Plejefamilie til dreng på 16 år

Er I en kærlig og omsorgsfuld plejefamilie, der vægter tid, ro og nærvær? Så vil I måske være det rette match til denne 16-årige dreng.

Drengen beskrives som en høflig, charmerende, betænksom og motiveret ung fyr, der selv har et ønske om at bo i en plejefamilie. Han drømmer om at have voksne omkring sig, som lytter til ham og kan guide og støtte ham. Han er netop startet på uddannelse/skole og er motiveret for det. Han er bevidst om de udfordringer han har, og han ønsker stabilitet og ro i sit liv.

Han er diagnosticeret med ADHD og en belastningsreaktion. Han beskrives som lidt tilbagetrukket, men kan også være impulsiv, hvilket han dog efterfølgende formår at reflektere over. Han er bevidst om, at han har behov for hjælp til at skabe struktur, og at han nemt kan blive stresset. Han er ligeledes bevidst om, at det hjælper ham at høre musik, gå ture og tegne.

Han har behov for voksne, der interesserer sig for ham og som kan sætte hans ressourcer i spil, så han opnår en tro på sig selv og sine planer. Han reflekterer over, hvordan han skal forholde sig til omverdenen, og hvordan han bedst muligt kan indgå socialt blandt sine venner.

Drengen har behov for et omsorgsfuldt, struktureret og forudsigeligt miljø, hvor der især er fokus på regulering og følelseshåndtering. Han har brug for støtte til positiv udvikling, herunder det at kunne opnå større selvværd og en følelse af at høre til.

Der forventes samvær med biologiske forældre ca. en gang ugentligt. Drengen kan selv tage offentlig transport.

Om jer

  • I er godkendt som plejefamilie
  • Som plejefamilie består af et par
  • I bor max 30 min. væk fra København
  • I har erfaring med et udfordrende forældresamarbejde

I står ikke alene med opgaven, for vi giver jer pædagogisk supervision fra en fast tilknyttet familieplejekonsulent, som I har kontakt med regelmæssigt.

I får også mulighed for at deltage i Familieplejen Københavns brede udvalg af kurser med fokus på aktuelle emner. Se vores kursusudvalg her: https://familieplejen.kk.dk/kurser   

Flere oplysninger fås hos familieplejekonsulent Heidi Haubro Vestergaard på 2637 9075.

Honorar: Vederlagsniveau for plejeopgaven fastsættes ud fra barnets støttebehov og det forventede omfang af plejefamiliens indsats. Der er mulighed for at indgå kontrakt ud fra en genforhandlings- eller gennemsnitsmodel.

Ansøgningsfrist senest onsdag den 29. september 2021

Send ansøgning mærket HHV/2021-111 sammen med plejetilladelse og socialrapport til:
familieplejen@sof.kk.dk

Eller til:
Familieplejen København 
Svendborggade 5, 3. sal  
2100 København Ø

I kan også søge via nedenstående link.

Om Familieplejen København
Familieplejen København (tidl. Center for Familiepleje) er landets største familieplejeenhed. Vi rekrutterer plejefamilier til Københavns Kommune og står som garant for det gode match mellem barn og familie. Vi har en videnbaseret tilgang og tilbyder alle vores pleje- og aflastningsfamilier kompetent rådgivning og støtte til at løse de udfordringer, de møder. Vi har et bredt udbud af kurser, og vi medvirker aktivt til at udvikle den moderne familiepleje, bl.a. gennem vores kursusvirksomhed. Læs mere om os på: familieplejen.kk.dk.