Familiebehandler til samarbejdsprojekt mellem myndighed og udfører til Huset Wibrandtsvej
Vil du gøre en forskel for familier og børn i udsatte positioner? Bliv familiebehandler i et team, hvor du arbejder tæt med familier, myndighedsrådgivere og engagerede kolleger om at skabe tryghed, trivsel og udvikling.
Om tilbuddet
Huset Wibrandtsvej er en afdeling under Huset Nyholm og er beliggende på Wibrandtsvej 102 på Amager. Vi hører til under Områdecenter Børne- og Familieliv i Socialforvaltningen i Københavns Kommune.
Huset Wibrandtsvej er et forebyggelseshus, der tilbyder støtteophold, familiebehandling, praktisk pædagogisk støtte i hjemmet samt støttet og overvåget samvær.
Huset Nyholm ligger på Kjærstrupvej 56, 2500 Valby. Her driver vi et børnehjem, hvor børn kan bo i både kortere og længere perioder.
Om stillingen
Stillingen er forankret i et samarbejde mellem Huset Wibrandtsvej og myndighedsområdet Din Sociale Indgang under Områdecenter Brønshøj-Husum-Vanløse (BHV). Siden 1. september 2023 har vi haft et tæt samarbejde og etableret en fælles sikkerhedsplansgruppe på tværs af udfører- og myndighedsområdet.
Sikkerhedsplansgruppen består aktuelt af
- tre børne- og ungerådgivere fra DSI BHV
- tre familiebehandlere fra Huset Wibrandtsvej
Gruppen ledes af ledere fra både DSI BHV og Huset Wibrandtsvej.
Din hverdag
Familiebehandlingen tager udgangspunkt i systematisk familiearbejde, der sikrer barnets trivsel og udvikling og styrker forældrenes kompetencer som omsorgsgivere, så familien får bedre forudsætninger for at forblive sammen.
Der arbejdes sammen med forældrene for at opnå hensigtsmæssige omsorgsstrategier og hjælpe med at løse opgaverne som forældre. Formålet med indsatsen er at forebygge en eventuel anbringelse samt understøtte hjemgivelse efter anbringelse.
Familiebehandlingen har særligt fokus på at styrke forældrenes brug af deres netværk som støtte i omsorgsopgaven.
Familiebehandlingen kan variere i intensitet – fra intensiv familiebehandling i situationer, der ellers ville have udløst en anbringelse, til mindre omfattende støtte på enkelte specifikke områder, der understøtter familien og barnets trivsel.
Med metodisk afsæt i den løsningsfokuserede tilgang og Signs of Safety veksler indsatsen mellem praktisk pædagogisk støtte, samtaler og fælles aktiviteter.
Indsats og arbejdsopgaver
Du har i gennemsnit fem familier, som du arbejder sammen med.
Børne- og ungerådgivere og familiebehandlere arbejder tæt sammen. Tilstedeværelse i familien kan udføres af begge faggrupper.
Kerneelementerne i den konkrete sikkerhedsplansindsats foregår ud fra aftalte formål og mål, som inden indsatsen igangsættes og aftales på et opstartsmøde mellem familien og sikkerhedsplansgruppen.
Vi er optagede af at være kreative i opgaveløsningen, så vi tilbyder en familiebehandlingsindsats, der imødekommer myndighedens krav og samtidig respekterer forældrenes egen forståelse af deres udfordringer.
Vi har fokus på forældrenes evner og ressourcer til selvstændigt at kunne varetage det fulde ansvar og omsorgen for deres børn.
Faglig tilgang og metode
Det socialpædagogiske arbejde gribes an ud fra de bærende principper, der allerede gør sig gældende på Nyholm og Wibrandtsvej. Der tages udgangspunkt i Pär Nygrens omsorgsbegreb, hvor barnet ses som et unikt og handlende individ, der i samspil med voksne omsorgspersoner skal have dækket sine behov for behovsomsorg, udviklingsomsorg og opdragelsesomsorg.
