Mødedato: 09.10.2014, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Forespørgsel til Børne- og Ungdomsborgmesteren om forberedt undervisning

Indstilling og beslutning

Borgmester Pia Allerslev bedes redegøre for, hvorledes Børne- og Ungdomsforvaltningen vil sikre, at alle elever modtager velforberedt undervisning af høj kvalitet, når vi ikke i kommunen har en øvre grænse for, hvor mange lektioner en lærer må undervise inden for sin arbejdstid?

(Stillet af Enhedslisten)

MOTIVERING

Med implementeringen af Folkeskolereformen og Lov 409 om lærernes arbejdstid er det nu op til den enkelte skoleleder at beslutte, hvor stor en andel af sin arbejdstid den enkelte lærer skal undervise, og dermed også hvor meget hun eller han skal bruge på forberedelse.

Dette ledelsesmæssige skøn har i indeværende skoleår betydet, at mere end en fjerdedel af den københavnske folkeskoles lærere er skemalagt med 26 eller flere lektioner ugentlig (eller hvad der svarer til 26 lektioner af 45 minutter om ugen), som det fremgår af et svar på politikerspørgsmål fra Børne- og Ungdomsforvaltningen den 5. september 2014.

Enhedslisten frygter, at den manglende overgrænse for omfanget af den enkelte lærers undervisningstid forringer undervisningen. God undervisning er mere sandsynlig, når læreren har tid til på forhånd at planlægge hver enkelt lektion fagligt og pædagogisk. Som det fremgår af de værnsregler, Børne- og Ungdomsforvaltningen har aftalt med de københavnske læreres fagforening, er der ”en grænse for, hvor mange undervisningstimer den enkelte lærer kan påtage sig.”

Men denne fælles forståelse af, at der er en grænse, har endnu ikke ledt til en nærmere fastlæggelse af denne grænse.

Spørgsmålets udgangspunkt er således en bekymring for, om vi fra politisk hold gør nok for at sikre, at alle elever får den velforberedte og kvalitetsfyldte undervisning, som de har krav på.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 9. oktober 2014

 

Forespørgslen blev besvaret.

 

 

 

Til top