3. Høring om afgrænsning af miljøkonsekvensrapport for Valby Skybrudstunnel (2021-0005919)

Sagsfremstilling

Indstilling

Formanden indstiller, 

1) at Valby Lokaludvalg drøfter afgrænsning af Miljøkonsekvensrapport for Valby Skybrudstunnel. 

2) at Valby Lokaludvalg bemyndiger formandskabet til at udarbejde høringssvar efter borgermøde d. 18. januar. 

Problemstilling

HOFOR har sendt afgrænsningen af miljøkonsekvensrapport for Valby Skybrudstunnel i høring. Høringsfristen er d. 24. januar. 

Valby Skybrudstunnel skal bortlede vand fra Valby og Frederiksberg Vest og således være med til at sikre disse områder mod oversvømmelser i forbindelse med skybrud.

Udover den egentlige skybrudsfunktion skal tunnelen bruges som bassin til opmagasinering af overløbsvand fra Gåsebækkloakken. Det forventes, at det vil mindske antallet af de gange, der er overløb fra kloakken til Kalvebodløbet, fra 4-5 årligt nu til mindre end én gang om året. Det vil gøre vandmiljøet i Kalvebodløbet og altså ved stranden i Valbyparken bedre. 

Valby Skybrudstunnel skal anlægges mellem Høffdingsvej/Ramsingsvej, hvor F. L. Smidth har til huse, og Enghave Kanal ved haveforeningen Musikbyen dybt nede i kalken under det gamle grønttorv, Valby Idrætspark og Valbyparken.  

Inden anlæg og drift af Valby Skybrudsprojekt skal der gennemføres en miljøkonsekvensvurdering (VVM) af projektet iht. miljøvurderingsloven. Det betyder, at bygherrene HOFOR og Frederiksberg Forsyning skal udarbejde en miljøkonsekvensrapport for dette projekt. Miljøkonsekvensrapporten skal beskrive og vurdere projektets sandsynlige, væsentlige indvirkning på miljøet i bred forstand, dvs. på befolkningen og menneskers sundhed, den biologiske mangfoldighed, jordarealer, jordbund, vand, luft og klima, materielle goder, kulturarv og landskab.

Af høringsfolder og afgrænsningsnotat fremgår det hvilke miljøforhold der undersøges i den kommende miljøkonsekvensrapport for dette projekt.

Se høringsmaterialet på Bliv Hørt

En kort beskrivelse og kortmateriale er vedlagt som bilag

Løsning

Da høringen først er kommet d. 4. januar er sagen ikke behandlet i forvejen. 

Formand Michael Fjeldsøe foreslår at disse punkter indgår i et høringssvar: 

'Lokaludvalget lægger meget stor vægt på, at der fortsat arbejdes med realiseringen af gang- og cykelforbindelsen til Ramsingsvej/Høffdingsvej, der binder Grønttorvet sammen med det centrale Valby og forhindrer, at området ender som en isoleret boligø. Den øgede boligandel styrker kun dette behov.

I forbindelse med den tunge trafik til og fra arbejdspladserne ser vi det som vigtigt for trafiksikkerheden, ikke mindst for cyklister og gående, at der fastlægge obligatoriske køreruter for tung trafik. Byggepladserne ligger i tilknytning til skoler på Høffdingsvej og tæt befærdede cykelstier ved udkørsel. For arbejdspladsen 

- ved Høffdingsvej/Ramsingsvej bør al tung trafik ske ad Ramsingsvej

- ved Grønttorvet bør al tung trafik ske ad Torveporten

- ved Blushøjvej bør al tung trafik ske til og fra Ellebjergvej

Desuden er det vigtigt, at der ved alle arbejdspladser, hvor der i dag er cykel- og gangforbindelse, opretholdes en sikker forbindelse. Det gælder stien ved Høffdingsvej/Ramsingsvejs forbindelse til Ny Ellebjerg, og også stien langs Øresundsbanen ved Valbyparken.'

Lokaludvalget opfordres til at komme med input til høringssvaret på lokaludavlgsmødet. 

 

Videre proces

Efter høringensfristens udløb vil HOFOR udarbejde Miljøkonsekvensrapport, der herefter sendes i offentlig høring. Godkendelsen af rapporten forventes at finde sted ultimo 2022. 

Beslutning

ad. 1) Udover de punkter, der var nævnt i indstillingen blev det bemærket, at LU skal bede om tvungne køreruter, evt. med tidspunkter friholdt for kørsel, der hvor der er skoler i nærheden. 

ad. 2) Indstillingen blev godkendt