Valg af dato og tidspunkt for vielsen

På ægteskabserklæringen skal I skrive jeres ønske til dato i feltet ”Vielsesdato”. Københavns Kommune fastsætter den endelige vielsesdato, når jeres ægteskabserklæring er modtaget og godkendt. 
Svaret på jeres ønske om vielsesdato, og tidspunktet for selve vielsen, får I på jeres e-Boks. Der vil være et brev vedhæftet med informationer om, hvordan vielsen vil foregå.

I kan ikke selv vælge klokkeslæt for vielsen. På Københavns Rådhus er der vielser på følgende dage og tidspunkter:

Mandag fra klokken 11.00 til klokken 12.15
Onsdag fra klokken 13.00 til klokken 14.15
Torsdag fra klokken 11.00 til klokken 12.15 og fra klokken 13.00 til klokken 14.15
Fredag fra klokken 11.00 til klokken 12.15 og fra klokken 13.00 til klokken 14.15
Lørdag fra klokken 10.00 til klokken 12.15

Da der som regel er flere par, der skal vies samme dag, fordeler Bryllupskontoret tidspunkterne efter først til mølle-princippet.

Mødetid på bryllupsdagen

På bryllupsdagen skal I møde op på Rådhuset 10 til 15 minutter før den aftalte tid for jeres vielse. Inden vielsen vil I få tilsendt et brev på jeres e-Boks med informationer.

For yderligere information er I velkomne til at kontakte Rådhusoplysningen.

Er det nødvendigt at have vidner med?

Nej, det er ikke nødvendigt. Københavns Kommune sørger for to vidner. Hvis I ønsker det, er I velkomne til at tage jeres egne vidner med. I skal fortælle giftefogeden, at I har vidner med, når vielsen foretages.

 

Må vi parkere foran Rådhuset?

Nej. I må hverken parkere foran eller bagved Københavns Rådhus.

Hvor mange gæster er der plads til ved vielsen?

Vielsesrummet har plads til ca. 60 gæster.

Må vores gæster tage billeder under ceremonien?

Ja. Der må fotograferes under hele ceremonien.

Hvor må der kastes med ris?

Af sikkerhedsmæssige årsager må der kun kastes med ris på Rådhuspladsen. Det er ikke tilladt at kaste med ris eller lignende på trappen til Rådhuset.

Kan vielsen foregå på et andet sprog end dansk?

Ja, vielsen kan foregå på engelsk eller tysk, hvis I ønsker det.

Adgangsforhold på Rådhuset for handicappede

Kontakt venligst Rådhusoplysningen, hvis I eller jeres gæster bruger kørestol.

Hvad gør vi, når vi bor i Københavns Kommune, men vi vil giftes et andet sted?

Hvis I ønsker at gifte jer i en anden kommune, en kirke eller et trossamfund, skal I først have en såkaldt prøvelsesattest fra Rådhusoplysningen. Den bliver lavet og sendt til jer på baggrund af ægteskabserklæringen. Attesten er bevis på, at ingen af jer er gift. I skal aflevere denne prøvelsesattest det sted (kommune, sogn eller andet trossamfund), hvor I ønsker at blive gift.

Læs mere om Borgerlig vielse i en anden kommune

Læs mere om Kirkelig vielse/vielse i andet trossamfund

Min kommende ægtefælle har ikke cpr-nummer. Sådan udfylder I ægteskabserklæringen

Hvis kun én af jer har NemID, kan I finde ansøgningen om at indgå ægteskab (ægteskabserklæringen) på dansk her, på engelsk her og på tysk her.

Når I har udfyldt og underskrevet den, kan I sende den sammen med de krævede dokumenter til Rådhusoplysningen. I kan læse om krævet dokumentation her.

I kan sende ægteskabserklæringen med de krævede dokumenter via digital post på dette link.