Mødedato: 22.01.2015, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Endelig vedtagelse af kommuneplantillæg for Tikøbgade

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal vedtage et forslag til kommuneplantillæg med henblik på bekendtgørelse. Tillægget ændrer en ramme til serviceerhverv til en ny ramme til boliger og serviceerhverv, så ejendommene Tikøbgade 5-9 kan anvendes til boliger. Borgerrepræsentationen vedtog den 18. september 2014 at sende forslag til kommuneplantillæg for "Tikøbgade" i offentlig høring.

Indstilling og beslutning

Indstilling om,

  1. at tillæg til Kommuneplan 2011 om "Tikøbgade" vedtages endeligt uden ændringer med henblik på bekendtgørelse.

(Økonomiudvalget)

Problemstilling

Finansiel Stabilitet og Domea ønsker en ændring af den gældende kommuneplanramme for Tikøbgade 5. Den almene boligorganisation Domea har indgået en betinget købsaftale med ejeren af Tikøbgade 5, Finansiel Stabilitet, da det ønskes at opføre et alment seniorbofællesskab på grunden.

Etableringen af et alment seniorbofællesskab er en udmøntning af beslutning i Overførselssagen 2012/2013, hvor der blev afsat 5,5 mio. kr. i grundkapital til etablering af et alment seniorbofællesskab.

Ejendommen ligger i dag i en kommuneplansramme til serviceerhverv (S2) i Kommuneplan 2011, der kun muliggør op til 25 % af ejendommens bebyggelse etableres som boliger.

Etablering af et alment seniorbofællesskab på grunden forudsætter således en ændring af kommuneplanens rammer, så et egentligt boligbyggeri muliggøres.

Borgerrepræsentationen vedtog at sende forslag til kommuneplantillæg for Tikøbgade i offentlig høring den 18. september 2014. Forslaget giver mulighed for en større boligandel, men fastholder de eksisterende bestemmelser for bygningshøjde og bebyggelsesgrad.

Løsning

Der indkom tre henvendelser i løbet af offentlighedsperioden fra den 22. september 2014 til den 22. november 2014. Henvendelserne er beskrevet med forvaltningens bemærkninger i bilag 2 og vist i bilag 3.

Henvendelserne omhandlede en fremtidig bygnings placering på grunden, mulige arkitektonisk udtryk samt samspillet med de visioner for byen, der er formuleret i Nørrebro Lokaludvalgs Bydelsplan fra 2013. Bydelsplanen citeres dels for en vision om, at der ikke bygges flere boliger på Nørrebro, dels et ønske om grønnere gader og en bevarelse af byens grønne områder.

Forvaltningens bemærkninger:

Arkitektonisk udtryk og bygningers placering reguleres ikke med tillæg til Kommuneplanen.

Københavns Kommune har brug for plads til mange nye københavnere, hvorfor både byggegrunde i den eksisterende by og i byudviklingsområderne udvikles. Nørrebro er en attraktiv bydel, hvor mange gerne vil bo og hvor udviklingen understøttes af investering i ny metroforbindelse. 

Bebygges området med boliger, vil det medføre et større friareal, end der er krav på ved fuld bebyggelse efter den gældende kommuneplanramme. Rammeændringen sikrer således det grønne ved en udvikling af grunden, på minimum samme niveau som kravet er i dag.

Forvaltningens konklusion:

På denne baggrund foreslår Økonomiforvaltningen, at kommuneplantillægget vedtages endeligt uden ændringer.

Økonomi

Kommuneplantillægget vurderes ikke at få økonomiske konsekvenser for kommunen.


Mikkel Hemmingsen                           /Anne Skovbro

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at tillæg til Kommuneplan 2011 om "Tikøbgade" vedtages endeligt uden ændringer med henblik på bekendtgørelse.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 13. januar 2015

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 22. januar 2015

 

Indstillingen blev med det tekniske ændringsforslag godkendt uden afstemning.

 

 

 

Til top