Alle telefoner og Borgerservicecentre holder lukket fredag 5. juni (grundlovsdag)

Kontorchef til Debitor i Københavns Kommune

Søg jobbet

Ledelse
Fuldtid
Fastansættelse

Center for Finans og Indkøb søger en erfaren leder til varetagelse af debitorkontor.

Debitorkontoret i Københavns Kommune har ansvaret for at fakturere og håndtere de udeståender, kommunen har hos borgere, virksomheder, andre kommuner, stat og regioner, samt interne forhold i Københavns Kommune.

Stillingens ansvarsområder og opgaver 
Som kontorchef får du det overordnede ansvar for at lede kontoret, så kontoret leverer sikkert og stabilt på kontorets opgaver og leverancer. Kontoret har mange opgaver og kontorets overordnede formål er at sikre kommunens indtægter ved at sikre korrekt og rettidig opkrævning, rykning og oversendelse til inddrivelse.

Udover det overordnede ansvar for at sikre den daglige, stabile drift, får du ansvaret for at kontoret har et løbende fokus på at sikre gode og effektive processer, herunder:

  • Systemkendskab til Opus Debitor: Debitorkontoret varetager systemejerskabet for kommunens debitorsystem og skal sikre de gode løsninger for dataflows og systemintegrationer til både kommunens økonomisystem og øvrige systemer. Fx i forhold til ny lovgivning, nye fagsystemer og nye snitflader i samarbejde med forvaltningerne, systemleverandører og Gældsstyrelsen.
  • Compliance: Debitorkontoret har ansvaret for, at samtlige debitorprocesser dokumenteres og løbende ajourføres og tilrettes. 
  • Forandringsledelse: Ansvar for den metodiske implementering af arbejdsgange for at sikre realisering af de opstillede gevinster i hele organisationen. 

Du får ledelsesansvaret for kontorets ca. 55 medarbejdere inkl. tre teamledere.

Faglige og personlige kvalifikationer 
Vi forventer, at du besidder en betydelig faglig tyngde og kan dokumentere resultater fra lignende stillinger. Ansøgere skal opfylde følgende krav: 

  • Relevant uddannelsesbaggrund og lederuddannelse er et krav.
  • Generel ledelseserfaring og omfattende erfaring med ledelse af en stor opkrævningsenhed med stort produktionsvolumen. 
  • Erfaring med forandringsledelse i store, komplekse organisationer. 
  • Stærke kompetencer i at navigere og agere i en politisk styret organisation med mange beslutningsniveauer og et komplekst interessentlandskab. 
  • Analytisk og struktureret tilgang til opgaveløsningen med blik for detaljen såvel som helheden. 

Vi tilbyder 
En ansættelse centralt i Københavns Kommune, hvor du i samarbejde med ledelsen i Center for Finans og Indkøb vil indgå i et miljø præget af høj faglighed og fokus på processtabilitet. 

Løn- og ansættelsesvilkår 
Ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst og efter principperne i Ny Løn. Arbejdsstedet er København. 

Sammen med din ansøgning beder vi dig sende dit CV, uddannelsesbevis og eventuelt andet relevant materiale. Vi ønsker stillingen besat hurtigst muligt.

Yderligere oplysninger 
Hvis du vil høre mere om stillingen kan du kontakte Centerchef Per Nikolaj Schrøder på 26 16 91 90. 

Søg via linket senest fredag den 19. juni 2026  
Vi forventer at afholde samtaler i uge 26. 

Koncernservice er en professionel serviceorganisation 
I Koncernservice har vi et stærkt fagligt miljø med kompetente og specialiserede medarbejdere inden for finans, økonomi, løn, indkøb, ESG, forsikring, HR og personalejura. Vi udvikler konstant vores kompetencer og faglighed for at kunne forenkle arbejdsgangene, når vi etablerer nye teknologiske løsninger på tværs af kommunen. Og vi insisterer på, at vores løsninger skaber en reel effekt hos vores brugere på den længere bane. Vi er ca. 750 medarbejdere, der løbende er i dialog med kommunens syv forvaltninger og ca. 45.000 medarbejdere. Vi er med andre ord et administrativt samlingspunkt, der skal sikre en effektiv og intuitiv digital administration for hele Københavns Kommune. Mød os på www.koncernservice.kk.dk