Mødedato: 02.02.2017, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Godkendelse af kvalitetsstandard "Ældre i København 2017"

Se alle bilag
Københavns Kommunes serviceniveau på ældreområdet beskrives i den borgerrettede kvalitetsstandard "Ældre i København 2017". Sundheds- og Omsorgsudvalget forelægges kvalitetsstandarden én gang årligt til godkendelse, og kvalitetsstandarden videresendes til Borgerrepræsentationens godkendelse.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at godkende de borgerrettede kvalitetsstandarder "Ældre i København 2017" (bilag 1.).

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Sundheds- og Omsorgsudvalgets budgetramme.

(Sundheds- og Omsorgsudvalget)

Problemstilling

Serviceniveauet udmøntes i Sundheds- og Omsorgsforvaltningens kvalitetsstandandard "Ældre i København", der er målrettet borgerne og giver et overblik over de forskellige tilbud til ældre, såvel visiterede som ikke-visiterede.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningens kvalitetsstandarder fremlægges årligt til udvalgets godkendelse.

Løsning

Ældre i København 2017
De borgerrettede kvalitetsstandarder i "Ældre i København 2017" giver et overblik over kommunens samlede tilbud til ældre, både tilbud, som henvender sig til alle ældre og tilbud til særlige målgrupper. Borgeren kan desuden læse, hvordan man søger om de forskellige tilbud, se sagsbehandlingstider og klagemuligheder, læse om egenbetaling og takster samt muligheder for valg af leverandør.

Udover sproglige korrektioner og præciseringer samt mindre opdateringer er der sket følgende mere indholdsmæssige ændringer i forhold til sidste års version af "Ældre i København":

1. På baggrund af etableringen af sundhedshusene er de tidligere afsnit ”Træning og Sundhedstilbud” slået sammen til et fælles afsnit, ”Sundhed og Genoptræning”, som er opdateret med aktuelle tilbud, adresser mm. Der er endvidere tilføjet et afsnit om tilbud til hjerneskaderamte.
2. Afsnittet ”Tilbud i samarbejde med foreninger og organisationer” er opdateret, og afsnittet om ældreklubberne er tilføjet (flyttet fra afsnittet om aktivitetstilbud).
3. Indledningen til afsnittene ”Praktisk hjælp og støtte” og ”Personlig hjælp og støtte” er forkortet, og der er begge steder tilføjet et nyt afsnit, som kort beskriver udrednings- og
rehabiliteringsforløbene.
4. I afsnittet ”Rengøring” er tidsrummet for rengøring fjernet, da der er indført valgfrihed for tidspunkt for rengøring, som følge af Københavns Kommunes Værdighedspolitik.
5. I afsnittet ”Klippekort” er tidsrummet for anvendelse af klippekortet slettet og målgruppen for tilbuddet er udvidet til borgere, der får let personlig pleje, som følge af Københavns
Kommunes Værdighedspolitik.
6. Der er tilføjet et nyt afsnit, ”Tilbud og støtte til pårørende”.
7. I afsnittet ”Sådan er sagsbehandlingstiderne” er udrednings- og rehabiliteringsforløbene, vedligeholdelsestræning samt afløsning og aflastning tilføjet i oversigten.

Derudover er "Ældre i København 2017" opdateret med nye billeder. 

Forvaltningen tager forbehoId for, at "Ældre i København", inden kataloget bliver trykt, vil gennemgå mindre layouttilpasninger, enkelte billeder kan blive udskiftet eller tilføjet, takster og sidehenvisninger vil blive endeligt opdateret, og der udføres en endelig korrektur.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningen har i forbindelse med revision af forvaltningernes kvalitetsstandarder, "Ældre i København 2017" og "Hjælp i Hverdagen 2017", samarbejdet for at sikre, at katalogerne fortsat er harmoniseret i det omfang, det er fagligt meningsfyldt i forhold til forvaltningernes målgrupper.

Høring over Ældre i København 2017
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningen har sendt kvalitetsstandarderne "Ældre i København 2017" og "Hjælp i hverdagen 2017" i fælles høring hos Københavns Kommunes Ældreråd, Ældre Sagen og kommunens private leverandører.

Både Ældrerådet og Ældre Sagen udtrykker stor ros og tilfredshed med kataloget, som de finder oplysende, forståeligt, overskueligt og et godt informationsgrundlag for de ældre i København. (Se bilag 3) 

For uddybende beskrivelse af høringssvar til "Ældre i København" og forvaltningens vurdering heraf, se bilag 2.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt udvalget følger indstillingen, sendes "Ældre i København 2017" til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen til godkendelse. Efter Borgerrepræsentationens godkendelse af kvalitetsstandarderne færdiggøres standardernes layout med henblik på tryk, offentliggørelse og distribution.

 

Lars Gregersen                                      /Helle Schnedler 

Oversigt over politisk behandling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler at godkende de borgerrettede kvalitetsstandarder "Ældre i København 2017" (Bilag 1.).

 

Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 8. december 2016

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Et samlet udvalg afgav følgende protokolbemærkning:

”Forvaltningen skal have fokus på, om de eksisterende pixie-udgaver på andre sprog end dansk er tilstrækkelige eller om der er behov for en udvidelse”.

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Sundheds- og Omsorgsudvalgets budgetramme.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 10. januar 2017

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 2. februar 2017

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top