Pædagog til Vuggestuen Rugvej i Brønshøj

Vi søger en pædagog til vores hyggelige daginstitution. Stillingen er på 33 timer om ugen og ønskes besat hurtigst muligt. 
 
Vuggestuen Rugvej er beliggende på Rugvej i et rart, gammelt hus i tre etager midt i Brønshøjs smørhul. Vuggestuen har 16 ansatte og modtager 44 børn i alderen fra 11 mdr. til 3 år. Børnene er fordelt på fire stuer med 11 børn på hver. Vi har gode, trygge rammer for børnene og en rigtig fin legeplads og have. Vi ligger i et dejligt roligt villakvarter få meter fra Utterslev Mose. 
 
Vi vægter udelivet, et godt forældresamarbejde, respekten for børns leg og venskaber, fællesskab, omsorg, tryghed og nærvær, tegning, maling, rytmik, den gode historie og en masse andet sjov. 
 
Udfordringer i jobbet 
Vi søger en pædagog, som har masser af gåpåmod og faglige ambitioner. Du kan danne dig overblik, organisere og skabe rammer, som fremmer roen i børnegruppen og samarbejdet med kollegerne. Du er tydelig og anerkendende i din kommunikation og kan give og modtage feedback. At tage ansvar er en selvfølge for dig. 
 
Som pædagog i Vuggestuen Rugvej vil du komme til at arbejde med: 
  • sprog og sproglig udvikling 
  • pædagogiske læreplaner og de seks læreplanstemaer, der indgår som en naturlig del af vores aktiviteter og hverdag 
  • udeliv, kreative og motoriske udfoldelser 
  • et godt og tillidsfuldt forældresamarbejde 
  • en dejlig børnegruppe, hvor vi som voksne gør vores bedste for at anerkende det enkelte barn i hverdagen 
  • at modtage studerende og fungere som praktikvejleder. 
Vi har lang tradition for at arbejde med sang, musik og bevægelse. Anerkendende pædagogik har meget plads på Rugvej, og vi har fokus på at styrke børnenes sociale kompetencer og selvhjulpenhed. Tillært hjælpeløshed? Ikke hos os! Vi arbejder løbende på at give børnene så mange oplevelser og udfordringer i dagligdagen såvel ude som inde lige her på adressen. 
 
Vuggestuen Rugvej anvender digitale værktøjer, og du vil blive tovholder på stuens brug af IT-systemet KbhBarn, den pædagogiske dokumentation og børnenes digitale leg og læring. 
 
Hvad forventer vi af dig? 
Du vil være den ideelle medarbejder til vores vuggestue, hvis du: 
  • har særlig interesse for vuggestuelivet og de 0-3 årige 
  • er initiativrig, engageret, energisk og ansvarlig 
  • er glad, positiv, har god humor og nemt til smil og latter 
  • kan planlægge, være legende og bidragende i pædagogiske aktiviteter – også uden forberedelsestid 
  • har ja-hatten på i forhold til nye tiltag, ideer og projekter 
  • er synlig, omsorgsfuld og nærværende sammen med børnene 
  • kan og vil være medundrende og reflekterende over for egen og kollegers rolle og handlinger 
  • er fleksibel i forhold til, at vi er ét team og ét hus 
  • bidrager til trivsel, høj arbejdsmoral og arbejdsglæde ved hjælp af din egen samarbejdsvilje, mødestabilitet, fleksibilitet og positive attitude 
  • er fortrolig med IT og god til skriftlig kommunikation 
  • er loyal og imødekommende i dit samarbejde med forældre, kolleger og klyngens ledelsesteam 
  • fortæller os i din ansøgning om dine grundliggende visioner for arbejdet med vuggestuebørn og det at være pædagog. 
Hvad kan vi tilbyde dig? 
  • Et lille og overskueligt miljø 
  • Et hus med nærhed til både børn, forældre, personale og pædagogisk leder 
  • Fagligt dygtige og engagerede kolleger, der sætter pris på hinandens selskab og forskelligheder
  • Et dejligt hus med højt til loftet
  • Et hus i forandring, hvor der skal værnes om det gode, der er, og 'nye tider' skal indarbejdes.
Du bliver ansat i Brønshøj/Vanløse Klynge B, som består af otte kommunale dag- og fritidsinstitutioner og er normeret til 753 børn i alderen 0-9 år. Vi arbejder gerne på tværs af institutionerne i vores arbejdsfællesskab, og vi forventer og giver plads til, at alle i klyngen søger medindflydelse og tager medansvar. 
 
Løn- og ansættelsesvilkår 
Er i henhold til gældende overenskomst med Københavns Kommune og principperne i Ny Løn. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi referencer samt straffe- og børneattest. 
 
Du skal påregne møder og aktiviteter uden for normal arbejdstid, som er mandag-fredag kl. 6.45-17.00. 
 
Ønsker du mere information? 
Kontakt pædagogisk leder Dorte Bang Jensen på 2936 7550, hvis du har spørgsmål til stillingen eller ønsker at besøge institutionen. Du kan også læse mere om Vuggestuen Rugvej på www.vuggestuenrugvej.kk.dk
 
Sammen med din ansøgning beder vi dig uploade CV og uddannelsesbevis. 
 
Vi glæder os til at høre fra dig. 
 
Søg stillingen via nedenstående link senest tirsdag den 26. juni 2018 
Vi forventer at holde ansættelsessamtaler i uge 26. 
 

Jobagent

Du kan oprette en jobagent, så du modtager en mail når Københavns Kommune opslår et job med netop din interesse.
Opret jobagent

Københavns Kommune ser mangfoldighed som en ressource og værdsætter, at medarbejderne hver især bidrager med deres særlige baggrund, personlighed og evner.