Hvis du er faglært, ufaglært eller har en kort, videregående uddannelse, har du forskellige muligheder for at uddanne dig og dermed øge dine muligheder for at komme i job:
Seks ugers jobrettet uddannelse
Hvis du er faglært, ufaglært eller har en kort, videregående uddannelse, der også er en erhvervsfaglig uddannelse, kan du tage en 6-ugers jobrettet uddannelse - og få flere af de kompetencer, som virksomhederne har brug for.
Du kan kun få én jobrettet uddannelse. Du skal være færdig med uddannelsen, inden du har været ledig i 9 måneder.
Læs mere om uddannelsen
Korte, erhvervsrettede uddannelsesforløb
Du kan også komme på korte, erhvervsrettede uddannelsesforløb inden for områder, hvor der forventes at være job. Disse uddannelsesforløb har forskellig varighed. Der er i alt 580 forskellige forløb. Det er typisk AMU-kurser inden for fx bygge og anlæg, jern, metal og auto, industriproduktion, hotel og restauration og it- og teleområdet.
Jobcenteret skal godkende dit valg af uddannelse.
Uddannelsen skal være afsluttet, inden din dagpengeperiode udløber.
Se listen over korte, erhvervsrettede uddannelser.
Voksenlærling
Hvis du er over 25 år og enten ufaglært eller har en faglig uddannelse, du ikke har brugt i 5 år, kan du blive faglært via en såkaldt voksenlærling-ordning.
Det betyder, at du indgår en uddannelsesaftale med en virksomhed, hvor du skal arbejde, samtidig med, at du har undervisning på en erhvervsskole.
Læs mere om, hvordan du kan blive faglært.
En hel erhvervsuddannelse
Er du ufaglært eller faglært med en forældet uddannelse, kan du tage en erhvervsuddannelse allerede i starten af din periode som ledig. Du skal dog kunne gennemføre uddannelsen inden for dagpengeperioden på 2 år.
Mens du tager en erhvervsuddannelse, kan du gennem din a-kasse søge om at få 80 procent af den maksimale dagpengesats. Du har derudover mulighed for at låne resten, så du kommer op på det fulde dagpengebeløb. Lånet kan være op til ca. 3.500 kr. om måneden, hvis du er fuldtidsforsikret.
Alle over 25 år skal gennemføre erhvervsuddannelsen som en voksenuddannelse. Det betyder, at der tages hensyn til, at du som voksen har flere kvalifikationer og kan gennemføre uddannelsen på kortere tid. Du får en uddannelsesplan på erhvervsskolen, så du kan se, hvor meget skole og hvor meget praktik i virksomheden, du mangler.
Vær opmærksom på, at du kun har tre forsøg til at vælge en erhvervsuddannelse.
Se erhvervsuddannelser
Få papir på dine erfaringer
Har du erhvervserfaring, og vil du gerne i gang med en uddannelse, kan du bede jobcenteret om en såkaldt realkompetencevurdering. Det foregår ved, at den skole, som du gerne vil ind på, laver en vurdering af dine praktiske erfaringer. Det kan betyde, at dine erfaringer kan gøre det ud for formelle kvalifikationer, så du kan få adgang til den ønskede uddannelse og reducere uddannelseslængden. Tal med dit jobcenter, hvis du vil have papir på dine erfaringer.
Læse-, skrive- eller regnetest
Har du problemer med at læse, skrive og regne har du ret til en læse,- skrive- og regnetest, medmindre jobcentret vurderer, at du ikke har behov for en sådan test.
Praktik, løntilskud eller jobrotation i en virksomhed
Hvis du ikke har behov for mere uddannelse, skal du sammen med dit jobcenter finde ud af, hvilket tilbud der så kan være det rette for dig. Det kan være virksomhedspraktik, løntilskud eller jobrotation. Du kan komme i praktik i en virksomhed allerede fra den første ledighedsdag.
Vær opmærksom på, at du skal være i gang med en form aktivering - eksempelvis virksomhedspraktik eller løntilskud - efter 6 måneders sammenlagt ledighed.
Læs mere om virksomhedspraktik og løntilskud.
Ledig i mere end 16 måneder
Hvis du stadig er ledig efter 16 måneder, vil du få en særlig indsats med eksempelvis en personlig jobformidler, hyppigere samtaler og en virksomhedspraktik eller et løntilskud.
Få inspiration til din jobsøgning