Lærer til barselsvikariat på specialskolen Fensmarkskolen

Kan du sætte konkrete, faglige læringsmål for elever med et lavt kognitivt funktionsniveau?
Er du pædagogisk velfunderet og har lyst til at dygtiggøre dig indenfor specialundervisningsområdet? 
 
Fensmarkskolen søger en lærer til et barselsvikariat med start 1. maj 2018 eller hurtigst muligt derefter.  
 
Fensmarkskolen er en 11 år gammel bydækkende skole under Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune. Fensmarkskolen varetager specialundervisning og fritidstilbud for børn og unge med gennemgribende psykiske udviklingsforstyrrelser, hvoraf størstedelen er diagnosticeret indenfor autismespektrumforstyrrelser.  
 
Skolen og den tilknyttede KKFO (Københavns Kommunes Fritidsordning) er pædagogisk og administrativt set integreret og fungerer i fælles fysiske rammer.  
Vi udgør et helhedstilbud, hvor skole og KKFO bindes sammen af elevens individuelle elevplan, der omfatter såvel faglige, personlige som fysiske/sensoriske udviklingsmål.  
 
I skoledelen samarbejder lærere, pædagoger og pædagogiske medhjælpere tværfagligt i teams, og i vores KKFO samarbejder det pædagogiske personale om at støtte elevernes læring og sætter rammen for aktiviteter af pædagogisk karakter.  
 
I indeværende skoleår har vi 95 børn og 90 medarbejdere fordelt på indskolingen, mellemtrinnet og udskolingen.  
 
Fensmarkskolen er kendetegnet af stærk faglighed og høj kvalitet i arbejdet med børns livsduelighed: ”læring, trivsel og udvikling”.  
På Fensmarkskolen lægger vi vægt på en positiv og anerkendende tilgang til hinanden, hvor vi alle har et ansvar for at skabe en god skole.   
 
Om stillingen  
Vi søger en lærer i barselsvikariat til en af vores indskolingsklasser.  
Teamet omkring klassen udgøres at lærere, pædagoger og pædagogiske medhjælpere.  
Elevplanerne og de individuelle fastsatte læringsmål danner i dagligdagen således grundlaget for undervisning og læringsmålstyrede aktiviteter.  
Der er et tæt samarbejde med ressourcepersoner fra Børnecenter København (BCK). 
 
Vi kan tilbyde et spændende og udfordrende arbejde med dygtige, engagerede kollegaer, en flok pragtfulde elever, der kræver din fulde tilstedeværelse og et stærkt forældresamarbejde. 
 
Vi forventer at du  
  • kan sætte konkrete, faglige læringsmål for elever med et lavt kognitivt funktionsniveau og arbejde struktureret ud fra disse  
  • er didaktisk, pædagogisk velfunderet og har lyst til at dygtiggøre dig indenfor specialundervisningsområdet  
  • er initiativrig og igangsættende  
  • er indstillet på at arbejde tværprofessionelt i et team med øvrige faggrupper  
  • kan bevare overblikket i en til tider hektisk hverdag  
  • har lyst og energi til at være med til at udvikle og tilrettelægge en hverdag for vores elever  
  • er tålmodig og rummelig  
  • har gode samarbejdsevner og kan tage ansvar  
  • kan lide en uformel omgangstone, der bygger på tillid og gensidig respekt  
  • har noget at byde på såvel fagligt som menneskeligt 
Ansættelsesvilkår 
Løn og ansættelsesforhold sker i henhold til gældende overenskomst.  
Inden ansættelse vil der blive indhentet referencer samt børne- og straffeattest. 
 
Yderligere oplysninger  
Læs mere om Fensmarkskolen på www.fensmarkskolen.kk.dk  
 
Ansøgere er velkomne til at indhente yderligere oplysninger hos KKFO-leder og afdelingsleder for vores indskoling, Birgit Andersen eller skolesouschef Mette Holstein på 3524 5700.  
 
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
 
Søg stillingen via nedenstående link senest tirsdag den 13. marts 2018 
Ansættelsessamtaler vil finde sted tirsdag den 20. marts fra kl. 13.00.  
  

Jobagent

Du kan oprette en jobagent, så du modtager en mail når Københavns Kommune opslår et job med netop din interesse.
Opret jobagent

Københavns Kommune ser mangfoldighed som en ressource og værdsætter, at medarbejderne hver især bidrager med deres særlige baggrund, personlighed og evner.