Søg

Plejefamilie til dreng på snart 13 år til Familieplejen København

Søg jobbet

Plejefamilier
Fuldtid
Fastansættelse

Er I en godkendt forstærket plejefamilie, som kan tilbyde et trygt og struktureret miljø til en dreng på snart 13 år? Så kan det være jer, vi søger i Familieplejen København.

Drengen beskrives som en sød dreng, der holder af fysiske aktiviteter, han har bl.a. prøvet forskellige sportsaktiviteter. Han interesserer sig for de håndværksmæssige fag og er engageret, når han kan omsætte viden til praksis.

De voksne, der kender ham, beskriver, at han gerne vil være en del af fællesskabet med jævnaldrende, men har behov for støtte til at indgå i, og forstå, de sociale sammenhænge. Han er god til at være i relationer med jævnaldrende og voksne, når han bliver mødt med en positiv tilgang.

Drengen befinder sig kognitivt i den nedre del af normalområdet ift. arbejdshukommelse og ordforråd. Det kommer bl.a. til udtryk ved, at han fagligt er udfordret. Han går på dagbehandlingsskole.

Han er motiveret for at skaffe sig et fritidsjob.

Drengen kommer fra en turbulent opvækst, præget af flere skoleskift. Han har brug for nærværende voksne, som kan guide og bekræfte ham, samt give ham omsorg, struktur og tryghed.

Som plejefamilie skal I kunne støtte op om hans personlige, følelsesmæssige udvikling og skolegang, da han er bagud fagligt og mangler motivation. I har erfaring som plejefamilie og kan møde ham mentaliserende med interesse og forståelse.

Samarbejdet med biologiske forældre kan være kompliceret. Det forventes, at der vil være samvær i nogle timer ca. hver anden weekend.

Om jer

  • I har en godkendelse som forstærket plejefamilie
  • I har erfaring som plejefamilie
  • I bor helst maksimalt to timers kørsel fra København
  • Den ene af jer er fuldtidsplejeforælder
  • I må gerne have dyr, dog ikke kat pga. allergi

I står ikke alene med opgaven, for vi giver jer pædagogisk supervision fra en fast tilknyttet familieplejekonsulent, som I har kontakt med regelmæssigt.

I får også mulighed for at deltage i Familieplejen Københavns brede udvalg af kurser med fokus på aktuelle emner. Se vores kursusudvalg her: https://familieplejen.kk.dk/kurser 

Flere oplysninger fås hos familieplejekonsulent Heidi Haubro Vestergaard på 2637 9075.

Honorar: Vederlagsniveau for plejeopgaven fastsættes ud fra barnets støttebehov og det forventede omfang af plejefamiliens indsats. Der er mulighed for at indgå kontrakt ud fra en genforhandlings- eller gennemsnitsmodel.

Ansøgningsfrist: 9. december 2021

Ansøgning mærket HHV/2021-134 sendes sammen med plejetilladelse og socialrapport til: familieplejen@sof.kk.dk

eller til 

Familieplejen København 
Svendborggade 5, 3.sal  
2100 København Ø. 

Om Familieplejen København 
Familieplejen København (tidl. Center for Familiepleje) er landets største familieplejeenhed. Vi rekrutterer plejefamilier til Københavns Kommune og står som garant for det gode match mellem barn og familie. Vi har en videnbaseret tilgang og tilbyder alle vores pleje- og aflastningsfamilier kompetent rådgivning og støtte til at løse de udfordringer, de møder. Vi har et bredt udbud af kurser, og vi medvirker aktivt til at udvikle den moderne familiepleje, bl.a. gennem vores kursusvirksomhed. Læs mere om os på: familieplejen.kk.dk. 

Du kan også søge via linket senest torsdag den 9. december 2021