Valby Skole udvider ledelsesteamet med en ny afdelingsleder

Søg jobbet

Ledelse
Fuldtid
Fastansættelse

Valby Skole søger pr. 1. august 2026 en dynamisk og udviklingsorienteret afdelingsleder med interesse for dataunderstøttet skoleudvikling.

Københavns Kommune har opprioriteret ledelse i deres strategi om stærke mangfoldige børnefællesskaber, hvorfor vi søger en ny kollega til vores ledelsesteam.

Valby Skole er en velfungerende skole midt i Valby med 650 elever 80 ansatte. Skolen er tresporet med KKFO, som vi har et godt og tæt samarbejde med. Vi er afdelingsopdelt med tre afdelinger. Vores skoledistrikt afspejler fint det gode lokalsamfund midt i Valby.

Vi har en dygtig og godt samarbejdende personalegruppe, en engageret forældregruppe, et godt samarbejde med skolebestyrelsen og sidst, men ikke mindst en masse læreivrige børn og unge, som hver dag gør deres bedste for at lære så meget som muligt og bidrage til vores skolefællesskab.

Vi er en skole, der arbejder ud fra et ressourceorienteret børnesyn, hvor vi har fokus på det, der virker omkring barnet, da vi ved, at det er herfra, man kan udvikle sig. Vi er solidt forankret i Louise Klinges forskning, og arbejder kontinuerligt med at skabe gode læringsmiljøer.

Skolens ledelsesteam har de sidse år været igennem en efteruddannelse, hvor fokus har været at understøtte skoleudvikling med brug af data.

Det er ledelsens opgave at sætte retning, og sammen med personalet udvikle den skolemæssige ramme, som motiverer eleverne, så de kan udnytte deres fulde intellektuelle potentiale på trods af social arv. Skolen skal samtidig sikre, at eleverne er en ligeværdig del af et givende fællesskab, hvor de kan danne positive selvbilleder og udvikle sig som mennesker. Det er en krævende opgave og et stort ansvar, men også utrolig spændende, berigende og udviklende. 

Du skal kunne se dig på en skole, der ikke går på kompromis med at skabe et godt og trygt børneliv med gode og sunde fællesskaber og rig mulighed for læring og udvikling.

Du skal være stærk teoretisk funderet, systemisk, didaktisk, praktisk og være dygtig til og interesseret i et tæt samarbejdende ledelsesteam. Du skal have en ledelsesuddannelse på diplomniveau eller være indstillet på at efteruddanne dig.

Du skal være i stand til at sondre mellem det pædagogiske, det administrative og det medmenneskelige felt i lederskabet – og samtidig være systematisk, struktureret og anerkendende i det daglige arbejde og samarbejde med ledelse, personale, elever og forældre.

Vi er en afdelingsopdelt skole med tre afdelinger. Vi søger en afdelingsleder til grundtrinnet, hvilket betyder, at vi er åbne overfor interesserede kandidater til både indskoling og mellemtrin. Vores ledelsesteam består af tre afdelingsledere, en KKFO-leder og en skoleleder. Vi har en hyggelig og uformel tone mellem os, men har i høj grad næsen i sporet i forhold til hverdagens mange arbejdsopgaver.

Vi søger en afdelingsleder, der ligesom resten af ledelsen ikke kan lade være med at tænke på, hvordan skolen bliver bedre i morgen.  

Du skal kunne

  • motivere, vejlede og sætte retning
  • delegere og reflektere
  • efterleve politiske mål, og oversætte dem så de giver mening i hverdagen på skolen
  • kommunikere tydeligt og anerkendende både i skrift og tale
  • være fleksibel og omstillingsparat
  • balancere det at være en synlig leder og som står til rådighed overfor det at kunne nå de driftsmæssige opgaver
  • skabe forståelse for andres perspektiver, så nye fælles forståelser kan blive skabt
  • mødelede og konkludere, så der bliver sat gang i de rigtige processer på tværs af forvaltninger
  • balancere hensynet til den enkelte medarbejder overfor ansvaret for fællesskabet og skolens drift
  • holde fast i værdier og retning, også når det ikke er den letteste vej
  • mestre IT på et højt niveau

Vi tilbyder dig

  • en lokalt forankret skole med et ambitiøst ledelsesteam
  • en dedikeret og positiv personalegruppe
  • en engageret og konstruktiv forældregruppe
  • stor indflydelse på skolens videre udvikling
  • et godt fællesskab omkring opgaveløsningen

Ansættelsesvilkår
Stillingen er på fuld tid og løn gives efter gældende overenskomst og forhåndsaftaler for Københavns Kommune.

I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest samt referencer.

Tiltrædelse 3. august 2026.

Yderligere information
Du er velkommen til at
 kontakte skoleleder Lise Andersen på 21 54 78 28.

Du kan også indhente oplysninger på skolens hjemmeside og orientere dig i Københavns Kommunes skoleledelsesprofil. 

Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.

Søg via linket senest fredag den 12. juni 2026
Første samtalerunde afholdes den 18. juni fra kl. 15.00 og anden samtalerunde den 22. juni fra kl. 16.00.