Mødedato: 10.04.2018, kl. 17:30
Mødested: Studietur

Demonstrationsprojekter om energioptimering af almene boliger

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til, om to energioptimeringsprojekter i de almene boligafdelinger Fortvænget på Amager (Lejerbo) og Henriksgården i Valby (Hovedstadens Almennyttige Boligselskab II) skal modtage støtte fra den almene energidemonstrationspulje.

Tidligere beslutninger

Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at der frigives en anlægsbevilling på 1,49 mio. kr. til demonstrationsprojektet Fortvænget. Anlægsbevillingen frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg i 2018 jf. Økonomiafsnittet,
  2. at der frigives en anlægsbevilling på 2,88 mio. kr. til demonstrationsprojektet i Henriksgården. Anlægsbevillingen frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg i 2018 jf. Økonomiafsnittet.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

Problemstilling

For at kunne opfylde målene i Københavns Kommunes KBH 2025 Klimaplan, er det en forudsætning, at der foretages energirenovering af byens eksisterende boligmasse, herunder også af det almene boligbyggeri, der udgør ca. 20 % af boligmassen i København. For at fremme energirenovering i den almene sektor blev der i Budget 2013 (Borgerrepræsentationen (BR) 4. oktober 2012) (A, B, F, I og Ø) afsat en pulje på 25,0 mio. kr. til at støtte energidemonstrationsprojekter i almene boligafdelinger (”Grønt energiforbrug”, fremme af energirenovering i den almene sektor).

Almene Boliger har modtaget to ansøgninger til puljen fra henholdsvis Lejerbo og Hovedstadens Almennyttige Boligselskab, som begge foreslås godkendt og finansieret af den afsatte pulje.

Løsning

Det overordnede formål med de ansøgte projekter er at fremme løsninger til energioptimering, der kan anvendes bredt i den almene sektor, og som gør boligerne sunde og driftsøkonomiske. Projekterne støtter dermed også op om Fællesskab København og Københavns Klimaplans mål om en CO2-neutral hovedstad i 2025, og de potentielle CO2-besparelser i projekterne vil blive undersøgt nærmere.

De to almene afdelinger står overfor store renoveringsarbejder, der skal gennemføres i såkaldte helhedsplaner, der støttes af Landsbyggefonden og kommunen. Beboerne skal stemme om indholdet af helhedsplanerne, inden de sættes i gang. Landsbyggefonden har udvalgt de to afdelinger som demonstrationsprojekter. Det betyder blandt andet, at de får mulighed for at supplere de kommende helhedsplaner med hybridanlæg bestående af solceller og batteri til lagring af den solcelle-producerede elektricitet. Beboernes individuelle og fælles el-forbrug vil derfor overgå til at være CO2-frit i størst muligt omfang.

De ansøgte midler fra energidemonstrationspuljen foreslås anvendt til en række forundersøgelser forud for etableringen af hybridanlæggene, videreudvikling af konceptet samt udvikling af nye redskaber til IT-systemer til administration af månedlige forbrugsopkrævninger.

For projektet i Fortvænget består ansøgningen af en forundersøgelse af hybridanlæggets rentabilitet, dimensionering og nærmere udformning, sådan at beboerne får et kvalificeret grundlag at vurdere projektet på. Viser forundersøgelsen, at det ikke vil være rentabelt for beboerne, kan det betyde, at de vælger ikke at etablere hybridanlægget. De øvrige almene afdelinger, der pt. har eller senere vil planlægge hybridanlæg kan bygge oven på erfaringerne fra forundersøgelsen i forhold til hvilke tekniske undersøgelser, der skal gennemføres, og hvordan og hvor meget kommunen og beboerne skal inddrages i processen. Forundersøgelsen kan betragtes som etape I, der er nødvendig at gennemføre, for at beboerne kan se det store energibesparelsespotentiale i lige netop deres afdeling. Selve etableringen af anlægget støttes af Landsbyggefonden, og udføres som etape II. Udførelsen er ikke afhængig af kommunal medfinansiering, men det er normalt, at kommunen garanterer for de lån, der optages i den forbindelse.

Som en udløber af hybridanlægget søges om støtte til udviklingen af et cloud-baseret IT-system, der kan opgøre beboernes individuelle el-forbrug måned for måned. El-forbruget vil derfor kunne afregnes over den månedlige husleje, sådan at el-forbruget anskueliggøres over for beboerne. De kan derfor få større incitament til at spare på el-forbruget, ligesom evt. merbetalinger ved den nuværende årlige afregningsmetode undgås.

