Social- og sundhedsassistent til demensplejehjemmet Højdevang Sogn i Valby
Er du uddannet social- og sundhedsassistent og ønsker at arbejde på et specialcenter, som går aktivt forrest i demensarbejdet? Vil du sammen med os finde den gode løsning hos den enkelte borger, så de mødes med værdighed og respekt? Så har vi en attraktiv stilling ledig til dig.
Højdevang Sogns Plejehjem og demenscenter er et spændende tværfagligt demensplejehjem, der ligger i Valby tæt på Vigerslev Allé Station. Huset består af fire mindre afsnit, hvoraf de tre afsnit udgør stationære boliger, og det sidste er et vurderingsafsnit. Vi er en engageret og tværfaglig personalegruppe, der primært består af social- og sundhedsassistenter, men også af sygeplejerske, terapeuter og social- og sundhedshjælpere.
Vores fælles kerneopgave er at arbejde målrettet for at understøtte et selvstændigt, meningsfuldt og trygt liv for borgere med demens og deres pårørende med fokus på fællesskab, personcentreret omsorg og en rehabiliterende tilgang i hele sygdomsforløbet. Vi vægter respekt, nærvær og involvering af det enkelte menneskes ressourcer særdeles højt, og tilstræber at udvikle ny viden gennem kreativitet, vedholdenhed og samarbejde på tværs.
Vores primære fælles opgave er, at
- sørge for, at den enkelte borger oplever livskvalitet
- vi i fællesskab danner rammerne og omgivelserne, der støtter op omkring borgeren, så funktioner bevares og måske endda styrkes
- den enkelte borger får opfyldt de grundlæggende psykologiske og fysiske behov (personcentreret omsorg)
- vi i fællesskab forebygger ensomhed, kedsomhed og hjælpeløshed
Vi forventer, at du
- evner at skabe ro og tryghed omkring dig og skabe relation til den enkelte borger
- kan yde god personlig pleje for den enkelte, så borger oplever trivsel, integritet og respekt i at blive set, hørt og forstået
- sætter pris på at bidrage positivt til samarbejdet, tillidsfuldt og anerkendende på tværs af afdelinger og faggrupper
- er fagligt nysgerrig og med lyst til hele tiden at blive klogere på demensarbejdet
Det er en fordel, hvis du har erfaring og viden inden for demensområdet og har kendskab til at arbejde i omsorgssystemet Cura, men det er ikke et krav.
Hos os får du
- tid til at have en anerkendende tilgang, hvor vi møder den enkelte med respekt og ligeværdighed
- mulighed for at blive en del af et fagligt miljø med store ambitioner, hvor vi hele tiden fokuserer på at forbedre os
- en grundig introduktion, der er afstemt efter din baggrund og kompetencer
- et afvekslende og selvstændigt job med indflydelse, udvikling og sparring med kollegaer, ledelse og nøglepersoner
- kompetente og engagerede kolleger, som anvender såvel deres faglige som personlige kompetencer i opgaveløsningen
- en arbejdsplads i Valby, med gode trafikforbindelser og gratis parkering
Ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til kvalifikationer og gældende overenskomst mellem kommunen og den relevante faglige organisation. Stillingen er primært dagvagt, 37 timer pr. uge.
Stillingen er ledig fra den 1. juli 2025 eller efter aftale. Efter forudgående aftale med dig indhenter vi referencer. Allerede planlagt ferie respekteres.
Mere information
Du er meget velkommen til at kontakte afdelingsleder Nille Moesmand på 36 13 3211, hvis du har spørgsmål eller ønsker at komme forbi til en kop kaffe, hvor du kan se vores fantastiske plejehjem.
Søg via linket senest tirsdag den 27. maj 2025
Der vil løbende blive indkaldt til samtaler, som vi holder den 28. maj.
Om Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Vores hverdag handler om mennesker. Se mere om vores hverdag på www.vores hverdag.kk.dk.