Mødedato: 07.12.2015, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Beskæftigelsesplan 2016-2020

Se alle bilag

Beskæftigelsesplanen er lovgivningsmæssigt besluttet. Den udarbejdes hvert år og skal godkendes af BIU senest 31. december 2015.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender Beskæftigelsesplan 2016-2020.

Problemstilling

Lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. § 4 pålægger kommunerne årligt at vedtage en beskæftigelsesplan for det kommende års beskæftigelsesindsats.

Løsning

Der har tidligere været en række formkrav til beskæftigelsesplanen, men det er nu op til kommunen at bestemme udformningen, ligesom det er muligt at lave planen med et flerårigt sigte, så længe den opdateres årligt.

Dette udkast til beskæftigelsesplan for Jobcenter København er struktureret omkring målene i strategien Vision 2020: Vækst gennem job og uddannelse, der beskriver en række mål, jobcentret skal have nået i år 2020. Derfor har planen sigte på 2016-2020, men vil årligt blive opdateret med status på nye indsatser og på hvordan København klarer sig i forhold til målene.

Beskæftigelsesplanen beskriver:

  • Indsatsen for dagpengemodtagere med udgangspunkt i det politisk vedtagne samtalekoncept fra 2015
  • Indsatsen for jobparate kontanthjælpsmodtagere
  • Ungeindsatsen, der bygger på Ungeaftalen fra 2015
  • Indsatsen for sygemeldte, der bygger på den politiske aftale fra 2014
  • Indsatsen for udsatte ledige, der tager udgangspunkt i Aftale om udsatte borgere fra 2015

Beskæftigelsesministeren har ligesom tidligere år udmeldt mål for beskæftigelsesindsatsen i 2016, men kommunerne har ikke længere pligt til at efterleve eller opstille kvantitative niveauer for målene. I udkastet til Beskæftigelsesplan 2016-2020 beskrives det alligevel, hvordan Jobcenter København arbejder for at understøtte ministermålene.

Ministermålene for 2016 er, at:

  • Flere unge skal have en uddannelse
  • Borgere i udkanten af arbejdsmarkedet skal tættere på eller ind på arbejdsmarkedet bl.a. gennem en styrket tværfaglig indsats
  • Langtidsledigheden skal bekæmpes
  • Indsatsen for bedre match mellem arbejdsløse og virksomheder skal styrkes

Desuden inkluderer planen resultatstatus fra 2014, fordi der som grundlag for udarbejdelsen af beskæftigelsesplanen ifølge loven skal indgå en resultatrevision, som viser resultater og effekter af beskæftigelsesindsatsen i jobcenteret i det forudgående år.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis indstillingen godkendes af Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vil den blive sendt til Det Regionale Arbejdsmarkedsråd for Hovedstaden til orientering.

Birgitte Hansen     /     Jacob Zeberg Eberholst

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.

Enhedslisten, Socialdemokraterne og SF afgav følgende protokolbemærkning:

"Enhedslisten, Socialdemokraterne og SF mener, at fokus i indsatsen for dagpengemodtagerne og jobparate bør være at få de arbejdsløse i ordinært arbejde. Partierne mener således, at jobcentrets hovedfokus bør være på formidling af ordinære job og ikke på at få de arbejdsløse i praktikker og offentlige løntilskud, når de er jobparate eller dagpengemodtagere. For dagpengemodtagerne mener partierne, at fokus bør centreres omkring, at de arbejdsløse kommer til at genoptjene dagpengeretten inden den udløber." 

Til top