Direktør til Københavns Ejendomme & Indkøb

Kan du sikre helhedsorienterede løsninger inden for ejendomsdrift, ejendomsudvikling og ejendomsadministration til kommunens syv forvaltninger? Og er du rigtig god til at lede forandringer og eksekvere i en stor og kompleks organisation? Så er du måske ny direktør i Københavns Ejendomme & Indkøb.

Københavns Ejendomme & Indkøb (KEID) er en af Danmarks største ejendomsforvaltere. De omkring 800 medarbejdere har ansvaret for kommunens mere end 2,2 mio. m2 fordelt på cirka 850 ejendomme; kulturhuse, biblioteker, skoler og idrætsanlæg, administrationsbygninger og institutioner.

KEID er godt i gang med at implementere en ny forretningsstrategi, hvor fokus er på kunderne og på at levere både bedre og billigere drift. Men de har brug for en erfaren leder med en ejendomsfaglig indsigt, som kan gå forrest og sikre strategiens forankring i hele organisationen.

Dine primære arbejdsopgaver

  • Eksekvere den vedtagne forretningsstrategi i organisationen
  • Forbedre værdiskabelsen og anvendelsen af ejendomsporteføljen
  • Videreudvikle servicekulturen og øge brugertilfredsheden
  • Koordinere mellem strategi, udvikling og drift
  • Udvikle samarbejdsrelationer internt i Økonomiforvaltningen og i de øvrige forvaltninger
  • Optimere såvel udgiftsniveau som sagsgange
  • Sikre en fortsat stabil drift på indkøbsområdet og indfri nye potentialer.

Dine kvalifikationer
Vi lægger vægt på, at du har en solid og dokumenteret erfaring med ledelse og styring, og at du kan drive strategiske udviklingsprojekter med fokus på kundeservice og brugertilfredshed. Derudover forventer vi, at du har følgende kvalifikationer:

  • Ejendomsfaglig indsigt og viden
  • Stærke samarbejdsevner
  • God til at kommunikere
  • Evne og vilje til tillidsbaseret ledelse
  • Ønsker og fremmer et samarbejdsklima, hvor idéer og initiativer er velkomne
  • Dokumenteret erfaring med at lede via ledere.

Vi tilbyder
Ansættelse i et udfordrende, afvekslende og løsningsorienteret arbejdsmiljø med gode muligheder for faglig og personlig udvikling. KEID har til huse på Borups Allé lige bag Fuglebakken Station.

KEID hører under Økonomiforvaltningen og er Københavns Kommunes interne tværgående ejendomsenhed. Ejendomsporteføljen udgør 2,2 mio. m2, og direktøren har det samlede ansvar for et budget på 1,5 mia. kr. Direktøren har ansvaret for cirka 40 ledere og 800 medarbejdere.

Løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst og efter aftale med den forhandlingsberettigede organisation. Du vil referere til plandirektør Søren Tegen Pedersen i Økonomiforvaltningen, men du får stor berøring med alle forvaltninger i kommunen samt med det politiske niveau.

Vil du vide mere?
Læs mere om KEID på http://kobenhavnsejendomme.kk.dk/. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte direktør Steen Vidø (2441 4060) fra Mercuri Urval, der bistår i processen.

Søg stillingen via nedenstående link senest 31. maj 2017.

Vi forventer at bruge test i rekrutteringsforløbet og holde samtaler i uge 23-25.

Københavns Ejendomme & Indkøb – vi skaber rum
Københavns Ejendomme & Indkøb er Københavns Kommunes ejendomsenhed og indkøbsorganisation. Vi ejer og administrerer mere end 2,2 mio. m2. Vi har ansvar for lejeaftaler, ejendomshandler, bygningsdrift, energioptimering, ejendomsservice og vedligeholdelse m.m. af blandt andet skoler, daginstitutioner, botilbud, plejehjem, kultur- og idrætsfaciliteter, administrationsejendomme osv. Vi er også kommunens primære indkøbsorganisation. Vi har ansvar for at gennemføre udbud af varer og tjenesteydelser på tværs af kommunen. Vi skal sikre, at det er enkelt at købe de rigtige varer til den rigtige pris for de, der køber ind til kommunalt brug. Vi tager udgangspunkt i forvaltningernes behov og samarbejder med vores kunder om at skabe de bedste løsninger. Vi beskæftiger ca. 800 medarbejdere og administrerer et årligt budget på ca. 1,6 mia. kr. Du kan læse mere om os på www.kobenhavnsejendomme.kk.dk.

Jobagent

Du kan oprette en jobagent, så du modtager en mail når Københavns Kommune opslår et job med netop din interesse.
Opret jobagent

Københavns Kommune ser mangfoldighed som en ressource og værdsætter, at medarbejderne hver især bidrager med deres særlige baggrund, personlighed og evner.