Boligrådgivergruppen søger socialfaglig boligrådgiver, der vil være med til at forebygge at udsatte borgere mister deres bolig
Brænder du for det boligsociale arbejde, og vil du være med til at gøre en indsats for at forebygge at udsatte borgere mister deres bolig?
Så er vi på udkig efter dig.
Boligrådgivergruppen er så heldig, at vi fortsat opnormeres, så hvis du vil være med til at gøre en forskel for udsatte borgere, som er i risiko for at miste deres bolig, skal du læse videre her.
Hvem er vi
En bolig er basen, hvorfra andre forhold, der giver livet værdi, kan udspringe. Boligrådgiverne leverer en kortvarig indsats for socialt udsatte borgere, som er i risiko for at miste deres bolig. Boligrådgiverindsatsen er desuden en brobyggende indsats, hvor der skabes sammenhænge mellem borgere, professionelle aktører og civilsamfund.
Vi er pt. 21 boligrådgivere i teamet.
Boligrådgiverne er indgangen til kommunen for den almene boligsektor – efter aftale om kontaktpersonordning mellem BL Kreds 1 (Danmarks almene boliger) og Københavns Kommune.
Som boligrådgiver bliver du del af en afdeling med stort engagement og bred socialfaglig erfaring.
Boligrådgiverindsatsen er en del af Housing First, som også omfatter CTI, ICM, Modificeret ACT og ACT. Alle indsatserne har det fælles formål at understøtte borgere i at bo i egen bolig. Housing First-metoderne arbejder helhedsorienteret og individuelt med afsæt i recoverytænkning. Boligrådgiverindsatsen adskiller sig ved at være en kortere indsats med et særligt fokus på rådgivning af både borgere, og interne og eksterne samarbejdspartnere. Indsatserne har høj politisk prioritet og bevågenhed.
Som boligrådgivere arbejder vi blandt andet med følgende opgaver
- Fastholdelse af borgere i egen bolig, som er udsættelsestruede på grund af adfærd eller boligens stand. Opgaverne består bl.a. i at afdække de problemer, der er omkring borgeren og boligen samt bistå med løsninger. Vi bistår også ved fogedudsættelser.
- Servicere almene boligafdelinger i København med råd og vejledning i forhold til socialt udsatte beboere
- Assistere boligselskaberne i forbindelse med renoveringsprojekter og genhusning af udsatte borgere
- Indslusning af boliganviste borgere til egen bolig i form af støtte til diverse praktiske opgaver i forbindelse med indflytningen
Lidt om dig
Du har en socialfaglig uddannelse, fx pædagog, socialpædagog eller socialrådgiver og har gerne bred erfaring med målgruppen. Du har kendskab til sociallovgivningen, og det er en fordel, hvis du har erfaring fra det boligsociale område.
Selvom der er tale om et meget selvstændigt arbejde, er gode kommunikations- og samarbejdsevner en vigtig forudsætning. Du skal kunne indgå i et tæt tværfagligt samarbejde med øvrige medarbejdergrupper i kommunen samt være i dialog med repræsentanter fra den almene boligsektor, regionens socialfaglige medarbejdere, det civile samfund og andre relevante aktører omkring opgaveløsningen.
Vi håber, at du
- har erfaring med, eller interesse for at arbejde i borgernes hjem
- har erfaring med borgere i målgruppen og viden om psykisk lidelse og forbrug af rusmidler
- kan se dig selv opsøge borgere i boliger, som kan bære præg af mislighold, skadedyr og uhygiejniske forhold
- er interesseret i det boligsociale område
- trives med en uforudsigelig hverdag med akutte opgaver
- kan bevare en professionel og rådgivende tilgang i mødet med borgere med et højt konfliktniveau
- kan se fordele ved mange forskellige tværfaglige samarbejdspartnere og er i stand til at koordinere imellem dem
- har gode kommunikationsevner og flair for skriftlig dokumentation
- er tålmodig og vedholdende i den opsøgende kontakt
- kan tænke alternativt og komme med kreative løsningsforslag
Vi tilbyder
- et spændende og afvekslende job med høj grad af selvstændig tilrettelæggelse af arbejdsdagen, herunder flekstid.
- en sagsstamme på cirka 25 borgere
- interessante og stabile kolleger med stor personlig og faglig diversitet, der deler viden i et væk, kan lide en god diskussion, og som er gode til at passe på hinanden
- en arbejdsplads, hvor arbejdsmiljø og kompetenceudvikling er i fokus
- motion i arbejdstiden – vi er bydækkende og cykler mellem opgaverne
- du bliver en del af Housing First, hvor flere indsatser for udsatte og/eller tidligere hjemløse borgere er blevet samlet under et tag, og som er i rivende udvikling.
Løn- og ansættelsesvilkår
Arbejdstiden er 37 timer om ugen. Arbejdstiden er i dagtimerne.
Stillingen er til besættelse 1. oktober 2026
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst – dog ikke efter overenskomst for akademikere. Aflønning sker efter principperne om Ny Løn.
Vi bor på Sundholmsvej 22, 2300 Københavns S.
Som led i ansættelsesprocessen indhenter vi privat straffeattest.
Yderligere oplysninger
Har du spørgsmål kan du kontakte boligrådgiverne Kaspar på 40 28 57 41 og Lina på 24 67 07 99 samt afdelingsleder Sofia Pecorelli på 24 52 68 74.
Søg via linket senest onsdag den 12. august 2026