Mødedato: 26.05.2014, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Drøftelse af afmelding af planer, politikker og strategier

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal drøfte planer, politikker og strategier, med henblik på bidrag til en senere indstilling om reduktion i antallet af planer, politikker og strategier. Det sker på baggrund af budgetaftalen 2014, hvor alle forvaltninger blev pålagt at arbejde med forenkling og afmelding af planer, politikker og strategier.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller,

  1. at Teknik- og Miljøudvalget drøfter oversigterne over planer, politikker og strategier, som forvaltningen foreslår bibeholdt og afmeldt.

Problemstilling

I Budgetaftalen 2014 blev Økonomiforvaltningen, med inddragelse af de øvrige forvaltninger, pålagt at fremlægge en plan for forenkling og afmelding af kommunens over 200 politisk vedtagne planer, politikker, og strategier. Dette arbejde forelægges nu alle fagudvalg, herunder Teknik- og Miljøudvalget, og skal endeligt besluttes i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen efter sommerferien.

På Teknik- og Miljøudvalgets seminar d. 20.-21. januar blev der bedt om en drøftelse af de planer, politikker og strategier, som forvaltningen foreslår bibeholdt som politiske styringsredskaber, jf. bilag 2.

Løsning

Formålet med denne indstilling er at få en drøftelse af de planer, politikker og strategier, som forvaltningen foreslår bibeholdt og afmeldt. Drøftelsen skal give input til udarbejdelse af en indstilling til afmelding af planer, politikker og strategier på udvalgsmødet d. 16. juni.

Formålet med forenklingen og afmeldingen af planer, politikker og strategier er at fokusere den politiske beslutningsproces, at styrke den decentrale leders overblik og handlerum, samt at gøre det nemmere for omverden at få overblik over forvaltningens planer, politikker og strategier. Arbejdet med forenkling og afmelding af planer, politikker og strategier skal ses som første led i en længere proces, der har til formål at fokusere og prioritere forvaltningens politiske indsatser.  Hidtil har Teknik- og Miljøforvaltningen ikke skelnet mellem politiske styringsredskaber og retningslinjer/administrationsgrundslag og listen over planer, politikker og strategier rummer alt fra fx Københavns Kommunes Arkitekturpolitik til konkrete retningslinjer for facader og skilte i København. Udvalget har således i princippet skullet følge op på en lang række planer mv., som i realiteten har fungeret som forvaltningens retningslinjer og administrationsgrundlag. 

Fremadrettet vil forvaltningen skelne mellem politiske styringsredskaber og administrationsgrundlag. Et politisk styringsredskab skal forstås som en plan, politik eller strategi, der indeholder politiske mål, som der løbende følges op på, mens et administrationsgrundlag skal forstås som den konkrete udmøntning af, hvordan forvaltningen agerer på et bestemt område. F.eks. vil Københavns Kommunes Cykelstrategi – Fra god til verdens bedste (2011-2025) fortsat fungere som et politisk styringsredskab, mens fx Cykelstiprioriteringsplanen (2006-2016) vil fungere som forvaltningens administrationsgrundlag. En klar skelnen mellem politiske styringsredskaber og administrationsgrundlag vil styrke det politiske overblik og sikre, at der bliver fulgt op på de politiske målsætninger.

Forslaget til forenkling består i en afmelding af de planer, politikker og strategier, der ikke længere er relevante som politiske styringsredskaber. Dvs. planer mv. som enten er udløbet, har mistet deres aktualitet på det politiske niveau eller som udelukkende fungerer som administrationsgrundlag for forvaltningen. De planer, politikker og strategier, som overgår til administrationsgrundlag vil fortsat sætte rammerne for forvaltningens administration, men vil ikke fungere som politiske styringsredskaber.

Derudover er det intentionen at sammentænke flere planer, politikker og strategier. Forvaltningen forventer fx i forbindelse med beslutningsindstillingen den 16. juni 2014 at anbefale, at alle planer, politikker og strategier, der omhandler grønne områder samles i en ny strategi for et grønnere København, der på sigt skal afløse beslutningen ”Et grønt København”.

Definitioner og kriterier
Teknik- og Miljøforvaltningen har gennemgået forvaltningens i alt 105 planer, politikker og strategier og vurderet, hvorvidt de skal afmeldes eller bibeholdes ud fra nedenstående kriterier:

a)      Planen, politikken eller strategien kan fjernes/annulleres. Det kan ske, hvis planen, politikken eller strategien er udløbet, forældet, ikke er politisk aktuel mere eller er blevet erstattet af en ny plan, politik eller strategi, fx Trafiksikkerhedsplan 2007-2012.

b)      Planen, politikken eller strategien kan indarbejdes i eller sammentænkes med andre planer, politikker og strategier. F.eks. ”Lommeparker, træer og andet grønt”, der anbefales indarbejdet i en ny strategi for et grønnere København.

c)       Planen, politikken eller strategien kan overgå fra at være en plan, politik eller strategi til at være et administrationsgrundlag (retningslinjer) for forvaltningen. Det kan ske hvis, planen, politikken eller strategien allerede fungerer som et administrationsgrundlag for forvaltningen, eller hvis der ikke sker en systematisk politisk afrapportering af planen, politikken eller strategien. Fx de lokale Trafik- og Byrumsplaner.

Ud fra disse kriterier har Teknik- og Miljøforvaltningen vurderet, at de 53 planer, politikker og strategier, som fremgår af bilag 1, kan afmeldes, da de ikke længere fungerer som politiske styringsredskaber. På samme baggrund foreslår forvaltningen, at de 32 planer, politikker og strategier som fremgår af bilag 2 beholdes som politiske styringsredskaber. Bilag 3 indeholder en liste over de boligsociale helhedsplaner. Da de boligsociale helhedsplaner administreres af boligselskaberne, figurerer de ikke på Teknik- og Miljøforvaltningens liste over planer, politikker og strategier, og der skal ikke tages stilling til afmeldelse.

Økonomi

Indstillingen har ingen direkte økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Teknik- og Miljøforvaltningen vil drøfte sagen og forslagene til afmeldinger med lokaludvalgene ultimo maj måned.

Teknik- og Miljøudvalget forelægges forvaltningens forslag til afmeldinger af planer, politikker og strategier d. 16. juni 2014. Alle fagudvalgenes forslag forelægges herefter på Økonomiudvalgets budgetseminar d. 19.-20. august, og skal herefter endeligt besluttes i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentation.

Som et led i arbejdet med forenkling af planer, politikker og strategier vil Teknik- og Miljøforvaltningen arbejde videre med at skabe en fælles terminologi, der fremadrettet skal danne grundlag for forvaltningens planer, politikker og strategier. I starten af nye valgperioder vil forvaltningen lave en vurdering af behov for afmelding af gældende planer, politikker og strategier.

Flere af forvaltningens planer, politikker og strategier udløber i 2015, fx Miljømetropolen og Metropol for Mennesker. Fremadrettet vil planer, politikker og strategier, der udløber, automatisk blive afmeldt eller erstattet af en afløser for den pågældende plan. Forvaltningen vil fremadrettet sikre, at nye planer, politikker og strategier har en udløbsdato.

Det er forvaltningens intension, at forenklingen af planer, politikker og strategier skal danne grundlag Teknik- og Miljøforvaltningens arbejde med en ny vision for udviklingen af København.  

         
             Pernille Andersen
                                                                 /Simon Kjær Hansen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 26. maj 2014

Indstillingen blev drøftet.

Til top