Søg

Akademiske medarbejdere til Center for Kundeservice i Københavns Ejendomme og Indkøb (fast stilling og projektansættelse)

Søg jobbet

Politik og administration
Sagsbehandling
Fuldtid
Fastansættelse

Vil du være med til at udvikle fremtidens kundeservice på en af Danmarks største arbejdspladser? Og vil du udvikle dine kompetencer indenfor projektledelse? Så læs videre.

Om stillingerne
Vi søger to kolleger, der kan hjælpe os med at yde en stadigt bedre kundeservice til vores kunder, som er ledere og medarbejdere i kommunens 7 forvaltninger. Du vil få mulighed for at arbejde med brugerinddragelse, optimering af den daglige drift på vores ejendomme, udvikling af tilfredshedsmålinger og opfølgning på disse – i målingerne vil der være særligt fokus på tilfredsheden med vedligehold og service af kundens ejendomme. Og så fylder udbud og indkøb også en del i vores hverdag.

Du vil derfor også skulle spille en aktiv rolle i udarbejdelse af kravspecifikationer og udbudsmateriale og sikre, at nye tiltag på udbudsområdet bliver implementeret på en god måde hos både teknikere og ejendomsservicemedarbejdere.

I den faste stilling vil du udover kunderelaterede projekter også få ansvaret for at projektlede en indsats med registrering af tekniske anlæg, så vi kan tilbyde brugerne et bedre og billigere vedligehold af deres bygninger.

Du vil få erfaring med diverse projektlederværktøjer, og der vil være mulighed for kompetenceudvikling og faglig sparring på dette område. Udover spændende arbejdsopgaver tilbyder vi et job med

  • stort ansvar og mulighed for at påvirke, hvordan du løser dine opgaver
  • gode faglige og personlige udviklingsmuligheder
  • mulighed for fleksibel tilrettelæggelse af arbejdet og god balance mellem arbejde og fritid
  • mulighed for at deltage i forskellige faglige netværk
  • gode kollegaer og socialt sammenhold

Om dig
Vores forventning til dig er, at du har en interesse i at arbejde med ejendomme og vedligehold, er god til at inddrage og har erfaring med at facilitere forandringsprocesser, og at du selvstændigt kan tage ansvar for at drive de nævnte projekter og opgaver i tæt samarbejde med dine kolleger.

Vi forestiller os, at den rette kandidat har

  • en relevant samfundsvidenskabelig uddannelse (politologi, antropologi, offentlig administration o.l.)
  • erfaring med projektledelse fra en politisk styret organisation
  • talent for tydelig kommunikation til forskellige målgrupper
  • stærke relationelle kompetencer indenfor samarbejde og interessenthåndtering
  • stærke metodiske og analytiske kompetencer (både kvalitativt og kvantitativt)
  • interesse for servicedesign og brugerinddragelse
  • evne til at forstå en problemstilling og udarbejde løsningsforslag
  • lyst til at prøve kræfter med et job i en stor organisation med mange samarbejdsflader

Løn- og ansættelsesvilkår
Du ansættes i vores Kundestrategiteam, som ligger under Center for Kundeservice. Den ene stilling vil være en fast stilling, mens den anden stilling vil være en projektstilling af et års varighed. Som ansat vil du referere til kundechef Lars Elisiussen.

Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst. Stillingerne er til besættelse den 1. februar 2022 eller snarest muligt. Arbejdspladsen er på Borups Alle 177, 2400 København NV.

Yderligere oplysninger
Hvis du har spørgsmål vedr. stillingerne, er du velkommen til at kontakte chefkonsulent Casper Zobbe på 4022 5079 eller kundechef Lars Elisiussen på 2154 3394.

Søg via linket senest fredag den 10. december 2021.
Angiv i overskriften i din ansøgning, hvilken profil du søger (også hvis det er begge stillinger).
Vi forventer at afholde samtaler i uge 51 og 52.

Københavns Ejendomme og Indkøb
Københavns Ejendomme og Indkøb har ansvaret for Københavns Kommunes ejendomsportefølje og for, at vi køber effektivt ind i kommunen. Vores ca. 1.800 medarbejdere arbejder hver dag for en serviceorienteret ejendomsadministration og vedligeholdelse af kommunens mere end 2,6 mio. m2. Ligesom vi understøtter kommunens samlede indkøb på ca. 6,5 mia. kr. årligt.

Gennem effektiv ejendomsservice, drift og vedligehold og en professionel indkøbsorganisering frigør vi ressourcer til, at vores 45.000 kolleger i Københavns Kommune kan skabe en bedre hverdag for københavnerne. Du kan læse mere om os på www.kobenhavnsejendomme.kk.dk.