Mødedato: 25.06.2015, kl. 18:30
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

Høring: Strategi for bynatur i København 2015-2025

Vanløse lokaludvalg skal drøfte og træffe beslutning om at afgive høringssvar til 'Strategi for Bynatur i København 2015-2025'.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller:

1: At Vanløse lokaludvalg drøfter og træffer beslutning om at afgive høringssvar til 'Strategi for Bynatur i København 2015-2025'.
2: At der nedsættes en arbejdsgruppe der udarbejder et høringssvar der fremlægges lokaludvalget på næste ordinære møde.

Problemstilling

Ifølge prognoserne vil Københavns befolkningstal vokse med mere end 100.000 borgere frem mod år 2025. Det betyder at vi bliver flere københavnere og byen bliver tættere. Men København skal stadig være en grøn by med et stort udbud af parker og naturområder, gadetræer, grønne gårdhaver og rige naturoplevelser for Københavnerne. Derfor har Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejdet en strategi for Bynatur i København. Med strategien ønskes det, at der skabes de bedste rammer for, at København bliver en endnu grønnere by – også selv om byen bliver tættere og vi bliver flere københavnere. 

 Strategien skal sikre, at der kommer flere træer langs gaderne, flere grønne gårdhaver og mere bynatur på byens tage. Der, hvor bynaturen allerede findes, skal den plejes og forstærkes, så de naturoplevelser, som københav­nerne efterspørger, forstærkes. Bynatur skal i denne sammenhæng forstås som et samlet begreb, der dækker over alle byens naturområder, parker, kirkegårde, grønne byrum, grønne gader, søer og vandløb samt alle de dyr og vækster som lever i byen.

Strategien er bygget op omkring fire temaer. Hvert tema indeholder et politisk pejlemærke, to mål og en række konkrete handlingsorienterede indsatser som Københavns Kommune skal igangsætte frem mod år 2025. Strategien fastlægger således konkrete effekter, mål, indsatser og rammer, der er nødvendige for at opnå visionen om at skabe mere bynatur i København.

Temaer:

Bynatur i byudviklingen:

Dette tema omfatter alle de arealer, som er udlagt til byudviklingsområder i Københavns Kommunes kommuneplan 2015. Arealmæssigt udgør byudviklingsområderne ca. 6 % af byens samlede areal.

Bynatur på Kommunal areal:
Dette tema omfatter alle de arealer i København, som ejes af Københavns Kommune eksklusiv de kommunale grønne områder. Det omfatter alt fra børnehaver, skoler, plejehjem, kommunale veje og pladser til kontorbygninger og mandskabsbygninger. Københavns Kommunes arealer omfatter ca. 18 % af byens samlede areal.

Bynatur på ikke-kommunal areal:
Dette tema omfatter alle de arealer i København, som ikke ejes af Københavns Kommune. De ikke-kommunale arealer omfatter f.eks. almennyttige boliger, private villaer, andelsboligforeninger, statens arealer, virksomheder m.m. De ikke-kommunale arealer udgør ca. 57 % af byens samlede areal. 

Bynatur på Kommunale grønne områder:
Dette tema omfatter alle Københavns Kommunes grønne områder, herunder parker, naturområder, kirkegårde, strande og grønne byrum samt de søer og vandløb som ligger i de pågældende områder. De kommunale grønne områder udgør ca. 17 % af byens samlede areal.

Strategi for bynatur i København er i høring indtil d. 28. august 2015.
Du kan finde Strategien på www.blivhoert.kk.dk - ønsker du et trykt eksemplarer, kan det afhentes på kontoret efter aftale med sekretariatet.

Løsning

Lokaludvalget drøfter og træffer beslutning om at afgive høringssvar til 'Strategi for bynatur 2015-2025'. Såfremt lokaludvalget ønsker at afgive høringssvar nedsættes en arbejdsgruppe til at udarbejde et høringssvar, som forelægges lokaludvalget ved næste ordinære møde d. 20. august 2015.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse lokaludvalg.
/Bent Christensen

Beslutning

Vanløse lokaludvalg besluttede ikke at afgive høringssvar til 'Strategi for Bynatur i København 2015-2025'.
Til top