Projektet i Henriksgården er også omfattet af Landsbyggefondens støtte til et hybridanlæg med lagring af solcelleenergi i batterier. Selv med muligheden for at lagre en overskydende elproduktion i batterierne, vil der med det forventede elforbrug i afdelingen (herunder også fælles elforbrug) være et betydeligt overskud, der må sælges til det offentlige elnet uden garanteret indtægt, medmindre det anvendes lokalt i afdelingen til nye formål. Det ansøgte projekt vil derfor undersøge rentabiliteten ved anvendelsen af den overskydende elproduktion til elektrisk mobilitet i form af lejede el-biler, -cykler og -knallerter, der stilles til rådighed for beboerne, samt løbende udskiftning af maskinparken til den fælles vedligeholdelse i afdelingen til el-drevne maskiner m.v., jf. § 10 i bekendtgørelse nr. 451 af 13. april 2015. Hvad og hvor mange, der præcist stilles til rådighed, bliver først fastlagt med forundersøgelsen. Projektet er med andre ord en optimal udnyttelse af den foretagne energioptimering af ejendommen til et energibesparende formål. Ikke alene er der besparelser på el på huslejeopkrævningen, men beboerne og driften får stillet energivenlige transportformer og driftsmateriel til rådighed. Projektet er planlagt som et tre-årigt forløb med en forberedende fase på et halvt år med planlægning, juridisk udredning, brugerundersøgelse og forhandlinger med leverandører af elektriske transportmidler. Herefter følger en to-årig driftsperiode, hvor dele-konceptet indkøres og en afsluttende fase på et halvt år, hvor projektets betydning for det lokale boligsociale miljø vurderes gennem en brugerundersøgelse, ligesom projektets effekt på CO2-udledning og den lokale luftkvalitet analyseres af de tilknyttede trafikeksperter. Den afsluttende fase vil også omfatte evaluering, formidling og afrapportering.

Desuden søges om støtte til udviklingen af en beboer-app og et cloud-baseret IT-system, der kan opgøre beboernes individuelle el-transport forbrug månedligt over huslejen. Metodikken og konklusionerne i forundersøgelserne og de udviklede IT-systemer tænkes at blive anvendt fremadrettet i nye almene renoveringssager. Projekterne er nærmere beskrevet i bilag 2.

Økonomi

I  Budget 2013 (BR 4. oktober 2012) blev der afsat 25,0 mio. kr. til ”Grønt energiforbrug (fremme af energirenovering i den almene sektor)”. Kommunen har hjemmel til at yde støtte til demonstrationsprojekter i almene boligafdelinger i § 98, stk. 2 i lov om byfornyelse og udvikling af byer (lov bek. nr. 1228 af 3. oktober 2016).

Med puljen kan kommunen støtte projekter, der ellers ikke kan ydes støtte til. Der er hidtil frigivet 18,683 mio. kr., og af de resterende 6,317 mio. kr. ønskes nu 4,374 mio. kr. frigivet til de to nye projekter.

Tabel 1. Anlægsbevillinger – frigivelse af anlægsmidler

Udvalg

Aktivitet/
projekt

Bevilling
(nr. og navn)

Funktion

Beløb i 1.000 kr.
(2018 p/l)

2018

2019

2020

2021

I alt

TMU

Fortvænget forundersøgelse hybridanlæg og udvikling af cloud-baseret IT-fakturerings-system

3400 Ordinær anlæg

0.25.10.3

1.494

0

0

0

1.494

TMU

Henriksgården forundersøgelse el-opladere og udvikling af cloud-baseret IT-fakturerings-system

3400 Ordinær anlæg

0.25.10.3

780

405

1.230

465

2.880

I alt

-

-

-

2.274

405

1.230

465

4.374

Bevillingen er placeret på hovedbevillingen Ordinær anlæg, som er omfattet af forvaltningens anlægsmåltal i 2018. Forvaltningen orienterer løbende Teknik- og Miljøudvalget (TMU) om, hvilke anlægsprojekter, der sættes i bero på baggrund af den politisk vedtagne model (TMU 29. januar 2018), så anlægsmåltallet for 2018 overholdes.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, vil Teknik- og Miljøforvaltningen meddele støttetilsagn til Lejerbo og Hovedstadens Almennyttige Boligselskab. Projekterne forventes at kunne påbegyndes i foråret 2018. Teknik- og Miljøforvaltningen vil betinge sig en udførlig afrapportering af projekterne, så erfaringer og løsninger fra demonstrationsprojekterne bliver bredt kommunikeret.

 

Pernille Andersen                           / Karsten Biering Nielsen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at der frigives en anlægsbevilling på 1,49 mio. kr. til demonstrationsprojektet Fortvænget. Anlægsbevillingen frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg i 2018 jf. Økonomiafsnittet,
  2. at der frigives en anlægsbevilling på 2,88 mio. kr. til demonstrationsprojektet i Henriksgården. Anlægsbevillingen frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg i 2018 jf. Økonomiafsnittet.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 19. marts 2018

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Beslutning

Dagsordenspunkt 17: Demonstrationsprojekter om energioptimering af almene boliger (2018-0062131)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 10. april 2018

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top