Det Konservative videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 2. marts 2020:

”Det Konservative Folkeparti ønsker ikke at indsnævre Sundkrogsgade.”

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 26. marts 2020

Enhedslisten fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1):

”at sende lokalplansforslaget tilbage til forvaltningen med henblik på at undersøge muligheden for at imødekomme lokaludvalgets ønsker til at bytte om på boliger og erhverv.”
                     

Det af Enhedslisten fremsatte ændringsforslag (ÆF1) blev forkastet med 30 stemmer imod 25. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: Ø, Å, B, O og Niko Grünfeld (Løsgænger).

Imod stemte: A, F, C, V og I.

Venstre og Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF2):

”At lokalplanforslaget føres tilbage til sin oprindelig form fra Teknik- og Miljøforvaltningen (forud for TMU-mødet) for så vidt angår formen for den gennemgående vej, og således at der ikke foretages indskrænkning i vejens bredde.”

 

Det af Venstre og Det Konservative Folkeparti fremsatte ændringsforslag (ÆF2) blev vedtaget med 28 stemmer imod 27. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, V, C, O og I.

Imod stemte: Ø, Å, B, F og Niko Grünfeld (Løsgænger).

 

Selve indstillingen blev herefter godkendt uden afstemning.

 

SF afgav følgende protokolbemærkning:

SF ser frem til, at Kranparken og kajområdet bliver et attraktivt byrum for københavnerne med offentlige faciliteter i erhvervsbyggeriets nederste etager. SF ønsker, at erhvervsbyggeriet bliver trukket tilbage fra kajen mod Sundkrogsgade, så kajområdet bliver større. Der er plads til dette, når Sundkrogsgade bliver tosporet.  SF ser frem til, hvad høringssvarene siger om dette forslag. SF mener, at det er fornuftigt, at der ikke bygges boliger tæt op af Kranparken og kajområdet, da Kranparken og kajområdet vil have meget udeliv på niveau med Havneparken på Islands Brygge og derved også støj, der vil skabe unødvendige konflikter mellem brugere og beboere. Området ligger mod vest, der gør det til et meget attraktivt opholdsted i eftermiddags- og aftentimerne.

 

Venstre afgav følgende protokolbemærkning, som Dansk Folkeparti valgte at tilslutte sig: 

“Venstre glæder sig over, at lokalplanen bliver sendt i høring i sin oprindelige form, da vi var stærkt bekymrede ved forslaget om at indsnævre Sundkrogsgade til én vognbane i hver retning. Venstre forstår ikke, at Teknik- og Miljøforvaltningen fagligt kan nå frem til en vurdering af, at dette skulle være forsvarligt, henset udbygningsplanerne for Nordhavnen. Vi beder derfor om, at By & Havn - gerne med indhentning af uvildig rådgivning - laver en second opinion på denne vurdering.”

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Vi agter ikke at stemme for lokalplanen ved endelig vedtagelse, hvis den begrænser vejadgangen til det ydre Nordhavn.”

 

Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:

”Enhedslisten stemmer for at sende lokalplanen i høring, men er fortsat kritiske overfor placeringen af to domiciler på den vestvendte del af Svanemølleholm. Placeringen af domicilerne på denne placering, kommer til at tage aften og eftermiddagssolen fra de byggefelter, der er planlagt til boliger. Samtidig er Enhedslisten kritiske overfor behovet for parkeringshuse set i lyset af den nærliggende metrostation, og ser parkeringshusene i modstrid med målet om, at Nordhavn skal være en grøn og delvis bilfri bydel.”

 

Enhedslisten, Radikale Venstre, SF og Dansk Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:

”Partierne ser frem til en parkeringsnorm, der er beregnet i forlængelse af Kommuneplan 2019s norm for området.

 

Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen, som Venstre og Liberal Alliance valgte at tilslutte sig:

”Partierne ønsker ikke at indsnævre Sundkrogsgade.”

Til top