Studentermedhjælper til Borgercenter Børn og Unge Valby-Vesterbro-Kgs. Enghave

Søg jobbet

Sagsbehandling
Deltid - alt under 37 timer
Studenterjob/fritidsjob

Vi søger en fleksibel og struktureret studentermedhjælper, som vil hjælpe med at binde indsatsen for de mest udsatte skolebørn sammen på tværs af familie- og skoleområdet.

Da vores dygtige studentermedhjælper afslutter sine studier, søger vi en ny studentermedhjælper til afdelingen Skoleliv i Borgercenter Børn og Unge – Valby, Vesterbro, Kgs. Enghave (BBU-VVK).

Om stillingen
Dine arbejdsopgaver vil først og fremmest bestå i rollen som sekretær for vores BEKU-udvalg, som træffer beslutning om bevilling af dagbehandling og fleksible støttetiltag på tværs af Socialforvaltningen (SOF) og Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF). Du vil her få et indgående indblik i det tværfaglige arbejde med skolebørns trivsel og de processer, dilemmaer, muligheder og udfordringer, som knytter sig til det.

Når ovenstående opgaver tillader det, vil du som de andre studentermedhjælpere understøtte børne- og ungerådgiverne i deres arbejde. Opgaverne kan her være mangeartede, og du vil få et bredt indblik i et børneområde med alsidige problemstillinger, hvor du både skal forvente at blive fagligt udfordret og få relevant studieerfaring indenfor socialt arbejde på myndighedsområdet med udsatte børn og unge.

Arbejdstiden er 10 timer ugentligt, hvoraf du skal deltage (digitalt) på de månedlige BEKU-møder den første og sidste fredag i måneden, mens resten af dine timer kan lægges fleksibelt efter aftale med den ansvarlige teamleder.

Om arbejdsopgaverne
I rollen som BEKU-sekretær vil dine opgaver bestå i at:

  • administrere BEKU-kalenderen, indkalde til BEKU-møderne, udsende påmindelser og dagsorden samt håndtere til- og afmeldinger
  • tage referat af drøftelserne på BEKU-møderne
  • vedligeholde en database med BEKU-udvalgets bevillinger

Som studentermedhjælper vil dine arbejdsopgaver herudover typisk bestå i at:

  • hjælpe med udarbejdelse af børnefaglige undersøgelser, handleplaner og opfølgninger
  • hjælpe med at skrive afgørelser
  • hjælpe med at lave udtalelser til diverse andre myndigheder, herunder særligt Familieretshuset
  • indhente udtalelser fra skole, daginstitutioner, læge, psykologer m.v.
  • deltage i møder med borgere og skrive referat af møder
  • behandle aktindsigter
  • varetage diverse øvrige administrative og ad hoc-opgaver

Om dig

  • du er typisk i gang med socialrådgiveruddannelsen og har gennemført praktikken på børneområdet
  • du har interesse for børneområdet og kan arbejde struktureret, selvstændigt og følge opgaven helt til dørs
  • du har gode mundtlige og skriftlige formidlingsevner, og du tør at bede om hjælp og sparring, hvor du har behov
  • du har kendskab til Office-pakken og er generelt fortrolig med IT. Vi arbejder i DUBU, så kendskab til DUBU vil være en fordel

Lidt om os
Borgercenter Børn og Unge Valby-Vesterbro-Kgs. Enghave (BBU-VVK) er en af fem områdeenheder i Borgercenter Børn og Unge.

Enheden består af ca. 180 medarbejdere. Vi er lokaliseret i en levende og aktiv bydel, og vi samarbejder bredt med institutioner, skoler, boligsociale helhedsplaner og frivillige aktører.

Vi er opdelt i fem afdelinger: Styrket modtagelse, Børneliv, Skoleliv, Ungeliv og Foranstaltning.

BBU-VVK er en organisation med høj faglighed, hvor vi vil hinanden, og hvor der både er grin og fokus på trivsel, læring og faglighed. Du vil således få gode muligheder for faglig og personlig udvikling.

Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår for studentermedhjælpere i VVK er i henhold til Københavns Kommunes regelsæt gældende for studerende beskæftiget med kontorarbejde. Det er en forudsætning, at du er aktiv studerende og kan dokumentere, at du er indskrevet ved en højere læreanstalt.

Stillingen er med ansættelse pr. den 1. januar 2025, men også gerne tidligere.

Yderligere oplysninger
Hvis du vil vide mere om stillingen kan du ringe til koordinerende rådgiver for BEKU-området, Kim Åberg på 30 45 47 60 eller afdelingsleder Sebastian Osterwald-Lenum på 40 38 51 31.

Søg via linket senest torsdag den 7. november 2024
Samtalerne forventes afholdt mandag den 11. november om eftermiddagen og tirsdag den 12. november om formiddagen.