Pædagogmedhjælpere til arbejde med unge med udviklingshæmning på Uddannelsescenter UiU
Du kommer til at arbejde med unge på et tidligt udviklingstrin.
Uddannelsescenter UiU er Københavns Kommunes skole under STU 'Lov om ungdomsuddannelse til unge med særlige behov'. UiU giver unge fra 15-25 år et treårigt uddannelsestilbud. Desuden er vi Københavns Kommunes 10. klassetilbud for unge med vidtgående vanskeligheder. Alle elever har en lettere eller sværere grad af udviklingshæmning.
UiU har i skoleåret 2025-2026 106 elever, og den tilhørende klub har 61 medlemmer. Vi er i alt ca. 108 ansatte. De unge er inddelt efter funktionsniveau i fem spor og 11 huse med lærere, pædagoger, ergoterapeuter, psykomotoriske terapeuter og pædagogiske medhjælpere tilknyttet. Se evt. mere på vores hjemmeside.
Overordnet tager vi udgangspunkt i en anerkendende tilgang med udgangspunkt i det, den enkelte elev er god til ligesom vi bestræber os på, at eleverne udvikler sig til at blive så selvstændige og socialt kompetente som muligt, så de får maksimal mulighed for at få indflydelse på deres fremtidige liv.
De ledige stillinger er i sporene, hvor eleverne udover deres udviklingshæmning befinder sig på et tidligt udviklingstrin evt. med autismespektrumforstyrrelser og/eller fysiske begrænsninger. Vi arbejder med en høj grad af struktur og forudsigelighed i dagligdagen plus alternativ kommunikation eksempelvis i form af tegn til tale og piktogrammer, da mange af eleverne ikke har et verbalt sprog. Tilgangen til eleverne er i udpræget grad individuel.
Du bliver ansat på UiU til at varetage de pædagogmedhjælperopgaver, der skal løses i sporene. Alle spor er opdelt i mindre teams afhængigt af elevernes behov for eksempelvis eget rum, ro og overskuelighed. Et team kan bestå af lærere, pædagoger, ergoterapeut/fysioterapeut/psykomotorisk terapeut og pædagogmedhjælpere.
Arbejdet som pædagogmedhjælper kræver selvstændighed, samarbejdsevne og overblik. Du skal have lyst til at arbejde i et udviklings- og uddannelsesorienteret miljø, hvor elevernes uddannelse er individuelt tilrettelagt. Generelt bygger vores omgangsform på tillid og gensidig respekt, og vi har en uformel og anerkendende omgangstone.
Vi søger pædagogmedhjælpere, der
- fremstår tydelig og robust
- har indlevelsesevne og øje for den enkelte elevs særlige behov og udtryksmåde
- kan bidrage med godt humør og god energi
- kan varetage diverse plejeopgaver
- har lyst til at arbejde med eller har kendskab til mennesker med udviklingshæmning og diverse diagnoser
Ansættelsesvilkår
Ansættelsesstedeter Uddannelsescenter UiU på Horsebakken 19 i København NV. Stillingerne er på gennemsnitligt 28 timer om ugen fordelt på 200 skoledage. Vi ønsker, at du kan tiltræde den 1. august 2025. Arbejdstiden ligger indenfor tidsrummet kl. 08-16.00, primært kl. 08-13.40. Skolen har nogle få aftenarrangementer i løbet af skoleåret. Vi følger skolernes ferieplan og holder fri i skoleferierne. Ved ansættelse i Københavns Kommune er der tre måneders prøvetid. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelserne indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.
Mere information
Du er velkommen til at kontakte afdelingsleder Annette Walbom på 33 66 89 06, hvis du har spørgsmål til stillingerne.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og referencer fra tidligere beskæftigelse.
Søg via linket senest søndag den 1. juni 2025
Ansættelsessamtalerne finder sted onsdag den 11. juni.