Mødedato: 18.09.2014, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Forespørgsel til socialborgmesteren om institutionen MultifunC

Se alle bilag

Indstilling og beslutning

Socialborgmesteren bedes redegøre for følgende:

  • Hvad er årsagen til, at det er lykkedes unge på institutionen MultifunC at flygte 324 gange på en periode på syv måneder?
  • Finder borgmesteren, at udgiften på 9.612 kr. pr. døgn pr. anbragt på institutionen står mål med resultaterne?
  • Findes der andre institutioner i Københavns Kommune med tilsvarende problemer?
  • Hvad vil borgmesteren foretage sig for at sikre at de unge, som er anbragt på institutionen og dermed under kommunens opsyn, ikke fortsætter med at begå kriminalitet?
  • Hvilke overvejelser gør forvaltningen sig i forhold til placeringen af de delvist lukkede pladser på institutioner for kriminalitetstruede unge, som Borgerrepræsentationen allerede i Budget 2013 afsatte penge til?
  • Hvor mange udeblivelser skal en enkelt beboer på MultifunC have, for at ledelsen overvejer, om tilbuddet er det rigtige til den pågældende? Har forvaltningen gjort sig tanker om, at hvis den pågældende beboer har X antal udeblivelser, så må placeringen og udbyttet på MultifunC for den pågældende genovervejes?
  • Samarbejder eller udveksler Socialforvaltningen erfaringer med MultifunC i Aarhus?

(Stillet af Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Venstre og Det Konservative Folkeparti)

MOTIVERING
Institutionen MultifunC blev kendt i offentligheden, da unge derfra i juli måned overfaldt tidligere folketingspolitiker Naser Khaders datter, mens de var stukket af fra institutionen. Efterfølgende er det kommet frem i medierne, at unge fra institutionen er stukket af 324 gange på syv måneder. Forespørgselsstillerne finder det uacceptabelt, at borgere i København udsættes for grov kriminalitet af unge, som burde være under kommunens opsyn. Derfor ønskes der redegjort for, hvordan borgmesteren vil rette op på forholdene på den pågældende institution samt om der er andre institutioner med tilsvarende problemer.

Overordnet anerkender vi, at de offentlige myndigheder er på rette vej i forhold til ungdomskriminaliteten. For statistikken viser, at ungdomskriminaliteten i Danmark faktisk falder, uanset om den kriminelle lavalder er 14 eller 15. Det er glædeligt.

Men konkret mener vi som nævnt, at der kan stilles spørgsmålstegn ved, om MultifunC på Amager fungerer optimalt og efter hensigten. Det seneste notat af 2/9 2014 fra Socialforvaltningen viser nemlig, at det har været meget komplekst at implementere MultifunC programmet end andre evidensbaserede programmer. Hertil kommer de omtalte 324 udeblivelser. Det er meget trist.

Om der er årsagssammenhæng mellem de store udsving på MultifunC og sommerens voldsepisoder på Amager er ikke entydigt. Men vi synes, det er rimeligt, at voldssagerne på Amager i relation til MultifunC får konsekvenser for institutionen. Vi mener, at MultifunC på Amager bør omdannes, så den kommer til at ligne MultifunCs søsterinstitution ved Viby i Aarhus, som er en delvist lukket institution med mulighed for at spærre de unge inde.

Socialforvaltningen har søgt Socialtilsynet og fået tilladelse til at oprette delvist lukkede pladser på institutioner for kriminalitetstruede unge. BR afsatte i Budget 2013 1 mio. kr. til disse pladser, hvoraf der er ½ mio.kr. tilbage. Det er p.t. uvist hvor pladserne kommer til at være. Vi mener i høj grad, at der er behov for at disse pladser netop lægges på MultifunC. For som politikere må vi reagere på de 324 udeblivelser. Det er et signal om, at der er noget, som ikke fungerer. For når de unge gentagne gange forlader institutionen uden aftale, er det en oplagt konklusion, at han eller hun ikke får tilstrækkeligt udbytte af at være på institutionen, som den er indrettet i dag. Og her tror vi, at det vil hjælpe, hvis MultifunC får mulighed for at lukke døren for de unge og forhindre dem i at gå. Vi mener nemlig ikke, at der er nok konsekvens i, at personalet går efter de unge, der forlader/rømmer institutionen og beder de unge om at komme tilbage.

Herudover mener vi, at det er relevant, at ledelsen genovervejer en beboers placering, hvis den pågældende har mange udeblivelser. Da vi som nævnt ser udeblivelserne som et tegn på, at beboeren ikke får udbytte af at være på institutionen.

Der er endnu ikke nogen samlede evalueringer af MultifunC i Danmark, derfor er det interessant at vide om Socialforvaltningen har et samarbejde eller erfaringsudveksler med den omtalte søsterorganisation i Viby, Aarhus.

 

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 18. september 2014

 

Forespørgslen blev besvaret.

 

 

 

Til top