Studentermedhjælper til Mobilitetsenheden i Teknik- og Miljøforvaltningen

Københavns Kommune har ambitiøse mål om at fremme de grønne mobilitetsformer, reducere støj, luftforurening og CO2 samt skabe bedre byrum og mere byliv. I mobilitetsenheden i Byens Udvikling i Teknik- og Miljøforvaltningen arbejder vi med den overordnede udvikling af de planer og strategier, der understøtter de politiske målsætninger på trafik- og mobilitetsområdet i København. 

Vi søger en skarp og engageret studentermedhjælper med interesse for mobilitet, trafik og klimadagsordenen, god analytisk sans og interesse i forhold til at arbejde i en politisk styret organisation. Stillingen er tidsbegrænset. 

Om stillingen
Du vil indgå i et velfungerende team i Mobilitetsenheden, der udarbejder de bydækkende planer og strategier for Københavns Kommune i tæt samarbejde med interne og eksterne aktører. Du vil særligt blive tilknyttet arbejdet med en række større analyser på transportområdet; mere specifikt vil det omhandle en analyse om grøn omstilling af trafikken samt en analyse af biltrafikken i Indre By og brokvarterne. Du vil også blive tilknyttet andre opgaver i enheden relateret til grøn mobilitet samt en række praktiske opgaver. 

Du vil blandt andet skulle bistå med fx datavisualisering, opsamling på workshops, mødeindkaldelser og anden mødeforberedelse. Derudover vil du skulle bidrage til enhedens kerneopgaver i form af besvarelse af borgerhenvendelser samt koordinering med enhedens resterende studentermedhjælpere om mere driftsmæssige opgaver. Dine opgaver vil, i samarbejde med teamet og teamkoordinator, blive tilpasset dig og dine kvalifikationer.  

Arbejdsopgaver 

  • Faglig og praktisk understøttelse af projektledelsen i forbindelse med to mobilitetsanalyser
  • Besvare borgerhenvendelser, politikerspørgsmål m.m. vedrørende trafik og mobilitet
  • Behandling og visualisering af data fx i Excel eller illustrator m.m. 
  • Ad hoc praktiske opgaver 

Om dig
Du er i gang med en videregående uddannelse, og du skal minimum være på 2. år af din uddannelse. Du læser formentlig et fag indenfor by- eller miljøplanlægning, samfundsfag eller lignende, men du kan også have en anden profil. Det vigtigste er, at du har stor interesse for byen og lyst til at arbejde med grøn mobilitet. Du skal være god til at formulere dig skriftligt, kunne omgås mange forskellige mennesker og være indstillet på mange forskellige slags opgaver i en travl hverdag, herunder også mere driftsmæssige opgaver. Hvis du er dygtig på engelsk og har erfaring med brug af værktøjer som GIS og Excel-programmer, er det klart en fordel, ligesom vi forventer, at du er imødekommende og serviceorienteret. 

Lidt om os som arbejdsplads
Du vil komme til arbejde i Mobilitetsenheden i Byens Udvikling i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune.  

Vi er en enhed, der går meget op i at gøre en forskel ude i byen, både strategisk og praktisk, og vi værdsætter både et godt grin og skarpe faglige diskussioner. Vi nyder hinandens forskellige fagligheder og bestræber os på at dele erfaringer på tværs i hele organisationen. Vi er en gruppe engagerede kollegaer med forskellige baggrunde, der bl.a. tæller ingeniører og humanister. 

Generelt er der højt til loftet og en stærk samarbejdskultur, hvilket gør, at man som medarbejder har stor indflydelse på egne opgaver og gode muligheder for at udvikle sig fagligt og personligt. 

Formalia
Stillingen er tidsbegrænset med start hurtigst muligt og senest den 1. marts 2020 til den 31. december 2020 med et gennemsnitligt timetal på 15 timer om ugen. Vi er fleksible i forhold til eksamensperioder, ferie med videre.  

Din ansøgning skal max være en side og dit CV max en side. Øvrige relevante dokumenter, som f.eks. dokumentation for uddannelse og lignende, bedes du først medbringe ved en evt. samtale. 

Spørgsmål? 
Hvis du har spørgsmål vedrørende stillingen, er du meget velkommen til at kontakte enhedschef Casper Harboe på 2966 9067.  

Søg via nedenstående link senest mandag den 16. december 2019
Vi forventer at gennemføre ansættelsessamtaler i uge 2 i 2020. 

Om Teknik- og Miljøforvaltningen
Forvaltningen varetager myndighedsopgaver og servicerer borgere og erhvervsliv, blandt andet inden for miljøområdet, lokalplanlægning, byfornyelse, byggesagsbehandling og trafikområdet. Desuden er det Teknik- og Miljøforvaltningen, der står for renholdelsen, vedligeholdelse og udvikling af byens veje og parker, foretager parkeringskontrol og driver de københavnske kirkegårde. Vi beskæftiger ca. 2.050 medarbejdere og administrerer et bruttobudget på knap 3 mia. kr.