Socialpædagogisk medarbejder til målrettet indsats med anbragte unge til Brorson – en del af Hybelinstitutionen

Søg jobbet

Pædagogik
Fuldtid
Fastansættelse

Vi søger en engageret kollega, der har lyst til at løfte den spændende opgave med anbragte unge sammen med os i et stærkt fagligt fællesskab.

Om lokalenheden Brorson
Lokalenhed Brorson består af en mindre døgnenhed for 8 unge, samt 14 selvstændige boliger i lokalområdet til unge med behov for anbringelse og mulighed for døgntilgængelighed.

Det betyder, at du som socialpædagog vil indgå i faste timer og pædagogiske opgaver i døgnenheden samt udgående pædagogisk arbejde med unge i selvstændig bolig. Stillingen stiller derfor krav til din evne til at, planlægge og agere selvstændigt og samtidig indgå i team og arbejde ud fra fælles pædagogiske strategier og mål.

Brorson er en del af Hybelinstitutionen, der er Københavns Kommunes største anbringelsesinstitution. Vi er en del af et socialpædagogisk tilbud til ca. 100-110 unge mellem 15-23 år med behov for anbringelse. Tilbuddet er forankret i Center for Brobygning, Rådgivning, og Fleksible Indsatser (BROFI) i Borgercenter Børn og Unge, Socialforvaltningen, Københavns Kommune.

Målgruppen
Fælles for alle anbragte unge er, at de ønsker sig et godt liv, med nære relationer, familie, job og en aktiv fritid. De unge er udfordrede i at opnå deres mål, da de er vokset op uden tilstrækkelig omsorg fra primære omsorgspersoner og har oplevet flere svigt og brud igennem deres opvækst.

De unge har således flest erfaringer med ustabile og utrygge rammer, hvor misbrug, vold, sygdom og/eller overgreb har fået alvorlig betydning for deres udvikling. Udfordringerne viser sig ved, at de har vanskeligt ved at passe på sig selv i relation til andre, og det kan udfordre dem mange steder i hverdagen. De unge kan have svært ved at mærke motivation, at indgå i fællesskaber, at tage læring til sig, at passe et skoletilbud, at opretholde kontakter, eller at være alene. Nogle unge er udfordret af psykiatriske vanskeligheder som personlighedsforstyrrelser, angst, depression/ADHD, OCD eller andet. Flere af de unge har et forbrug af rusmidler og færdes i de miljøer, der hører til i rusmiddelverden.

Vores opgave er at støtte den enkelte unge til at danne nye erfaringer med kontakt og relation og bygge bro til bl.a. uddannelse og beskæftigelsestilbud, fritids- og foreningsliv og netværk samt psykiatrien og evt. misbrugsbehandling.

Fagligt grundlag
I Hybelinstitutionen arbejder vi med afsæt i tilknytningsteori, traumeforståelse og empowerment. Vi udarbejder analyser ud fra en tilknytningsteoretisk forståelse af de unges vanskeligheder, og vi arbejder bl.a. med narrative samtaler og målrettet inddragelse af de unge, så deres indsigt i egne vanskeligheder er med til at målrette den pædagogiske indsats. Vi bruger vores viden om mennesker til at spore os ind på og indgå i en direkte dialog med den unge om, hvordan de ser og forstår sig selv og deres situation. Det er denne forståelse, der danner udgangspunkt for vores samarbejde med den unge og dennes netværk.

Målet er, at den enkelte unge gennem dialog, refleksion og nye samspilserfaringer opnår øget mestring i eget liv, og dermed en god overgang til voksenlivet. Dokumentationen er et vigtigt redskab i dette arbejde, og her vægter vi ordentlighed, relevans, og at den unges stemme bliver tydelig også i det skriftlige.

Vi arbejder med procesorienteret dokumentation, hvor de små fremskridt og den pædagogiske tilgang er konkret og synlig, og der er tæt faglig opfølgning.

På Brorson har vi fokus på

  • den enkelte unges trivsel, deres relationer og hverdag
  • et afsæt i traumefokuserede indsatser for at blive de relevante omsorgsgivere og brobyggere i de unges liv
  • en arbejdsplads med 10 fagligt kompetente og engagerede kolleger og et stærkt tværfagligt team i et fagligt fællesskab, hvor vi løbende dygtiggør os både i ny viden og i at udvikle ud fra de erfaringer, vi gør os tæt samarbejde med de unge, deres forældre, netværk og de ressourcer og tilbud, der er relevante i det lokale miljø, hvor den unge bor
  • fast ekstern supervision samt løbende intern undervisning i traumeforståelse og tilknytningsteorier
  • vi er omsorgsgivere, hverdagsstøtte og praktisk hjælp, hvor der er behov for det fleksibilitet ved, at vi delvist selv tilrettelægger arbejdstiden ud fra de unges behov og i tæt samspil med nærmeste leder
  • at brobygge mellem de unge og andre indsatser, fritid, skole og job

Vi ønsker os en ny kollega, der

  • har et anerkendende syn på sine medmennesker og en stærk tro på den enkelte unges udviklingsmuligheder
  • har et solidt fagligt fundament, gode analytiske evner – gerne med kendskab til traumeforståelse, tilknytningsteori og narrative samtaler eller lyst til at lære
  • er ansvarsbevidst, fleksibel og kan agere koordinator i en unges liv i samarbejdet med mange forskellige aktører
  • har blik for intentionen bag den umiddelbare adfærd og kan italesætte dette
  • har lyst og evne til at få øje på vores egen andel i samspillet, når vi arbejder med udvikling af de unges relationskompetencer
  • evner at sætte sin faglighed i spil både i den direkte kontakt og i samspillet med dit team og samarbejdspartnere
  • har stærke skriftlige kompetencer og har lyst til at arbejde ud fra pædagogiske mål og dokumentere sin praksis
  • er insisterende og vedholdende i samarbejdet med den unge

Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til kvalifikationer og gældende overenskomst mellem kommunen og den relevante faglige organisation.

Stillingen er på 37 timer om ugen, og ønskes besat 1. januar 2025.

Arbejdstiden tilrettelægges i en 9 ugers grundplan vekslende mellem fleksibel arbejdstid, planlagte aftenvagter og weekender. Der arbejdes pt. 2-3 weekender på 9 uger.

Vil du vide mere?
Du kan få yderligere information om stillingen ved at kontakte afdelingsleder Lisette Petersen onsdag den 30. oktober 2024 mellem kl. 10.00-11.00 på 51 40 90 98.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning vedlagt udførligt CV, uddannelsesbevis og øvrige relevante bilag.

Søg via linket senest torsdag den 7. november 2024
Ansættelsessamtaler afholdes tirsdag den 19. november 2024.

Om Borgercenter Børn og Unge, BBU
Borgercenter Børn og Unge (BBU) understøtter børn, unge og deres familier i vanskelige perioder af deres liv. Vi modtager og behandler underretninger fra borgere og professionelle, der er bekymrede for et barns trivsel, ligesom familier med behov for støtte selv kan henvende sig. Vi har forskellige tilbud til målgruppen, herunder dagbehandlingstilbud, døgninstitutioner og forebyggende tilbud som fx gadeplansarbejde, vi samarbejder med skoler og institutioner og arbejder med kriminalitetsforebyggelse. Det er vores opgave at understøtte en barndom med trivsel og tryghed, at forebygge omsorgssvigt og at give udsatte børn og unge et godt fundament for voksenlivet.

Børn og unge | Socialjob (kk.dk)