Arbejdet med barnet anskues desuden ud fra fire faglige principper: et helhedssyn, et subjektsyn, et åbenheds- og tydelighedssyn samt et udviklingssyn.
Der arbejdes løsningsfokuseret. I den faglige vurdering af sagen anvendes ICS-trekanten, og Signs of Safety er de anvendte spørgeteknikker i sikkerhedsplansgruppen.
Derudover anvendes mentalisering som grundlæggende metode. I forklaringen til børnene bruges metoden Ord og Billeder, og den teoretiske forståelse er Det tredelte omsorgsbegreb.
Metoden AOA – traumeforståelse anvendes ligeledes.
Både børne- og ungerådgivere og familiebehandlere arbejder ud fra disse metoder og tilgange.
Vi lægger blandt andet vægt på, at du
- har erfaring med familiebehandling, herunder arbejde med familier med fokus på styrkelse af hverdagsrutiner, aktiviteter og omsorg for barnet
- har erfaring med mentalisering, Signs of Safety, løsningsfokuseret tilgang, konflikthåndtering og netværkssamarbejde
- har erfaring med konfliktnedtrappende metoder, herunder Low Arousal
- trives med, at en del af opgaven består af praktisk pædagogisk støtte
- kan arbejde fleksibelt i forhold til familiers behov
- kan samarbejde tæt med både myndighedsrådgivere og øvrige samarbejdspartnere
Om dig
Vi forventer, at du
- har erfaring med familiearbejde i familiernes hjem
- er uddannet pædagog eller har anden relevant socialfaglig uddannelse
- har solidt fokus på de forskellige dimensioner af omsorg
- er god til at samarbejde og ser forskellighed og mangfoldighed i kollegagruppen som en styrke
- er god til at tage ansvar, finde løsninger og handle, uanset hvilken udfordring du står overfor
- har almindeligt kørekort
Arbejdstid og sted
Din daglige arbejdsplads bliver på Brønshøjvej 17 hos myndighedsområdet Din Sociale Indgang Brønshøj-Husum-Vanløse, hvor du indgår i et tæt samarbejde med resten af sikkerhedsplansgruppen.
Det socialpædagogiske familiebehandlingsarbejde foregår primært i og omkring familiernes hjem.
Arbejdet tilrettelægges inden for tidsrummet kl. 07.00-22.00 alle ugens dage.
Du planlægger i samarbejde med kolleger og ledelse, hvilke familier du besøger, og på hvilke dage og tidspunkter.
Du er selvtilrettelæggende inden for de aftalte rammer og planlægger din arbejdstid i samarbejde med ledelsen. Du får din daglige ledelse af afdelingsleder Lise Koch fra BHV i tæt samarbejde med afdelingsleder Kenneth Lauritsen og tilbudsleder Helle Hummelgaard fra Huset Wibrandtsvej.
Stillingen indebærer arbejde hver anden weekend, hvilket betyder, at du har fri på andre tidspunkter.
Det forventes, at du er fleksibel i forhold til familiens behov, hvilket kan betyde flere sene eftermiddage eller tidlige morgener og i særlige tilfælde flere fremmøder samme dag.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår sker efter gældende overenskomst, indenfor rammerne af lokal løndannelse og på baggrund af kvalifikationer og erfaring.
Stillingen er på 37 timer ugentligt med tiltrædelse den 1. oktober 2026 eller snarest derefter.
Ved tilbud om ansættelse indhenter vi referencer. Ansættelsen er desuden betinget af tilfredsstillende straffeattest.
Vil du vide mere?
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås hos psykologfaglig koordinator Nasilla Sankoh på 51 21 73 60 samt tilbudsleder Helle Hummelgaard på 20 34 54 65 (efter den 13. juli 2026).
Søg via linket senest søndag den 2. august 2026
Samtaler afholdes fredag den 14. august 2026.