Projektledere til Byggeri København – en af Danmarks største bygherrer

Forestil dig et job, hvor du sidder for bordenden for et antal spændende offentlige byggeprojekter, fx skoler, daginstitutioner, idrætsanlæg, kulturhuse eller botilbud. Projekter med tårnhøjt ambitionsniveau, bevidste og kompetente brugere og stor politisk bevågenhed. Alt sammen i et stærkt fagligt miljø i en professionel bygherreorganisation i Danmarks største kommune. Og i tæt, tillidsfuldt og nytænkende samarbejde med byggebranchen.  
 
Hvis det lyder spændende, så kan du blive vores nye projektleder i Byggeri København. 
 
Om stillingerne  
Byggeri København er Københavns Kommunes bygherreenhed, og er organisatorisk placeret i Økonomiforvaltningen. Enheden står for at udføre byggeprojekter for kommunens syv forvaltninger og bygger for gennemsnitligt 1,2 mia. kr. om året. Byggeri København består i dag af ca. 80 engagerede og dygtige medarbejdere, hvor hovedparten er projektledere (arkitekter, ingeniører, konstruktører og lign.).  
 
Byggeri København er i gang med en ambitiøs forandringsproces, hvor vi ved at styrke samarbejdet i byggeriets værdikæde og ved at skabe en læringskultur på tværs af projekterne skal sprænge projekttrekanten og levere både billigere og bedre byggerier samt færre forsinkelser. Som projektleder kommer du til at spille en hovedrolle i at levere i forhold til denne dagsorden i de projekter, som du får ansvar for.  
 
Du står for planlægningen og styringen af projekterne i tæt dialog med rådgivere, entreprenører, bestillerforvaltning og øvrige involverede parter. Du vil ligeledes indgå i et tæt samarbejde med vores jurister og udbudsstrateger omkring gennemførelse af udbud, kontraktindgåelse mv. Du kan også blive involveret i byggeprojekter, der eksekveres på en ny og anderledes måde i et længerevarende, tillidsbaseret samarbejde med vores strategiske partnere.  
Endelig vil du fra tid til anden også deltage i udviklingsprojekter, hvor du bidrager med viden og erfaring til leverancer, der gør Byggeri København til en endnu mere professionel bygherre. 
 
Profil  
Den ideelle kandidat til stillingerne har/er:  
  • erfaring fra byggebranchen som eksempelvis bygherre, entreprenør og/eller rådgiver, herunder forskellige udbuds- og samarbejdsformer  
  • relevant uddannelse eksempelvis som arkitekt, ingeniør, konstruktør og/eller masteruddannelse inden for byggeriet  
  • evnen til at sidde for bordenden og træffe væsentlige beslutninger i tæt samarbejde med projektets interessenter  
  • god til at kortlægge interessenters ønsker, samt følge op herpå  
  • erfaring med projektledelse  
  • flair for økonomistyring, arbejder struktureret og har styr på sine dokumenter  
Vi tilbyder  
Som projektleder i Byggeri København vil du få:  
  • et spændende job, hvor du bidrager til at skabe fysiske rammer, der understøtter byens aktiviteter og udvikling  
  • udfordrende opgaver i en travl og afvekslende hverdag  
  • et kæmpe netværk af kompetente, engagerede og hjælpsomme kolleger  
  • en arbejdsplads i vækst og udvikling  
  • en ambitiøs og familievenlig arbejdsplads  
Der vil være tale om 2-5 faste stillinger.  
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst med Københavns Kommune og efter principperne for Ny Løn.  
Stillingerne ønskes besat pr. 1. januar 2018.  
 
Interesseret?  
Yderligere oplysninger om stillingerne fås hos kontorcheferne Lene Solvang Jensen på 2154 5167 eller Christina Schulin-Zeuthen på 2049 1610 – eller rekrutteringskonsulent Martin Bengtsson fra Dahl og Kjærgaard på 2064 2435.  
 
Søg stillingen via nedenstående link senest søndag den 12. november 2017    
Samtaler afholdes uge 46 og 47.  
 
Om Byggeri København  
København er inde i en rivende udvikling, hvor byen vokser med ca. 10.000 nye københavnere årligt. Denne udvikling medfører et meget stort behov for udbygning af de kommunale institutioner og faciliteter. Der er derfor stort ledelsesmæssigt og politisk fokus på, at Byggeri København optimerer byggeriet, samtidigt med at der leveres moderne byggerier, som skaber værdi for løsningen af kommunens kerneopgaver og lever op til kommunens politikker eksempelvis om bæredygtighed, arkitektur mv.  
 
 

Jobagent

Du kan oprette en jobagent, så du modtager en mail når Københavns Kommune opslår et job med netop din interesse.
Opret jobagent

Københavns Kommune ser mangfoldighed som en ressource og værdsætter, at medarbejderne hver især bidrager med deres særlige baggrund, personlighed og evner.